Thomas Bernt, debatredaktør

Konkurrencestaten kræver uddannelsespolitisk nytænkning

BLOGS Konkurrencestat Stina Vrang Elias
26. jan. 2016 Kl. 22:35

Vi har solide uddannelsestraditioner i Danmark, hvor vi med massive investeringer i uddannelsessystemet har skabt et højt uddannelsesniveau. Historisk er vi altså en succes. Alligevel kan vi ikke bare køre videre med den samme gamle model. 

Mandag aften var jeg sammen med en række eksperter og meningsdannere for at debattere konkurrencestaten, og ikke mindst hvordan vi bør tackle den, så vi også i fremtiden kan kombinere evnen til at skabe økonomisk vækst med et højt velstandsniveau. 

Jeg var indkaldt for at analysere udfordringerne set fra et uddannelsespolitisk perspektiv. Danmark er et stolt uddannelsesland, og vi har længe haft et forspring på uddannelse, blandt andet fordi vi har investeret så mange penge i det. 

Men kan vi læne os tilbage i forvisning om, at vores gamle uddannelsessystem fortsat vil have et forspring og vil levere en kvalitet, som også i fremtiden vil sikre os et højt velstandsniveau? Nej, det kan vi ikke. I dag er det jo sådan, at ethvert land med respekt for sig selv investerer betydelige ressourcer i uddannelse. 

I andre lande er uddannelse vejen til mere velstand

Sidste år besøgte jeg Vietnam sammen med den daværende undervisningsminister for at se på, om Danmark kunne eksportere uddannelse til Vietnam. 

Her var der to ting, som slog mig: Det første var erkendelsen af, at hvis vi vil eksportere vores uddannelse, så skal vi se at rubbe neglene for lande som fx England, Australien og USA har gjort det i mange, mange år. 

Men den anden og helt store erkendelse var, hvor optaget vietnameserne var af uddannelse. Her er forældrene villige til at ofre stort set alt for at deres barn kan få bedre uddannelse. De er villige til at bo mindre og dermed billigere lejligheder, så der bliver penge til ekstra uddannelse til børnene. Om lørdagen er Hanois gader fyldt med små scootere med forældre som fragter deres børn til ekstra undervisning i engelsk. Det er ikke svært at forstå de vietnamesiske forældre. De gør det fordi uddannelse er svaret på og vejen til et bedre liv. Der er en enorm sult efter uddannelse.

Vi misser de store nødvendige debatter om vores uddannelsessystem

Selvfølgelig har vi ikke den samme sult efter uddannelse i Danmark. Det kan man ikke forlange, og det er heller ikke nødvendigt, hvis vi ellers tænker os om. Men det er for mig at se problemet. På trods af en heftig udvikling i vores samfunds- og ikke mindst erhvervsstrukturer, så overfokuserer vores uddannelsespolitiske debatter ofte på forhold, som i et internationalt perspektiv kan syne som mindre væsentlige. Her tænker jeg bl.a på den aktuelle debat om ja eller nej til karakterer, om børnene må lære noget i børnehaven og om det er rimeligt at man skal gennemføre sin uddannelse på normeret tid.

Jeg savner i den grad en debat om, hvordan vi får et moderne og tidssvarende uddannelsessystem, som hænger MEGET bedre sammen. Debatter som skal lede til kloge investeringer i vores uddannelsessystem, så vores børn og unge er i stand til at gå ud og leverer varen på fremtidens arbejdsmarked.

Vores tre udfordringer

Hvad er det så for udfordringer, jeg taler om?

For det første er vi ikke gode nok til at definere, hvad vi gør rigtig godt i det danske uddannelsessystem. Vi taler ofte om, at vi er bedre end andre lande til at uddanne selvstændige og kritiske unge, som tør noget og er gode til at engagere sig i at få løst de problemer, som der skal løses. Men hvordan er denne styrke præcist afspejlet i vores uddannelsessystem? Hvor foregår disse lektioner henne? Og hvordan måler og eksaminerer vi de unge i disse kompetencer? Når nu alle andre lande udvikler og investerer i deres uddannelsessystemer, var det så ikke på tide, at vi bliver bedre til at definere, hvad vi er gode til, og så udvikler os systematisk til det bedre?

