Den første kvindelige statsminister - og vi skal videre

Lisbet Røge Jensen

En tale er bedst, når man lytter til den. Jeg vil nu alligevel dele den, jeg fik lov at holde til grundlovsfesten igår. Det var en fest, som Liberalt Oplysningsforbund (LOF) holdt hos Venstre i Køge. Talen handler om, at vi kvinder fornuftigvis kan bruge vores valgret til at stemme socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt ud af Statsministeriet:

--- --- --- --- ---

Kære alle jer,
der fejrer grundloven her idag



I år fejrer vi hundredeåret for kvinders valgret.

Den ret bliver jo ikke mindre aktuel af, at vi i øjeblikket befinder os under en valgkamp, hvor vi skal vælge Danmarks næste folketing.

Hvad skal vi kvinder bruge vores valgret til den 18. juni,
når valget afholdes?

Vi skal bruge den til at afsætte landets første kvindelige statsminister,
socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt.

 

Og hvorfor skal vi så det? Lad mig citere dagens leder i den gode avis Børsen:

“100-året for kvindernes valgret er værd at fejre.
Det var ekstremt vigtigt, at køn ikke længere skulle stå i vejen for deltagelse i den demokratiske proces.
Men her er det vigtigt at forstå valgrettens kerne.
Nogle anser valgret som en mulighed for at deltage i kampen om fordelingen af samfundets goder.
En adkomst til at rage til sig af det, andre har skabt.
En adgangsbillet til at regulere andres liv.

Det vigtige i valgretten ligger et helt andet sted. Stemmeafgivelse kan aldrig blive et sandt udtryk for folkets vilje, al den stund folket – som kollektiv betragtet – ikke har nogen vilje.

Stemmeafgivelse er noget meget mindre og meget vigtigere: Nemlig muligheden for at kunne kontrollere politikerne ved at fyre de værste af dem.”

 

Lad os fyre Helle Thorning-Schmidt.

 

Lad mig uddybe hvorfor ved at tage udgangspunkt i særligt to pointer:

For det første tager Thorning og hendes parti udgangspunkt i netop fordelingspolitik.

Så sent som igår talte hendes partifælle Mette Frederiksen om, at nu hvor krisen er afblæst (som socialdemokraterne annoncerede på dagen for valgudskrivelsen),
nu hvor vi ser vækst og værdiskabelse,
så er det på tide, at fordele de fælles goder.

Ikke et ord om kilden til vores velstand,
om hvordan de goder bliver skabt,
eller hvem der skaber dem.
Her under valgkampen handler alt om,
hvem der skal fordeles til,
selvom det burde handle om,
hvem der skaber vores velstand og velfærd,
og hvordan de kan få plads til at gøre det i større omfang.

 

For det andet er Thorning repræsentant
for en skadelig kønspolitik.
Hun mener, at hun har et særligt kønspolitisk ansvar.
Jeg citerer hende fra et debatarrangement hos
- den ikke ligeså gode avis som Børsen -
Politiken:

 

“Jeg synes, jeg har et kæmpeansvar.
Jeg var jo feminist, før jeg blev socialdemokrat,
og det er jeg stadig. (...)
Jeg møder mange yngre kvinder og piger,
som ser på mig og tænker:
Hvis hun kan, så kan jeg også.
Det betyder meget, at piger og kvinder tænker,
at de også kan blive statsministre”

 

Lad os gå lidt i dybden med dette sidste,
før vi vender tilbage til den første pointe.

 

Først er lidt ros på sin plads:
Helle Thorning vil gerne være rollemodel for piger og kvinder
og vise, at også de kan blive statsministre.
Dertil har hun gjort det eneste rigtige -
hun har ført an ved eksemplets magt.
Thorning som statsminister er en vigtig konkretisering
af det principielle faktum,
at en kvinde må og kan lede landet.

 

Men det fortjener ingen ros i sig selv at være kvinde og blive valgt.
Det er ledelsen og politikken, der er vigtig.
Thorning gik sidste gang til valg blandt andet på nogle kønspolitiske sager, som heldigvis ikke blev gennemført,
herunder feministiske initiativer som den øremærkede barsel
og kvindekvoter i bestyrelserne.

 

Vi kvinder har ikke gavn af en feministisk statsminister.
Ingen har gavn af en feministisk statsminister.
Vi har i forvejen et politisk system,
der på flere måder er præget af feminisme:

 

Vi har blandt andet særlige ordninger
for ansættelse af kvinder i forskningsverden.
Vi har lovgivning, der kræver af virksomheder,
at de sætter måltal og udvikler politikker
for at få flere kvinder i ledelse.
Vi har statsunderstøttet kommunal børnepasning
Vi har lange, dyre barselsordninger

 

Det er ikke altsammen socialdemokraternes skyld -
I i Venstre bærer en også en del af ansvaret.

