Ole P. Kristensen

Fagre nye verden

BLOGS Forsikring Finans Teknologi Kim Rud-Petersen
15. feb. 2016 Kl. 14:16

Flyvende kameraer i form af større og bedre droner. Smartere hjem, hvor køleskabet, overvågningen og vaskemaskinen tændes med din telefon eller via nye styresystemer, der sørger for hele det smarte liv. Bankerne har på deres side set sig lune på den såkaldte blockchain-teknologi, som måske kommer til at skabe lige så store omvæltninger i finansverdenen, som iTunes og Spotify har skabte i musikindustrien. For slet ikke at tale om at du snart kan begå dig i flere virkeligheder, når virtual reality udstyret bliver så godt og billigt, at vi også her i Danmark kommer til at bruge det i større omfang.

Kun fantasien sætter grænser
Lige nu er det nærmest kun ens egen fantasi, der sætter grænserne for, hvad der er teknisk muligt. Det udfordrer i allerhøjeste grad den hverdag, som vi i forsikringsbranchen beskæftiger os med. For når vi for eksempel forsikrer en Tesla, er der så tale om en computer på hjul eller blot en helt regulær bil? Det har altid været udfordrende at spå om fremtiden, men hånden på hjertet – for få år siden var det rimelig sandsynligt, hvad der kunne være af risici. I dag udfordres vi af, at megen teknologi efterhånden er hybrider med flere forskellige formål.

Jeg læste på et tidspunkt om en ekspert, der mener, at udviklingen af ny teknologi skaber færre og færre risici, og at forsikringsselskabernes forretningsgrundlag derved på sigt vil forsvinde. Det er jeg lodret uenig i. Det kan godt være, at risici ved kendte teknologier bliver mindre, men som udviklingen er lige nu, vil fremkomsten af nye teknologier blot kræve nye vurderinger og helt nye risiko-scenarier, som man skal stå tidligt op for at gennemskue.

Vi skal stille nye spørgsmål og være nysgerrige
Jeg er ikke i tvivl om, at vi i fremtiden kommer til at stille nogle helt andre spørgsmål til tryghed og risici, end dem vi kender i dag. Den store vinder i det spil, bliver de selskaber, der evner at turde være undersøgende, når det gælder ny teknologi. For flyvende kameraer, selvtænkende maskiner og kunstige virkeligheder er kun starten på en helt ny begyndelse og tid, hvor de fleste ting har mange dimensioner og derved også flere risici. 

Profil

π