Seks sikre tøjstile om sommeren

Torsten Grunwald
BLOGS Af

Nøgleordene til sommertøjet er en vis nonchalance og fornøjelse. Det duer ikke at være stram i betrækket, hverken adfærdsmæssigt eller påklædningsmæssigt, hvis solen bager, og drinksene er på vej ind.  Man må løbe med vejret og den stemning, det ægger, for at etablere en harmoni. Samtidig skal man ikke give helt slip. Formerne skal bevares.  
 
Italienerne er gode at lære af. De har greb om tøjtraditionen, også sommergarderoben.

Hvis jakkesættet, slips og det hele skal på, fx til et bryllup, er det altid smart at vælge enkle sammensætninger og fokusere på virkeligt velsiddende tøj. Fælden, som mange går i, er at pynte en dårligt siddende påklædning med lommekludknaphulsblomst og slipsenål. Det ender som en dårlig teaterforestilling. De unge mænd i Firenze her viser, hvordan man kan gøre. Jakk esættene sidder knivskarpt. Bemærk blandt andet, at jakkerne har tilstrækkelig længde. De udbredte korte jakker klæder ingen. Foto: Stiljournalen

Gamle mænd er ofte langt bedre til tøjbehandling end unge mænd. De har erfaringen, og så kan de ikke mindst slappe af, hvad der har det med frigøre en flair. Herren ovenfor bevæger sig roligt af sted i en sahariana, en safarijakke, som var vældig populær i 1970’erne, og som nu har fået et comeback som sommerjakke. Foto: Stiljournalen

Kongeblå, elektrisk blå, fransk blå. Moden kan ikke få nok af jakkesæt og jakker i klare blå farver i år, og man støder på dem i mange butikker. Vælg også slipset i en klar farve, hvis det bæres. Foto: Stiljournalen

Bare fødder i skoene, fx belgiske hyttesko eller køremokkasiner, er en solid  trend. Det kan være, der faktisk er sokker på, men så er dem uden skaft, sokletter, som man ikke umiddelbart kan se. Foto: Stiljournalen

Zorba-looket er ikke for alle, men gouterer man hør, skægstubbe og lædersandaler, så gør som manden overfor. Det er aldeles gennemført. Foto: Stiljournalen

Ja, polotrøje og bermudashorts må selvfølgelig med i en oversigt over sikre tøjstile til mænd om sommeren. Den casual stil er taktløs i byen, der forlanger lange bukser. Men så snart man nærmer sig kyststrækninger og sommerhuset, er der frit slag. Dæk øjnene med et par solbriller med stel i imitereret skildpaddeskjold, og stik fødderne i et par lette hyttesko. Foto: LacosteOrlebar BrownPersolCar Shoes og Stiljournalen


 

Se flere blogs



Profil

Torsten Grunwald

Torsten Grunwald

Torsten Grunwald ved alt om jakkesæt, skjorter, slips og resten af herregarderoben, og på bloggen deler han ud af både aktuelle trends i herremoden og klassiske pejlemærker til det velsiddende jakkesæt og de passende sko til enhver anledning.

Siden 2004 har Torsten Grunwald skrevet om herremode for Børsen. Han driver butikken www.grunwald-true-style.com og udgav i 2014 den anmelderroste bog Den velklædte mand i samarbejde med Peter Lund Madsen. Bogen bærer samme navn som Grunwalds egen blog om god tøjstil, www.denvelklædtemand.dk