Anders Krab-Johansen, ansv. chefredaktør

Lån opmærksomhed

BLOGS INTIMITETER Line Rosenvinge
9. feb. 2016 Kl. 15:31

Selv med det græsbelagte haveanlæg, der virker så åbent og venligt, er der en betydelig niveauforskel, som skal forceres. Bygningen, som ligger i haveanlægget, knejser sig, alt går opad, jeg lægger lægger nakken bagover og 26 gange løfter jeg fødderne for at komme op ad stentrapperne og ind ad hoveddøren til Statens Museum for Kunst (SMK).

Bygningen er stor. Lige nu viser den en udstilling, hvor mange af værkerne er små.

De vil tæt på, så jeg går også tæt på. Jeg går tæt på billeder af hjem, borgerhjem og deres familier. Jeg går tæt på kroppe, som går tæt på hinanden i omfavnelser og frastødelser. Jeg går tæt på opstillingerne, ikke for at læse dem som en rebus, hvor tingene symboliserer noget og henviser til noget uden for maleriet, for opstillingerne viser genstande, som kunstneren har haft fortrolighed med og giver mig mulighed for at få fortrolighed med.

Som sådan er udstillingen tematisk. Udstillingen vil fortælle historien om, hvordan kunstnere fra cirka 1730erne til 1920erne, som del af modernisering og frigørelse, viser nære motiver. Som Adolph Menzel, der maler sin sovende søster. Som Anna Anchers farvemættede motiver fra egne stuer. Som Jens Juul, der maler en dreng, der læser i stearinlysets skær. Der er ingen kronologi, så en Jean-Siméon Chardin-opstilling fra 1734 får lov til at hænge over for en Franciska Clausen-abstraktion fra 1930, så der opfordres til at gå tæt på og se.  

Hvis man ikke følger udstillingens fortælling om intimitet, så kan man i stedet selv være tilstede og se en generøsitet af gode værker.

Genkald detaljer
Det er en udstilling, som jeg vil anbefale at man ser alene, så man bagefter kan sætte sig, måske på den store stentrappe, lukke øjnene og prøve at  genkalde nogle af udstillingens intimiteter. En mors hænder, der reder sin datters hår. Brædderne, der ligger løst og gør det ud for et trin på vej ind i bageriets kornlager. En af de mange nakker, let bøjet på grund af en syssel.

Bagefter, når man har set udstillingen, er det måske muligt at genkalde sig egne intimiteter fra dagen. En farve på en stump papir, der lå på bordet. Noget emballage med en sjov overflade, som lige må krølles før det bortkastes. Eller et fastholdt blik, øjenkontakt med én man kender.   

Hvilken detalje vil jeg kunne genkalde mig fra dagen i dag? Hvilken detalje vil jeg kunne genkalde mig fra året der gik?

Se nærhed
Museerne gemmer på detaljerne og giver os mulighed for at huske på intimiteterne. Det er ikke alle kunstværkernes intimiteter som nødvendigvis er mine intimiteter, men de øver mig i at være opmærksom. Og jeg får lov til at sætte mig ind i en andens blik. Kunstværket er det medie, som fører hen til et andet sted, så jeg bagefter også kan se det, som er i min egen nærhed. Tak.

Det er så nemt at løfte blikket og orientere mig om alt det, som ligger fjernt, men jeg kan lide, at denne udstilling viser billeder af det nære. For kunstnerne har det næppe heller været en flugt. For kunstnerne, i perioden omkring det modernes gennembrud, har det været en nyvundet frihed at beskæftige sig med sin samtid og personligt oplevede indtryk. I dag kan jeg begge dele, men det ikke-nære er så allestedsnærværende (nyhedsstrømmens tempo, informationernes tilgængelighed), at jeg nogen gange glemmer at se min egen vindueskarm.

Udstillingen Tæt på – Intimiteter i kunsten kan ses på Statens Museum for Kunst (SMK) til den 8. maj 2016. SMK's direktør, Mikkel Bogh, har kurateret udstillingen og udgiver samtidig en essaybog om det intime i kunsten. Bogen er redigeret af Cecilie Høgsbro Østergaard med grafisk design af Åse Eg Jørgensen. Bogh tillader sig at samtale om temaet gennem det knap 300-siders lange billedessay, hvor kunstværkerne sine steder klippes op og detaljer fremhæves. Det er et alternativt katalog, som også kan stå alene.

Martinus Rørbye (1803 - 1848) Udsigt fra kunstnerens vindue, ca. 1825, tilhører Statens Museum for Kunst. Vinduet er åbnet, skibene kan sejle hvorhen det skal være og fugleburet, der ser ud til at være ufæstnet, kunne rejse, som et flyvende luftskib. Samtidig står potterne med deres muld og vil vandes, bogen vil læses og det lille spejl viser ikke mit ansigt, men mørket bagerst i rummet.

Félix Vallotton (1865-1925) Den andens skål (La santé de l'autre) fra serienIntimiteter (Intimités) 1897-98, tilhører Van Gogh Museum, Amsterdam (Vincent van Gogh Foundation).Parret er delvist afklædt, hendes hår går i et med natten over sengen og under dem stirrer den hvide bjørn.

Adolph Menzel (1815-1905) Søsteren Emilie sovende, ca. 1848, tilhører Hamburger Kunsthalle. Vi kan ikke se hendes ansigt. Hun kan heller ikke se, at vi kan se hende. Det er ømt men ikke afslørende.  

Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Direktør
Tender Task
Line Rosenvinge er kunsthistoriker, forretningsudvikler og stifter af Tender Task, der udvikler og understøtter større og mindre projekter for offentlige organisationer, private virksomheder og individuelle kunstnere. Hun har stor lid til kunstens værd, men bekymrer sig om mangel på professionalisme såvel som inderlighed og provokeres ofte af kunstmiljøets tenderende selvtilstrækkelighed.

π