Digital handel er nu større end fysisk handel

Steffen Hedebrandt

Ny rapport fra McKinsey konstaterer at digitale flows nu bidrager med mere til BNP globalt end flowet af fysiske varer. Det er skelsættende. Forståelsen af dette har både økonomiske og menneskelige følger, som min ven Peter og jeg ofte kommer frem til.

"Internettet, det er da ikke et produkt".

Sådan sagde min gode ven Peter i selskabeligt lag for nylig. Først grinede vi. Siden hånede vi. Og her i efterspillet undres jeg.

Peter er en ung, nybagt far. Kandidat i Politik og Administration. Godt job. Rejser ofte. En kvik mand. En god ven. Et stort skæg. Han og kæresten har lige købt et rækkehus på Amager. Han læser sin papirweekendavis. Sætter LP'erne på anlægget. Steppeulvene, de ville noget. Køber nyt tøj, af og til. For tiden altid genbrug, siger han. Typen der kan lide de sunde og friske råvarer og en ost, der smager af noget.

Men Peter kan også få nok.

Han er lige kommet hjem fra en 2 måneders tur i mobilehome, med kæreste og baby, i New Zealand. Sejt! Nu venter 4 måneders barsel. Før det tog han, til stor frustration for hans venner, 6 måneders pause fra Facebook. Endnu længere tilbage var det instagram kontoen, der blev lukket.

I det nære perspektiv, blot en mand som gerne vil have lidt mere ro på.

I det store perspektiv, et udtryk og en modreaktion mod den "altid på" og digitaliserede kultur vi lever i.

Jeg forstår hans intentioner.

Peters svartid på Facebook var perfekt til at understrege min pointe.

Det irriterer mig dog nogle gange:

"Kom nu lidt, Peter. Download nu MobilePay. Jeg orker ikke at logge ind på min bankkonto."

Og omvendt går den:

"Vær nu lidt tilstede, Steffen. Instagram kan vente. Stop med at snapchatte!"

Og sådan kan diskussionen fortsætte indtil vi ud på de sene timer står i bar overkrop og synger med på The National.

Digital handel er nu større end fysisk handel

Internettet, det er da ikke et produkt, sagde du, Peter.Jeg må insistere. Det er det altså. Og hvis du og den del af resten af Danmark, der ikke forstår dette, fortsætter benægtelsen, så vil det have fatale konsekvenser for vores lands fremtidige velbefindende.

Heldigvis får jeg nu opbakning af en ny rapport fra McKinsey:

"Digital globalization: The new era of global flows"

Her konstateres det, at for første gang nogensinde har digitale flows på tværs af lande, nu en større påvirkning på landes bruttonationalprodukt end fysiske.

Det er endda på trods af, at der for 15 år siden stort set ikke eksisterede digital flows. Det er derfor med god grund, at der tales om disruption disse dage.

Hvis vi taler i sort/hvid forstand, kan man derfor sige:

Beskæftiger du dig med fysiske flows af produkter, så er du i en virksomhed, hvis marked er stagnerende.

Beskæftiger du dig derimod med digitale flows, så er du i en virksomhed for hvem markedet bliver stadig større

GlobalDataFlow5.gif

Den digitale globalisering stiger og stiger altså, Peter. Vi handler mere og mere med verden, gennem internettet.

Som traditionel industrimagt bør man i særlig grad skrive denne udvikling bag øret. Vækst skabes nu digitalt. Ikke gennem mælkeprodukter og bacon. Den fysiske handel er stagnerende.

Om lidt kommer 1 milliard flere mennesker på internettet

Et faktum, man ofte glemmer, men som er særligt relevant, er at blot 40% af jordens befolkning, på nuværende tidspunkt har adgang til internettet. Det rummer på samme tid en stor trussel og et kæmpe potentiale.

Der vil i løbet af få år komme 1 milliard mennesker mere på internet.

Tænk på hvor mange potentielle kunder det er for dig og din virksomhed. Omvendt, tror du at disse mennesker har tænkt sig at spille efter de regler 1800-tallets industrielle strukturer dikterede?

Nej, det har de da ikke. Selvfølgelig skal de ikke gøre det.

Den næste milliard mennesker på internettet kommer til at tilbyde deres kompetencer og produkter til hele verden, via internettet. De kommer til at være mindst lige så dygtige, helt sikkert billigere og ganske sikkert også mere hårdt arbejdende end de danskere du i dag har ansat.

Hvis du ikke proaktivt forholder dig til denne digitale globalisering, er du i stor fare for at blive overhalet af konkurrenterne. Panik dog ikke. Det er en kæmpe mulighed for dig, hvis du omfavner dette skifte før de gør det i vores nabolande.

Internettet er et produkt som ikke forsvinder foreløbig, Peter.

Vi kan ikke lukke grænsebommene i og stige af ræset for en stund.

Der er ingen grænser på internettet.

Darwin har spillet et nyt kort. Digitalisering hedder det. Enten forstår du det og udvikler dig med det - eller også ignorerer du det og afvikles.

 

 

Se flere blogs



Profil

Steffen Hedebrandt

Steffen Hedebrandt

Steffen Hedebrandt blogger om iværksætteri – især den slags, der handler om digitale løsninger. Han ser de muligheder, andre overser, hver gang en branche vendes på hovedet af nye idéer og teknologier.

Som cand.merc. med iværksættererfaring er Steffen Hedebrandt nu marketingdirektør hos Airtame, der har udviklet en wireless HDMI-løsning til virksomheder. Han er desuden tidligere nordisk direktør hos Upwork.com, verdens største platform for freelancere.