Thomas Bernt, debatredaktør

Hiv den dårlige tand ud med det samme!

BLOGS jura dealmaker konflikt løsning tænder Jan Al-Erhayem
29. jan. 2016 Kl. 14:34

I begyndelsen af året kunne man læse en (desværre) lidt utraditionel historie. Sagen drejede sig om de to store danske høreapparatsvirksomheder GN Resound og William Demant Holding, der – ifølge Berlingske – indgik et forlig om at afslutte alle patenttvister mellem de to selskaber.

Forliget indebar bl.a., at alle patentsager i Danmark, Europa og Nordamerika blev annulleret med øjeblikkelig virkning. Samtidig kunne man læse, at de to virksomheder – i en fælles erklæring – understregede, at de nu var glade for, at de kunne komme videre og fokusere på kunderne og vækst.

Jeg må sige, at jeg blev glad, da jeg læste nyheden. For hvor er det dog godt at se, at to virksomheder af den størrelse, i en sag, der vedrører millioner af kroner, kan finde en løsning udenom domstolene.

Det er selvfølgelig svært at vurdere udefra, hvad der er foregået på direktionsgangene op til denne enighed blev nået. Jeg er med på, det dels kan være en form for efterrationalisering og dels selvfølgelig også ren PR. Men uanset hvad, må man konstatere, at virksomhederne – i modsætning til mange andre – er kommet til en erkendelse af, at problemet skulle løses her og nu. Parterne havde sågar på et tidspunkt bekriget hinanden i medierne, og den slags skår kan ofte være svære at klinke efterfølgende. Men det formåede de. Og det rationelle trådte i stedet for det emotionelle. Konflikten blev stoppet.

Det er min erfaring, at den form for erkendelse ofte først kommer efter nogle år, hvor parterne har bekriget hinanden. Og det kan være svært, hvis en konflikt har kørt i flere år, at sænke paraderne, sluge stoltheden og komme videre. Konflikten får ofte lov til at leve sit eget liv.

Men hvad kan man gøre for at komme hurtigere hen til den rationelle erkendelse? Det er min erfaring af virksomhedsledere kan tage tre værktøjer i brug for at komme nærmere en løsning:

Friske øjne: Har din sag kørt i flere år, kan det være svært at ændre kurs for organisationen. Man stirrer sig simpelthen blind. Mit råd er derfor, at lade en udefrakommende advokat eller rådgiver komme ind og kigge på, hvor sagen står. For efter et par år, hvor en sag har stået på, er parterne – og måske endda også deres rådgivere – så personligt involverede, at det kan virke som point-of-no-return. Men der kan være brug for en person udefra, der udelukkende tænker i et cost/benefit perspektiv. Få derfor friske øjne til at se på sagen, og bed vedkommende være hudløs ærlig.

Cut your losses: Fra min tid som advokat for Hr. Møller, husker jeg, at han havde et særligt råd til konfliktsituationer: Hvis du har en dårlig tand, så er det bedre at få den hevet ud med det samme end at gå og vente. Pointen er, at der kan være alt for meget på spil til at gå og vente på at tingene bliver bedre. Det kan være smerteligt at tage et eventuelt tab eller nederlag på sig, men alternativet kan være at konflikt kører videre og blot bliver værre og værre.

Evaluering: Når en sag er afsluttet, kan det være en god ide, at evaluere. Det virker måske som banalt, men det er mit indtryk, at det sjældent sker i forhold til juridiske problemstillinger. Og de virksomheder, der faktisk evaluerer på en overstået konflikt, gør det ofte med et forkert fokus. I stedet for at man udelukkende fokuserer på det enkelte resultat, man netop har oplevet, så zoom i stedet mere ud og se på alle dine juridiske konflikter. Stil gerne spørgsmål som: Er der et mønster? Hvorfor kommer virksomheden ofte ud for de her konflikter? Er der noget i vores adfærd, der medfører, at konflikterne eskalerer? Resultatet er ofte, at det pludselig går op for ledelsen, at der faktisk eksisterer muligheder, der kan begrænse og bremse mulige konflikter. Måske kan virksomheden endda gøre det til en del KPI’erne, at man ønsker at reducere udgifterne til juridiske konflikter. Og får lavet en model for, hvordan man når derhen.

Ovenstående tre råd løser ikke alt, men er i hvert fald en god begyndelse. Det overrasker mig gang på gang, hvor mange ressourcer virksomheder bruger på at analysere adfærd og opsætte mål. Men i forhold til konflikter tænker man kun på outcome, ikke på forebyggelse. Og her kan være meget at hente. 

Profil

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem, 50 år, er advokat og partner hos Mazanti-Andersen Korsø Jensen.

Jan har bl.a. 13 års erfaring som advokat, Vice President, chefjurist m.m. hos A.P. Møller-Mærsk, hvoraf han i 6 år refererede direkte til Hr. Møller og den øvrige direktion.

I og efter sin tid hos A.P. Møller-Mærsk, blev Jan derudover også udstationeret som CFO og deputy CEO i en række udenlandske selskaber, hvor han typisk skulle rydde op eller løse komplekse problemstillinger med mange involverede parter.

I dag arbejder Jan som advokat, hvor han er ekspert i at løse komplekse konflikter for virksomheder, hvad enten det er i form af virksomhedsoverdragelser eller til at forvandle strandede disputes til acceptable løsninger.

π