Er vi advokater virkelig så kedelige?

Jan Al-Erhayem
BLOGS Af

Har du nogensinde siddet til en fest eller middag, hvor sidemanden var advokat? Hvad var din første indskydelse? At det ville blive en lang aften?

Det var der for nylig en af mine klienter, der tørt sagde til mig. Han mente, at mange advokater både virker tørre og tilknappede. Jeg skal undlade at komme med (kiksede) vittigheder her på bloggen, men jeg mener slet ikke, vi som faggruppe er så kedelige, som mange går og tror. Om end hverdagen nok ikke ligner et afsnit af Suits!

Men jeg tror faktisk, det er lidt af en myte, at vi er så komplet humorforladte. Og det er der en god årsag til. For dét, der udgør en god advokat, er jo ofte evnen til at afmontere ubehagelige situationer, hvor der enten går lidt for meget formalia i den, eller der simpelthen er for mange parader oppe. 

Når situationen er kørt fast

For i en situation, hvor der sidder to parter om et bord, der er rivende uenige, og du nærmest ikke kan få vejret for al den "tension", der er i lokalet, ja så kan en kort bemærkning eller et smil have stor effekt. Du kan have nok så mange gode og begavede juridiske løsninger på konflikten, men hvis ikke du kan få modparten til at forholde sig til dem, ja så er det jo ligegyldigt. 

Ofte kan humoren få folk til at indse, at alle parter omkring bordet, jo også bare er mennesker, der gerne vil videre.

Jeg har talrige gange i en forhandling gjort brug af humor. Både som decideret forhandlingsværktøj, men også mere generelt, fordi det giver en god og bedre stemning. Og det kan faktisk udgøre lige præcis den marginal, der gør, at situationen bløder op.  

Det kan jo lyde meget besnærende, at en lille joke kan løse alle verdens problemer. Så enkelt er det selvfølgelig ikke. Men jeg har gennem årene brugt en hel del tid på at identificere, hvad det egentlig er i konfliktens DNA, der gør, at situationer enten sander til eller lykkedes.

Særlig metode

Jeg har udviklet en særlig metode, jeg anvender, når jeg håndterer konfliktsituationer – en slags kortlægning af konfliktens DNA. Grundlæggende går det ud på, at jeg har kortlagt de forskellige faser en konflikt typisk kan komme igennem. Selvom alle konfliktsituationer er forskellige, vil der dog altid vil være elementer, der er ens, og de samme udfordringer og muligheder dukker op. Og her er modellen god. Øvelsen er så, hvordan man i de enkelte faser, skal dreje fokus nærmere løsningen/løsningerne på konflikten. Og her kan humor sagtens indgå som værktøj eller våben. Et våben, der bidrager til at bringe fokus på det, der deler, fremfor det, der skiller parterne. 

Måske du også kender eksempler situationer, hvor humoren løsnede op for stemningen og gjorde hele forskellen? 


 

Se flere blogs



Profil

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem blogger om, hvordan man håndterer og løser komplekse konflikter om f.eks. acceptable løsninger i forbindelse med samarbejder eller virksomhedsoverdragelse.

Som ekspert i at løse komplekse konflikter for virksomheder har Jan Al-Erhayem bl.a. arbejdet 13 år som chefjurist m.m. hos A.P. Møller-Mærsk, inden han endte hos Mazanti-Andersen Korsø Jensen, hvor han i dag er advokat og partner.

Jan er en hyppigt anvendt foredragsholder særligt om konfliktløsning, dealmaking og håndtering af psykopater.