Ole P. Kristensen

Autentisk ledelse handler om ærlighed og ægthed

BLOGS Autentisk ledelse Mikkel Grene
12. feb. 2016 Kl. 13:07


Jeg blev bedt om at skrive et indlæg til en bog om autentisk ledelse. Bagrunden er, at de ledere, som vi gerne vil følge, er dem, som har integritet og peronlighed, og hvor ledelse kommer naturligt og ægte.

Jeg tror, de fleste ledere oplever, at man ikke kan blive leder på skolebænken eller ved at læse en bog – men hvordan skal vi ledere så ruste os til opgaven, og hvad er det vi skal trække på, når opgaven skal løftes? Når man skal inspirere sine medarbejdere og skabe tillid, er det vigtigt, at man giver noget af sig selv og tør vise, hvem man er, men det sætter også lederen i en sårbar og udsat situation, som er svær for de fleste.

Jeg trækker på min historie og mine erfaringer gennem et langt arbejdsliv med forskelligartede opgaver og udfordringer. Jeg er født ind i Søstrene Grene og er opvokset i virksomheden – bogstavelig talt. Virksomheden blev drevet fra privaten og eftermiddagene efter skolen blev tilbragt i butikken. Så Søstrene Grene har tidligt i mit liv sat et stort aftryk på, hvem jeg er. Og værdierne i Søstrene Grene er blevet en del af, hvem jeg er. Visionen om det nye Søstrene Grene med international ekspansion, konstant forretningsudvikling og eget design har jeg selv været med til at definere, siden jeg startede som adm. direktør for 4 år siden.

Det hjælper mig til at understøtte, at vores værdier og kultur (internt kaldet søsterånden) ikke blot er tomme ord på en PowerPoint, men noget vi alle udlever i hverdagen. Den handler om respekt, omgangstone, sammenhold, ordentlighed og skaberglæde. Her er min rolle, at sørge for at mine medarbejdere forstår og deler de værdier, som ligger i Søstrene Grenes DNA.

Det gør det også meget nemmere for mine medarbejdere at se, hvilken leder de arbejder for. Jeg går meget op i at være en synlig og tydelig leder, så alle ser, hvem der står bag virksomheden, og hvilken retning jeg ønsker, vi skal bevæge os i. Lykkes man med denne opgave som leder, og formår man at finde de rigtige mennesker og give dem de optimale rammer, skal man faktisk ikke gøre så meget mere ud af det ”at være leder”, men derimod være sig selv. Man skal undertrykke trangen til at sætte sit fingeraftryk på alt og give organisationen friheden til at kunne træffe gode beslutninger i dagligdagen og tage ansvar i gode, trygge rammer og stole på, at de har forstået, hvad man som leder ønsker for virksomheden.

Jeg kan godt se, at det måske er nemmere at være tro mod sig selv som menneske og leder, når kulturen og værdierne for virksomheden, man leder, er kommet ind med modermælken. Men jeg tror, at alle ledere kan ”blive et” med deres virksomhed, hvis de tør slippe kontrollen, udleve visionen og være sig selv, så ledelsen bliver noget, der kommer naturligt og er ægte, altså understøttende frem for intimiderende.

Det er for mig autentisk ledelse. 

Profil

Mikkel Grene

Mikkel Grene

Adm. direktør hos Søstrene Grene

Mikkel har stærke holdninger til bl.a. detailhandel og værdibaseret ledelse. Han vil bl.a. blogge om forretningsudvikling, iværksætteri, branding, marketing og ledelse.

Mikkel er søn af Inger Grene, som stiftede Søstrene Grene med søsteren Ruth i 1973. Mikkel har arbejdet i Søstrene Grene siden 1995, bl.a. som marketing- og salgsmanager og som adm. direktør siden januar 2012.
π