De 10 Content Marketing bud

BLOGS Af

Content Marketing er åbenbaringen, som fører dig ud af højtråbende ligegyldige reklamer, ud af blinkende forstyrrende bannere, ud af fokus på dig selv og i stedet til at fokusere på at hjælpe dine målgrupper, kunder og leads. Hjælp din næste!

 

1. Du må ikke have andre guder end Content Marketing

Hvis Content Marketing skal lykkes, skal du gå all in. Det nytter ikke noget samtidig at køre en “Vi vil være billigere” strategi med højtråbende reklamer, der viser sig at være usande (ifølge Forbrugerrådet Tænk). Tjek her, hvis du lige skal have en brush up på hvad Content Marketing er.

 

2. Du må ikke misbruge content i Content Marketings navn

Et meta-bud. Hvis du lavede SEO link bait i går, skal du ikke kalde det Content Marketing i dag. Hvis du lavede journalistik i går, skal du ikke kalde det Content Marketing i dag. Hvis du lavede advertorials i går, skal du ikke kalde det Content Marketing i dag. Du er nødt til at have indstillingen om at skabe værdi for kunder og leads og tage udgangspunkt i dem. Joakim Ditlev skælder meget fornuftig ud i denne blogpost.

 

3. Du skal holde hviledagen med content hellig

Kvalitet over kvantitet. Hvis du kan skabe værdi med dit indhold for dine kunder og leads, så skab indholdet. Video, tekst, billeder eller lyd kommer an på hvordan dine leads og kunder forbruger indhold. Men du skal ikke udgive noget hver dag, hvis du ikke har noget på hjerte, der kan gøre en forskel. Tjek denne Content Marketing case om en dansk biopejs forhandler for inspiration.

 

4. Du skal ære din contents oprindelse

Hvis din idé er inspireret af andre, så for f***** skriv det i din blogpost eller nævn det i videoen. Det øger din troværdighed, det giver god karma til din inspirationskilde, og du pynter dig ikke med lånte fjer. Fx er denne blogpost blevet til efter jeg med kollegaer Mikkel, Louise og Ulrik fjollede lidt med at sætte ordet content i forskellige ordsprog. Mikkel Andersen omskrev derefter de ti bud fra Biblen om til de ti Content Marketing bud. Kommentarerne tilføjede for denne blogpost.

 

5. Du må ikke slå content ihjel

Ja ok - den kristne version holder. Den passer bare ikke til Content Marketing. Hvis dit indhold ikke skaber værdi, kan du omskrive det eller slette det. Her er nogle måder at tjekke hvorvidt dit content kan optimeres på:

  • Hvor meget trafik skaber indholdet (tjek Google Analytics)

  • Hvor godt konverterer dit indhold på sitet (tjek Google Analytics)

  • Hvor godt konverterer dit indhold fra sociale medier: Tjek Facebook (hør hvordan du arbejder med Facebook annoncering), Twitter Analytics, Pinterest Analytics mv.  

Kort sagt: Mål på dit indhold og lær af adfærden, som dine brugere udviser.

 

6. Du må ikke bryde ægteskabet med content

Det er synd, og det er en synd kun at bruge dit indhold én gang! Genbrug dit indhold så ofte det er relevant. Har du en blogpost, der konverterer rigtigt godt, så del den i alle relevante kanaler. Kast nogle penge efter Adwords eller Facebook annoncering (husk at spore konverteringerne). Genbrug dit indhold efter ribbenstegsstrategien.

 

7. Du må ikke stjæle content

Link, link, link, når du skriver indhold, som du ikke selv fandt på. Der er rigtigt meget godt indhold på andre sprog, som du kan versionere til dansk - men link til originalen.

Og er der en journalist eller redaktør, der læser med, så gælder det også dig! Din journalistiske integritet er ikke på spil, når du linker til en virksomhed, der tjener penge (selvfølgelig skal det give mening i konteksten). Faktisk hjælper du din læser! Derudover kan læseren bedre vurdere de interesser, som en “ekspert” måtte have, når du linker. For så kan læseren nemmere tjekke virksomhedens hjemmeside.

Og BTW når vi nu taler om det - tv-programmer, der i grafikken bare skriver “ekspert”, skam jer! Jeg vil som medieforbruger gerne selv vurdere “ekspertens” interesser. Skriv navnet på virksomheden, som vedkommende er repræsentant for!

 

8. Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod content

Den gamle joke om, at sandheden ikke må stå i vejen for en god historie, er meget relevant her. Content Marketing virker kun, hvis du er hudløs ærlig. Fortæl, hvad prisen på dit produkt er. Vil du ikke selv vide det, når du indkøber noget? Hvorfor gemme det? Fortæl, hvad udfordringerne med din type produkter er. Elbiler kan noget andet end benzinbiler. Men der er også ting, de ikke kan. Fortæl det, så forbrugeren kan tage stilling. Hvis du ikke fortæller det, gør konkurrenten det. Og så ligger dine leads i konkurrentens salgstragt. En af verdens dygtigste Content Marketing udøvere, Marcus Sheridan, fortæller om hudløs ærlighed i Content Marketing i Help Marketing podcasten. Værd at lytte til.

 

9. Du må ikke begære din næstes content

Når andre har lavet godt indhold, der kan hjælpe dine leads og kunder, så del det i dine kanaler. Vær generøs! Kunder og leads belønner dig for det, for du skaber langvarige relationer, der ender med langvarige kundeforhold.

 

10. Du må ikke begære din næstes hustru, folk, fæ eller content, der hører din næste til

Som sagt del andres indhold. Med et smart ord kalder man det Content Curation. Et rigtigt godt eksempel på content curation er wizzi.dk, der hver måned samler de ti bedste indholdselementer om online marketing. De sendes ud på mail. Se, det giver værdi. Wizzi var Ugens Content Marketing værktøj i afsnit 19 af Help Marketing.

 

Amen.

 

 

 

Læs også



Profil