Her ligger der bunker af penge

Alexandra Krautwald

Har jeg forstået det rigtigt? Bevæger dansk erhvervsliv, og de ledere der tegner det, sig i en kedelig retning?

Jeg ser ledere, der i forsøget på at skabe lønsomhed og fremgang, tiltagende udnytter medarbejderes (manglende) kapacitet. Og kompenserer for deres eget ringe lederskab ved hjælp af social manipulation, sweettalk og ukonkrete strategier og målbeskrivelser. Flere og flere afsløres i direkte uetisk adfærd i form af overdreven risikovillighed og decideret bluff.

Det er kedeligt at være tilskuer til.

Vender vi blikket mod tidens ord og tilkendegivelser i artikler og debatindlæg, behøver vi ikke være i tvivl om udviklingen. Vi mødes nemlig dagligt af beretninger, hvor medarbejdere, kunder og andre interessenter reagerer på virksomhedernes tiltagende kynisme og beslutninger, der ligger meget langt fra vore andres værdisæt. Behøver jeg minde læseren på gode eksempler på skandaler i IT Factory, OW Bunker, den siddende regering og senest Nordea og Nykredit, hvor der er etableret bevægelser mod ledelsen i firmaet?

Jeg tror det ikke. 

Man ønsker vækst og mægtiggørelse på direktionsgangene. Og nogle kaptajner ønsker det for enhver pris. Midlerne er acceleration, implementering af evige forandringer samt støt stigende krav til soloperformance og selvledelse. Men ønsket er usundt, når det tager overhånd, og det vil jeg mene, at det har gjort. Det bliver utvetydigt afvist af topledelserne, for forretningsmodellen og strategien er klar, og hvis du vil være stjerne i deres biks, må du som medarbejder være villig til at gå på kompromis med meget af det, der betyder mest for dig. Ligesom du må være parat til at håndtere den langtidssygemelding, som oftere og oftere viser sig at være udgangen på et arbejdsliv præget af manglende tid til kollegialt samarbejde, faglig fordybelse, oplæring, pauser og ikke mindst mangel på det, jeg kalder ordentlighed.

Så godt som hver eneste dag modtager jeg henvendelser fra medarbejdere og mellemledere, hvis liv ikke hænger sammen. Således kan medarbejdere til eksempel stadig ikke holde fri om aftenen og i weekenderne, fordi de forventes altid at være på. En ung mor ser ikke sit barn vokse op, falde i søvn hver aften og puste i sin første sæbeboble. Mændene gør slet ikke, og måske er de også mere upåvirkelige af det tab og den belastning, der foregår. Indtil de en dag rammer muren. 

En af mine kunder på mellemlederniveau kom på arbejde forleden dag. Da han satte sig foran sin computer, kunne han ikke huske sit password. Og han vidste ikke, hvor han var. Han var brændt sammen, og er nu sygemeldt sammen med 35.000 andre danskere i alle stillinger både fra det offentlige og det private erhvervsliv. Hans arbejdsgiver har fortalt ham, at der er opbakning og sikkerhedssystemer, der vil hjælpe ham hurtigt i arbejde igen. Det vil han sikkert også gerne. Men kan han på det tidspunkt, hvor det forventes? Svaret er ofte, nej. For når først motoren er brændt af, skal der en ny til for at få maskinen i gang. Ingen jeg kender har en sådan menneskelig motor, man lige erstatter med den gamle. 

Når topledere irettesætter mig og fortæller, at det ikke er arbejdsmængden og det psykiske arbejdsmiljø, der dræner folk, men at det snarere er alt det, de ikke får gjort, så giver jeg dem delvist ret. Disse ledere har imidlertid kun set den ene del af ligningen. Den anden, består af nutidens mangel på TILLID, RETFÆRDIGHED og SAMARBEJDE. Selvfølgelig stresser tanken om ikke at nå det, der står på ens to-do liste os alle. De såkaldt venligsindede ledere har forsøgt at løse problemet med planlægnings- og prioriteringskurser samt med tilbud om seancer omhandlende mindfulness og hjælp til øget robusthed. Men den slags tilbud er ikke en hjælp. Det er derimod at placere mere ansvar på de forkerte skuldre.

I en organisation der er styret efter et system, der hviler på forskelsbehandling, uretfærdige bonusordninger, ulighed blandt de ansatte, kompleksitet, forførelseskunstner og ønsker om evig udvikling, så fortynder en plasticmåtte og en forstående coach altså intet i den samlede klistermasse.

Med dyb bekymring ser jeg på de medarbejdere og mellemledere, der får sværere og sværere kår. Det handler om dem, der fremelsker kvalitet, god moral og tillid opstået gennem godt og gedigent samarbejde. Det handler om de arbejdsomme ydmyge, der ønsker god opførsel, etikette og ledelseshjælp til de daglige arbejdsopgaver. Og om de fællesskabsorienterede, der hellere danser i flok om gulvkalven, end at løbe med puljen selv.

- Og om dem, det er gået op for, at der er langt langt flere penge at hente på den rette side af ligningen.


 

Se flere blogs



Profil

Alexandra Krautwald

Alexandra Krautwald

Adm. direktør
Composing A/S
Alexandra Krautwald blogger om de konsekvenser, erhvervslivets udvikling har for ledere. Hvis du sidder i chefstolen, er det her, du skal følge med for at holde fingeren på pulsen.

Som rådgiver for top- og mellemledere og forfatter af to bøger om ledelse har Alexandra Krautwald de bedste forudsætninger for at give brugbare indspark til debatten om, hvad der skal til for at lede med succes.