Generationernes kamp: Individualismens tid rinder ud

Teis Knuthsen
BLOGS Af

 

Perioden siden Anden Verdenskrig kan opdeles i fire 20-årige faser: Tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig var kendetegnet ved en langvarig (materiel) opgang, hvorunder en ny verdensorden blev etableret. I midten af 1960’erne kom afløseren i form af en mere spirituelt orienteret æra og et opgør med den etablerede orden. Spoler vi 20 år længere frem står vi i Reagan og Thatchers gyldne æra, yuppiernes og individualismens tids, men også med globaliseringens sejsmarch. Men 20 år efter dette kom tømmermændene og en stigende erkendelse af, at individualismen har sejret ”ad helvedes til”.

Denne måde at tænke i 20-årige faser på baserer sig på et arbejde af to amerikanske historikere, Neil Howe og nu afdøde William Strauss. De fandt at de sidste 500 år i både USA og England kan opdeles i 80-årige generationscyklusser, som igen kan opdeles i fire bølger, ellerturningssom de kaldte det. Den første periode er en high, en vedvarende opgang hvor en ny verdensorden etableres. Denne følges af en awakening, som igen følges af en unravelling og endelig af en crisis. Rækkefølgen er fast.

 

Det er svært ikke at finde en genklang i Strauss og Howes betragtninger. Mine bedsteforældre fokuserede på familien, der var ro og orden og hjemmepillede rejemadder. Mine forældre flyttede til Marokko, gik i hennafarvede Afghanerpelse, blev skilt og flyttede i kollektiv. Jeg blev børsmægler i 1989.

 

Tiden umiddelbart efter WWII var altså en high, med fokus på den amerikanske produktionsmodel, men også med opbygning af institutioner (herunder Bretton Woods institutionerne IMF og Verdensbanken), og hvor individet havde begrænset plads (generationen, der blev voksen her, kaldes også for the silent generation).

 

John F. Kennedy var nok den første awakening politiker i den efterfølgende 20-års periode, der på trods af de mange ord om kærlighed først og fremmest bragte et større fokus på individet. Bevægelsen var gradvis på samfundsniveau da institutionerne endnu var stærke.

 

Selvom hippierne ikke vil kunne lide det, er yuppierne deres logiske arvtagere. Også den 20-års periode, der begynder i 80’erne, er baseret på individet, men denne unravelling byder på et langt mere omfattende brud med 50’ernes og 60’ernes institutioner og værdier. Berlin-murens fald i 1989, Sovjetunionens sammenbrud og Kinas indtræden i verdenshandelsorganisationen WTO er tydelige beviser på et samfund, der i stigende grad er fokuseret på individet.

 

Strauss og Howe forudså i deres fremragende bog The Fourth Turning fra 1997 at vi i begyndelsen af 00’erne ville indtræde i den næste 20-års periode, krisen, hvor meget af det vi tog for givet ville blive ændret. De ramte måske forbi med et par år, men helt skævt var det ikke.

 

20-års perioden frem til finanskrisen har vitterlig bragt store forandringer, på det økonomiske såvel som politiske plan. Østblokken forsvandt, og dermed det eneste reelle alternative til kapitalismen, og den globale markedsøkonomi voksede fra 1 mia. arbejdere til 6 mia. Grænserne for at deltage i den globale markedsøkonomi blev samtidigt sænket, hvad enten det drejede sig om at starte virksomheder eller om at erhverve statussymboler. Disse forandringer lå fint i tråd med hvad Strauss og Howe forventer under enunravelling.

 

Men det er vel også fair at sige, at de sidste 10 år har efterladt mange forvirrede og skuffede. Alle forventer at være blevet rigere, men realiteten er, at uligheden er steget, at finansielle værdier er oppustede, at reallønningerne er stagnerende og at miljøet lider. Kapitalismen er stadig det mindst ringe samfundssystem, men skyggesiden kan være en aggressiv grådighed og et skred i personlige værdier.

 

Den nye verden er anderledes

Jeg tror det er vigtigt at se hele perioden fra 60’erne og frem til finanskrisen som en lang periode, hvor individet blev fremhævet på bekostning af samfundet. For at sætte det på spidsen tror jeg at vi er kommet til et punkt, hvor pendulet svinger tilbage, og hvor det vil handle mindre om mig og mere om os. Når overvågningen øges, som tilfældet har været gennem en årrække, er det ikke kun fordi det er teknologisk muligt, men også fordi vi har faldende tillid til hinanden. Øget regulering af f.eks. den finansielle sektor peger samme vej.

