Den nat græd jeg som sjældent før

Alexandra Krautwald

En gammel herre prutter højlydt ud gennem dynen, der kun dækker ham halvt. Rummet er ellers koldt nok, men han har feber, tænker jeg. Han snorker og jamrer sig i søvnen. Manden ved siden af vågner ikke af lyden, selvom det eneste der skiller de to ad, er et blåt plastic forhæng. Sidst jeg så et af samme slags, var på et polsk børnehjem for 25 år siden.

En kvinde på omkring de 75 år er lænket til sit dropstativ, som hun skubber foran sig i natten – rundt og rundt om glasburet i midten af hallen, der er omkranset af små kabiner. I disse ligger der mennesker. Det gør der også i skylle- og depotrummene. Den ældre dame med stativet ser slidt og forhutlet ud, men hun smiler og nikker til mig med en frisk bemærkning. Jeg får ondt i maven. Men mest i hjertet. Vi er på Hillerød sygehus. Onsdag nat ser snart torsdag morgen. Men de ansatte ser ikke de indlagte, der befinder sig et sted mellem akutmodtagelsen og det man i gamle dage kaldte for en stue. Her er uhyrligt. Skræmmende. Modbydeligt.

En kvindelig laborant med fjerne øjne og rank ryg triller en vogn med pipetteglas og slanger ind i en af kabinerne. ”Vi skal have taget en blodprøve på dig”, siger hun til manden, der er indlagt med uforklarlige mavesmerter. Sygeplejersken ved siden af er opholdt af 2 x computerskærme, og hun taler i telefon det meste af tiden. Hun slutter sig til laboranten, og henvender sig til manden, som hun trykker på maven. Hvor ondt gør det her på en skala, hvor 10 er det højeste?”, spørger hun ham. Han siger 10. ”10 som i kørt ned af en damptromle eller bidt af en bjørn”, svarer hun nedladende, og synes selv hun er rigtig sjov. Hun og laboranten griner fjoget til hinanden. Manden griner ikke med.

Gulvet omkring mig er dækket med væske, hvorhen over der ligger et beskidt håndklæde. På bordet over pletten står der et par tomme kaffekander og noget dårlig varm juice.

Jeg hører en kvindestemme i en af kabinerne et par meter fra mig. Hun klager sig. Ingen kommer for at tilse hende.

Jeg sidder sammenkrummet på den seng, jeg er blevet tildelt, og som jeg fik besked på, jeg skulle være glad for blev min i nat. Mange får nemlig kun et hårdt leje, informeres jeg om. Jeg har også en dyne. Så heldig er min nabo ikke. Han ligger der i sit tøj med sine bare fødder i sine sorte sommersandaler. Kun loftet holder ham varm.  

Jeg har min mor med mig. Det er godt, finder jeg ud af. De andre patienter er her alene. Det kan man ikke, konstaterer jeg.

Min mor rejser sig og beder om hjælp. Jeg har ventet to timer nu. Ingen har talt til mig endnu. De har ikke engang sagt goddag. Et velkommen kan man lige så godt glemme. Jeg kommer fra Hamlet, hvor jeg blev opereret i knæet to dage tidligere. Der fungerer tingene. Det gør de ikke her.

Inde i glasburet bor de ansatte med deres computerskærme og hinanden. De kommer sjældent ud. De har travlt med noget andet. Jeg kan ikke gennemskue, hvad det er.

Til lyden af bippemaskiner, alarmer og udåndende små hvin, får min mor en mandlig sygeplejerske lokket ud af buret. Han stiller sig for enden af min seng, som han bøjer sig ind over. Jeg vil gerne have hjælp med min akutte tilstand. Jeg er svimmel og kaster op, har smerter i maven og uro i mine arme. Jeg kan ikke stå på mine ben, dels fordi det ene er ny opereret, dels fordi de begge segner under mig i forsøgt på at finde fodfæste. Der er få læger på arbejde, også i nat. Det vil blive formiddag, inden jeg kan få nogen form for hjælp, meddeler sygeplejersken mig.

”Kl. er 04.00”, siger sygeplejersken fra før. ”Juhuu, så har vi snart fri”, uddyber hun højlydt. Menneskene i sengene kan høre hendes ord, hvis de ellers er vågne. Men de siger ingenting. De håber bare, det snart bliver deres tur at blive taget sig af.

”Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?”, vrisser den mandlige sygeplejerske, der stadig står ved min seng. Han spørger tre gange. Så ignorerer jeg mine smerter, retter på den skjorte jeg havde på, da jeg kom, sætter mig ret op i sengen og kikker ham direkte ind i øjnene. Jeg ved godt, jeg ikke ligner en topleder i dag. ”Hvor fanden skulle jeg vide fra, hvad du kan gøre for mig, jeg er ikke uddannet indenfor det her system, men derimod indenfor noget helt andet”, siger jeg, og påtager mig mit mest bestemte udtryk. Fordi jeg kan. Det er ikke alle, der kan det samme.

Så bløder han lidt op i stemmen, jeg vurderer, at han bliver bange for mig. Han hjælper mig med en smertestillende pille og noget afføringsmiddel ! Tænk at der skal det til, for at få opmærksomhed. Grotesk. Jeg betegner det ikke som hjælp det her.

”Man bliver mere syg af det her sted”, meddeler jeg. ”Jeg skrider og kontakter privathospitalet og egen læge i morgen”, afslutter jeg. ”Det er på eget ansvar”, svarer sygeplejersken. Selvfølgelig er det, det…

Min mor skaffer mig en kørestol. Min mor følger mig på toilettet. Min mor finder den rigtige udgang. Vi møder ingen på vores vej ud til bilen, hvor vi bliver hentet privat. Ingen opdager, vi går, og derfor siger ingen heller ikke farvel. Fire timers besøg er ovre. Uden resultat.

Stanken sidder fortsat i min overfrakke. Billederne af uønsket kreatur fulgte mig i drømmene den efterfølgende nat. Det kommer de til længe. Angsten for at blive alvorlig syg i Danmark er tiltagende for mit vedkommende. Både på mine egne og mine medmenneskers vegne. Jeg græder for alle dem, der ikke har midlerne til at søge et privathospital, og dem der i visse situationer bliver nødt til et møde med det offentlige, hvor kun nødløsninger synes at være af permanent og ufravigelig struktur.

I stedet for mig, skulle en højstående politiker forklædt som almindeligt menneske være blevet indlagt den nat. Hvis vedkommende på basis af en sådan oplevelse ikke ville råbe vagt i gevær, tage sin ledelsesgerning på sig og hurtigt gøre noget afgørende ved vores sygehuse, ser jeg ingen anden mulighed end selv at få kuglen for panden.

Hvad helvede bilder systemet, politikkerne og ledelsesniveauerne sig ind?

God jul.


 

Se flere blogs



Profil

Alexandra Krautwald

Alexandra Krautwald

Adm. direktør
Composing A/S
Alexandra Krautwald blogger om de konsekvenser, erhvervslivets udvikling har for ledere. Hvis du sidder i chefstolen, er det her, du skal følge med for at holde fingeren på pulsen.

Som rådgiver for top- og mellemledere og forfatter af to bøger om ledelse har Alexandra Krautwald de bedste forudsætninger for at give brugbare indspark til debatten om, hvad der skal til for at lede med succes.