Blå diamant slår verdensrekorden

Katerina Pitzner
BLOGS Af

Efter 20 minutters kamp gennem 2 glødende telefoner faldt hammeren på verdens største ”fancy vivid” blå diamant, The Oppenheimer Blue. Den ekstremt sjældne sten på 14.62ct blev i går aftes solgt for usd 57.5 millioner (ca. 380 mio. kr.) på Christie’s i Geneve, og er således verdens dyreste diamant pr. ct.

Det var en privat samler, der købte den blå sten med kælenavnet ”The Gem Of Gems” (ædelstenen over alle ædelsten). Stenen er fattet i en enkel platinring med et par hvide trapez-slebne diamanter på hver side.

The Oppenheimer Blue er opkaldt efter sin tidligere ejer, Sir Philip Oppenheimer, fra den legendariske Oppenheimer famile, som indtil for nyligt ejede store dele af diamantgiganten, De Beers.

Man havde estimeret et hammerslag på usd 30-45 millioner, som skulle vise sig at være en seriøs undervurdering. Årsagen til den overraskende rekord er formentlig en blanding af troen på netop denne sten som investeringsobjekt og den, at naturlige blå diamanter er ekstrem sjældne. Kun 0.0001% af verdens diamanter er blå, og ud af disse sten, har kun 1% den samme eftertragtede ”fancy vivid” farve, som The Oppenheimer Blue. Der er altså tale om en meget ren og intenst farvemættet sjælden sten– kun overgået af de naturlige røde diamanter, som, der kun er rapporteret omkring 100 stk. af i hele verden. Derudover er den usædvanlig klar. De fleste diamanter fremstår med små uklarheder og jo færre der er, des mere sjælden er den. Stenen er slebet i et rektangulært slib, der på mange måder ligner det klassiske ”smaragdslib”, som er kendt for at afsløre alle potentielle uklarheder pga. de lange brede facetter. Men i denne sten er der ingen at afsløre.

Resultatet af auktionen viser, at på trods af de relative volatile finansielle markeder, så synes de sjældne diamanter at leve op til deres græske navn, ”adamas”, der betyder uovervindelig.

Der er ingen tvivl om, at selvtilliden i branchen er i top, og at det vil påvirke priserne på også de mindre investeringsrigtige diamanter fremover.


 

Se flere blogs



Profil

Katerina Pitzner

Katerina Pitzner

Diamanthandler
Katerina Pitzner blogger om det, der er værd at vide inden for diamantbranchen. Uanset om du overvejer at investere i egne ædelstene eller bare deler interessen for den eksklusive handelsvare, er Katerinas blog det rette sted at følge med.

På vegne af private forbrugere og investorer handler Katerina Pitzner direkte på verdensmarkedets diamantbørser og sidder selv som direktør for Copenhagen Diamond Exchange. Hun er desuden forfatter til bogen "Diamantjægeren – en rå verden i glimt".