Do your sums

Line Rosenvinge
BLOGS Af

At kunst og kultur er betydningsfuldt var alle de fremmødte ganske enige om. Det er straks sværere at tale med hinanden og andre om hvordan kunst og kultur er betydningsfuldt. Faktisk så svært, at debatten virkede lettere famlende trods masser af gode intentioner.

Under overskriften 'Hvad betyder kunsten for os som mennesker og samfund?' havde Bikubenfonden og Det Obelske Familiefond i går inviteret til et fagligt arrangement om værdisætning og effektmåling af kunst- og kulturprojekter.

Det er sympatisk, at fondene ønsker en samtale om, hvordan pengene kommer bedst ud at gå. De spørger, fordi de er i tvivl. Og ikke mindst fordi statslige bevillinger det seneste årti er svundet ind, så fondenes bidrag får stadig større betydning for, hvad der får lov at leve og vokse eller i det hele taget bare overleve.

Når nu kunsten og kulturen er så vigtig og pengene er så få, så bør de bruges bedst muligt. Hvordan ...

Skal få have store bevillinger, så de virkelig kan gøre en forskel? Eller skal mange have små bevillinger, for at sikre diversitet og sprede risiko? Skal man stille krav og følge bevillingsmodtagere tæt for at sikre at de lykkes med det, som de gav udtryk for at ville opnå? Eller skal man lade bevillingsmodtagere have stor frihed hele vejen?

Der var tilsyneladende enighed om, at en vis portion tillid er hensigtsmæssig fordi kunst og kultur også rummer en vis spildøkonomi. Og at fokuserede, substantielle bevillinger batter mest.

Er det noget vi ved eller noget vi tror

Kan vi tælle værdien af kunsten og kulturen, kan vi sætte tal på effekten? Det ender meget nemt i en diskussion om eller skepsis over metodevalg. Når diskussionen er sært uforankret, så er det fordi motivationen ikke helt er på plads.

For hvis skyld skal kulturlivet kløjs med måling? Fordi embedsværket ønsker at se tallene, kunne være et svar. Fordi kunst og kultur har et legitimeringsproblem.

Legitimeringen bliver væsentlig, fordi markedet alene ikke kan frembringe al den kunst og kultur, som efterspørges og som er nødvendig for at fastholde, lad os bare sige, en vis kulturel og kunstnerisk frodighed. Hvem skal vi have i tale? Overfor hvem skal legitimeringen finde sted?

Blandt oplægsholderne og fra salen var der et klart ønske om stærkere politisk prioritering af kunst og kultur. Her er tal en del af det sprog, som virker.

Jeg er 70% tilfreds

Når sproget ikke slår til, kan tallene hjælpe med at skabe mening. "Jeg var 40% glad, da jeg fik nyheden"."Arbejdet er 20% godt og 80% jeg-ved-ikke-endnu" som en bekendt, der er ved at lære dansk, kan finde på at sige. Han kender endnu ikke så mange forskellige adjektiver og adverbier, så ting og tilstande vurderes med procenter.

"Jeg elsker min sagsbehandler, hun er smuk", sagde han også. Her tillod jeg mig at spørge ind og prøve at forstå og måtte korrigere ham, for det viste sig, at han i virkeligheden mente, at "jeg er glad for min sagsbehandler, hun er dygtig". Vi kan misforstå hinanden, når vi mangler ord. Er det så mere trygt at bruge tal?

Do your sums, sådan fik en anden bekendt hele tiden at vide, da han arbejdede i en stor amerikansk virksomhed. I hver samtale skulle der tal på tingene. Hvad er risikoen for dette og hint. Hvor varm er kunden på dette og hint. Og når et projekt var undervejs, blev tabellerne løbende justereret og tallene ændrede sig, ikke fordi man kunne måle og tælle, men fordi man kunne vurdere og vælge at have tillid til de tal, som stod i kolonnerne.

I den pågældende virksomhed var tallene et internt arbejdsredskab. I kulturinstitutioner virker navnlig effektmåling først og fremmest som redskab i dialogen med eksterne parter som stat og kommune.

Interessant er det at høre at fondene har frabedt sig bevillingsmodtageres evalueringer efter endt projektperiode, for de hørte kun alle succeshistorierne; modtagerne ønskede ikke at gøre sig sårbare og fortælle om det, som kiksede, som de lærte af og ville gøre bedre. Hvis evaluering er en automatisk bekræftelse har den ingen værdi som evaluering.   

Tilbage til start

Så hvordan taler vi om, hvad der virker?

Før evaluering skal der valideres. Hvad er det, der betyder noget. At der er mange modtagere, at modtagerne fik hjertebanken af mødet med kunsten, at producenterne (kunstnerne) har udviklet sig, at kollegerne og kritikerne er imponerede?

Svarene vil afhænge af hvem, hvor og hvornår der spørges. I teorien kan alt måles og omsættes til sammenlignelige talværdier, men det kræver metodesikkerhed og en klar motivation som udgangspunkt.

Hvis tanken om entydighed og klarhed i forbindelse med værdisætning og effektmåling parkeres, hvad er så tilbage. Ret meget, vil jeg sige. For sidst på dagen i går var jeg alligevel opløftet. Opløftet over at så mange besværer sig med at forstå hvordan kunst og kultur har det godt. Her er ingen nidkærhed. 

Når det handler om kunst, så skal det lykkes  

Trods det faktum, at alle dele af kulturlivets fødekæde tilsyneladende er under hårdt pres, så er der et ønske om alligevel at få det til at fungere. Sammen. Der er, i al fald blandt dem som mødtes ved fondenes arrangement i går, en tone af hjælpsomhed og generøsitet, fordi det, som det handler om, er alt for betydningsfuldt. Det nytter ikke at holde kortene tæt til kroppen og køre sololøb. Når alting er svært, bliver det endnu mere vigtig at dele erfaringer, både mellem institutioner og enkeltaktører.  

Debatterne fandt sted den 10. maj og den 17. maj 2016. Oplæg ved lektor ved CBS ph.d. Trine Bille, kulturminister Bertel Haarder, kunstnerisk direktør for teater Sort/Hvid Christian Lollike, kulturskribent og ph.d. Torben Sangild, direktør for Louisiana Museum of Modern Art Poul Erik Tøjner, musiker Simon Kvamm, direktør for KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg og formand for Statens Kunstfond Gitte Ørskou. Moderator var kronikredaktør ved Dagbladet Politiken Christoffer Emil Bruun. Initieret af Bikubenfonden og Det Obelske Familiefond.

Tidligere indlæg her på bloggen som handler om samme emne er hhv. Kunsten har sejret ad helvede til (om overdådigheden af kulturtilbud), Vi spiser hinanden (om fordelingen af kulturmidler) og Hvor er min hummer (om kulturarbejdernes vilkår). 


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.