For det andet har vi et mis-match-problem. Vi uddanner ikke til det, som samfundet har brug for. Her har vi lige nu fokus på de mange faglærte, som truer udviklingen af dele af det private erhvervsliv. Men problemet er langt mere generelt og alvorligt. Både Produktivitetskommissionen og Kvalitetsudvalget har tidligere vist, at der på en række områder ikke er den rette balance mellem det, vi uddanner til og det, som arbejdsmarkedet har brug for. Den stigende globalisering og den dramatiske teknologiske udvikling betyder, at vores erhvervsliv i disse år ændrer sig med hastige skridt. Og det påvirker også kravene til vores uddannelser. Vi ser fx at der mangler kvalificeret arbejdskraft inden for en række områder, som byggeri, pharma, IT og avanceret produktion, og den udvikling vil blive forstærket, hvis vi ikke vi foretager de nødvendige moderniseringer.

For det tredje så har vi i Danmark en stor gruppe, helt op mod 20 procent, hvis uddannelsesrejse stopper brat allerede efter grundskolen. Så vi har ikke bare problemer med, at vi uddanner folk til brancher, hvor der ikke er brug for dem. På ungdomsuddannelsesniveau ser vi også mange unge, som dobbeltuddanner sig ved først at tage en studentereksamen for så derefter at blive tømrer. Sidste gang vi regnede på det, kostede denne trafik op mod 1,5 mia. kr. om året. De penge er meget bedre investeret i de unge, som aldrig får en kompetencegivende uddannelse og dermed får en meget løs tilknytning til arbejdsmarkedet og i det hele taget er meget udsatte på dagens og ikke mindst fremtidens arbejdsmarked. 

Fælles ansvar efterlyses

Jeg savner i den grad, at vi tager et fælles ansvar for at udvikle vores uddannelsessystem, så det kommer i øjenhøjde med udfordringerne anno 2016. I Danmark har vi en tradition for brede politiske aftaler, som kan vare i mange år. Det er en stor styrke, hvis det ellers lykkes. I den forbindelse må jeg indrømme, at jeg mærker en vis metaltræthed herhjemme. Aktørerne omkring folkeskolereformen marcherer ikke ligefrem i takt. Her bør partierne bag reformen udvise det fornødne mod og lederskab og udvikle folkeskolen inden for de rammer, der nu er udstukket, frem for gradvist at underminere reformens forskellige udmærkede elementer.

På samme måde bør partierne finde sammen om at løse udfordringerne i vores videregående uddannelsessystem. Sagen er, at hvis parterne bag den offentlige model, som har monopol i uddannelsesdanmark, ikke formår at reformere vores uddannelsessystem, så det rent faktisk både leverer den type kvalifikationer som arbejdsmarkedet efterspørger og på det rigtige kvalitetsniveau – så vil det danske uddannelsessystem ikke kunne være det livsnødvendige fundament for velstand og velfærd, som vi forventer. 

Vi skal op i gear. Og vi skal finde sammen om en politik, som kan føre vores uddannelsespolitik op på det næste niveau.

Profil

Stina Vrang Elias

Stina Vrang Elias

Adm. Direktør
Tænketanken DEA
Stina blogger om innovations-, forsknings- og uddannelsespolitik.

Stina har en række tillidsposter i uddannelses- og forskningsverdenen. Hun har tidligere været aktiv i organisationsverdenen i DJØF og AC. Hun har i en længere årrække været ansat i DI på forskellige poster, været projektleder på EVA samt analytiker hos Oxford Research A/S. Stina Vrang Elias er uddannet cand.scient.adm. fra RUC og har studeret ved UC Davis og UC Santa Barbara i USA samt Uppsala Universitet, Sverige.

Læs mere om tænketanken DEA på www.dea.nu

π