Den politiske dialog lever – men langt væk fra Borgen

BLOGS Vilje til forandring Lars-Christian Brask
22. dec. 2015

Vælgerne afviser i stor stil politikernes anbefalinger, måske fordi de, skolet af diverse presserådgivere, taler om noget og i et sprog, som kun vedkommer teknokrater og politiske journalister.

Den politiske samtale er stivnet på Christiansborg. ’Du er dum, jeg er go’-retorikken hersker. Meningsdannerne taler og taler, men kun til hinanden, og hr. og fru Danmark nøjes med at ryste på hovedet og vende ryggen til partipolitik!

Sådan fortæller jeg i min nye bog ”Vilje til Forandring”, der er et forsøg på at gøre den politiske samtale om fremtidens vækst og samfund vedkommende for flere. I bogen har jeg inviteret 11 markante danskere til at byde ind med gode tanker. Væksten som et snævert bundlinjefokuseret begreb bliver gennemvredet. Bogen er skrevet uhøjtideligt, så flest muligt oplever sig inddraget.

Og hvorfor en sådan ikke-akademisk debatbog? Ja, jeg er i stigende grad foruroliget over, at der er så stort et gab mellem det politiske establishment og såkaldt almindelige danskere, sådan som den seneste EU-afstemning løftede sløret for. Mange danskere giver ikke fem flade for de ’gamle partier’ og de traditionelle organisationer. De afviser politikernes anbefalinger, måske fordi de, skolet af diverse presserådgivere, taler om noget og i et sprog, som kun vedkommer teknokrater og politiske journalister. Sammen går de rundt i deres egen lille verden uden jævnlig kontakt til den hverdag, danskerne lever i.

Hvordan får landspolitikerne så en tættere føling med vælgerne? Det gør de desværre ikke alene ved at hænge ud med deres egne politiske organisationer, for her er bekymrende få medlemmer. I stedet kan de med fordel opsøge mere alternative tænkere, især dem de ikke umiddelbart mener at sympatisere med.

Uffe Elbæk fra Alternativet er med i min bog, ikke lige et naturligt valg for en venstremand som mig, og så alligevel. Han tænker skævt, hans tanker er forfriskende. De gamle partier kan med fordel lytte til politikere som ham, der bryder med den 'politiske jargon', tænker ud af boksen og afliver hellige køer.

Eller hvad med f.eks. en tur i køkkenhaven med projektet 'Haver til Maver’. Køkken og have er danskernes nye forsamlingshus. I ”Vilje til Forandring” fortæller kokken og iværksætteren Søren Ejlersen fra  Aarstiderne, at flere danskere på tværs af alder, etnisk oprindelse og indkomstniveau slår sig sammen i fællesskaber, hvor de dyrker økologiske grøntsager og laver mad.

Effekten af den politiske dialog i Danmark er slet ikke død - men det er den indtil videre på og fra Borgen.

Profil

π