 

En tendens er altså mindre marked og mere stat. Løsningen er ikke et fravalg af markedsøkonomien, og ikke en tilbagevendingen til planøkonomier. Men det er værd at overveje om det 21. århundredes model af kapitalisme har bevæget sig for langt væk fra udgangspunktet. Adam Smith, manden med den usynlige hånd og fokus på individets interesser, baserede sin ideologi på kerneværdier som forsigtighed, klogskab, humanisme, retfærdighed, generøsitet og samfundssind (i originalen:prudence, humanity, justice, generosity, public spirit). Det er ikke ord som bedst karakteriserer den øjeblikkelige tidsånd, men måske de kommer på mode igen.

 

Pendulet svinger ligeledes væk fra globalisering og tilbage mod det lokale. 20-års globalisering har bragt øget velfærd i udviklingslande, og billigere importvarer blandt industrilandene, men der er en stigende forståelse for, at det øgede (vestlige) forbrug har været finansieret ved gæld og en udhuling af egne arbejdsmarkeder. Selv Anders And lærer efterhånden ikke at save grenen over, hvorpå han sidder, og de vestlige økonomier er derfor ved at genfinde et fokus på produktion frem for forbrug, blandt gennem en øget anvendelse af teknologi. I økonomsprog er globaliseringer et gode, men skaber kun øget velfærd gennem byttehandlens positive eksternaliteter.

 

Smør eller kanoner

Mere provokerende kan man hævde, at globalisering også har været brugt som et argument for at gå i krig.  Krigene i Irak og Afghanistan var i høj grad selvvalgte, ud fra et velment ønske om en bedre verden, men står konflikterne mål med reelle behov på den hjemlige front, inklusiv politi, sundhed og uddannelse?

 

For nationalstaterne har der altid ligget en afvejning mellem velfærd og sikkerhed, eller mellem smør og kanoner. Siden afslutningen på den kolde krig har denne afvejning helt tydeligt faldet ud til fordel for velfærd, hvilket betyder flere penge til dig, men færre penge til os. Derfor er overførselsindkomsterne steget samtidigt med at samfundets infrastruktur er blevet nedprioriteret. I Europa har 2015 været et vendepunkt, og samfundet kræver nu mere sikkerhed. Denne sikkerhed kommer på bekostning af velfærd, og kan altså ses som endnu en indikation af pendulets bane.

 

Deleøkonomi handler om os

Den teknologiske udvikling er voldsom disse år. Sandsynligvis er vi blot få år inde i den næste store teknologiske bølge (den foregående startede med IT-chippen i 1970’erne og toppede med dot com bølgen), der vil toppe med fuld kunstig intelligens omkring 2050.

 

Teknologi kan bruges til at skabe vores samfund, og derfor er det i disse år interessant at følge den gren af udviklingen, der bl.a. kaldes deleøkonomi. Kært barn har mange navne, men de fleste er bekendt med services som Uber, airbnb, og fildelingstjenester til film og musik. Selv din hækkeklipper kan du dele via en app. Formelt set er det i højere grad en lejeøkonomi end en deleøkonomi, men princippet er det samme: snarere end at vi alle ejer biler, hækkesakse og sommerhuse, kan vi bruge teknologien til at indgå i fælleskaber omkring brugen. En yuppie ville aldrig fornedre sig til at dele, men en millenial vil.

 

Krise til 2025?

Følger vi Strauss og Howes tankebaner befinder de vestlige lande sig i dag i en krise. Krisen kan bedst ses i spændingerne mellem individ og samfund, og efter 40 års uafbrudt fokus på individet svinger pendulet i disse år tilbage mod samfundet. Bl.a. som en følge heraf svinger nationalstatens fokus samtidigt fra velfærd til sikkerhed, ligesom globaliseringen har toppet. At denne bevægelse giver lavere økonomisk vækst er ikke overraskende.

 

Når krisen er forbi starter en ny optur. Men hvornår? Skal vi bruge 20 år til at omstille os taler vi omkring 2025. Al ting synes at gå hurtigere disse år (eller bliver jeg blot ældre?), så måske vil også denne tilpasning komme på plads tidligere. Meget vil afhænge af den generation, der i dag er på vej ind på arbejdsmarkedet, og de valg de træffer omkring samfundets organisering og prioriteringer. En del vil ligeledes afhænge af den sikkerhedspolitiske udvikling: desværre er flere kriser ifølge Strauss og Howes studier kun bragt til ende gennem krige.

 

 


 

Se flere blogs



Profil

Teis Knuthsen

Teis Knuthsen

Teis Knuthsen har det makroøkonomiske overblik og kan se de store linjer. På bloggen her finder man originale vinkler på verdensmarkedets udvikling.

Teis Knuthsen er cand.polit. og investeringsdirektør i Saxo Privatbank, hvor hans fokus er aktivallokering og produktudvikling. Tidligere har han været både investeringsdirektør i Nykredit og Global Head of FX Research hos Danske Bank.