 

Det er og bliver en skam,
at vi på den måde,
i et liberalt demokrati,
tager udgangspunkt i idéen om,
at kvinden er forfordelt og ikke nyder samme muligheder som mænd.
Og at staten skal gribe ind for at sikre lighed i resultatet.

 

I 2015 har vi kvinder ligestilling.
Vi er lige for loven - det er det, vi fejrer idag.
Det, der er vigtigt nu, er, at staten ikke forhindrer,
at vi kvinder bruger den ligestilling, som vi kan og ønsker.
Vi skal blot sikres muligheden for at forfølge vores drømme,
vi skal ikke have en garanti for at opnå lighed i resultaterne.
Vi er individer med hver vores præferencer,
og vi skal ikke skæres over en kam.

 

Lad mig give et eksempel:

 

Den statsstøttede børnepasning, som jeg nævnte før,
er en af hovedingredienserne i kvindernes frigørelse,
ihvertfald når socialdemokraterne og fagbevægelsen skal beskrive den danske velfærdsstat.

For at kvinderne kunne komme på arbejdsmarkedet,
måtte staten stille børnepasning til rådighed,
skrev Mogens Lykketoft i 2010,
da han for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd skulle beskrive den danske model.

 

Feministerne ser principielt den statsstøttede børnepasning som en mulighed for kvinden
for at frigøre sig fra familiens snærende bånd.
Feministen Helle Thorning-Schmidt har selv i et interview til en britisk avis angivet
at den kommunale børnepasning var absolut afgørende for,
at hun kunne nå dertil, hvor hun er idag, som statsminister.

 

Men ikke alt er så godt, som det lyder.
Hvad har den statsstøttede børnepasning eksempelvis gjort
ved vores mulighed for at forfølge vores egen udgave
af det gode liv?

 

Jeg har i flere år arbejdet i en frivillig forening,
der hedder SAMFO.
Måske kender I til den, for foreningens mærkesag har også engang været Venstres, men er det desværre ikke længere.

 

Mærkesagen er, at lade pengene følge barnet.
Det vil sige:
Istedet for automatisk at give børnefamilier statsstøtte til at sende børnene i en kommunal institution,
skal man kunne vælge frit mellem offentlig, privat og hjemmepasning.

 

Sagen understreger den form for ufrihed,
der følger af en feministisk fordelingspolitik:
Når penge til børnepasning
bliver taget ud af de generelle skatter,
bliver alle familier bebyrdet med udgiften.
Også de familier, der som min egen,
ønskede at passe de små i hjemmet.

 

Den statsstøttede børnepasning understøtter en særlig livsstil, hvor kvinden er udearbejdende.
Det var et mål for feministerne at frigøre sig hjemmets lænker, men ikke nødvendigvis for alle kvinder.
Det var nok mere en del af en socialistisk arbejderkamp,
end det var frigørelse.

 

Samtidig lægger fordelingspolitikken et åg
på alle skatteborgere
og konsekvensen er,
at det bliver sværere for børnefamilierne
at fravælge to-forsørger-modellen
i de år, hvor man gerne vil kunne være til stede for familiens mindste medlemmer.

 

Nu har vi efterhånden accepteret den statsstøttede børnepasning som en del af den såkaldte kernevelfærd.
Skulle vi ikke tage et opgør med det?
Heri ligger nemlig kimen til noget af det,
vi hører børnefamilierne efterspørge så kraftigt i disse tider: Mere tid, mere frihed.

 

Men i opgøret med denne del af den statsstøttede kernevelfærd ligger også et andet oprør,
som bringer mig tilbage til den første årsag til
at vi skal stemme Thorning af pinden:
Et opgør med fordelingspolitikken.
Lad mig kommentere mere generelt på den.

 

Det Danmark har brug for
er at vågne op.
Vi har lullet os ind i en velfærdstankegang,
som er skadelig for landet på lang sigt.

 

Det er et vigtigt emne for kvinder så vel som for mænd
- et vigtig emne for alle, der elsker vores lille smukke land med de grønne marker,
de vilde kyster,
de lange lyse nætter,
de dygtige købmænd
og de sagnomspundne sømænd.

 

Danmark er noget ganske særligt.
At vores lille land kan opbygge så stor en rigdom
er bemærkelsesværdigt.

 

Nu står vi imidlertid i en situation,
hvor flere end 700.000 mennesker
lever af overførselsindkomst,
hvor vi bliver færre private beskæftigede til at løfte forsørgerbyrden,
og hvor viljen til at gøre noget ved sagen
synes begrænset.
Især fra rød bloks side.
Her gentager man den evige myte om
at det er velfærdsstaten, der har gjort Danmark rig.

 

I så fald
var det en anden version af velfærdsstaten
end den vi kender idag.

 

Danmark var et rigt samfund før velfærdsstaten.
Dengang
vi kvinder fik vores valgret for hundrede år siden,
var vi blandt verdens ni rigeste lande.
Vi havde den andenhøjeste levealder i verden.
Og vi havde et skattetryk
som var lavere
end jeg tør nævne her.

 

Faktisk var Danmark et lavskatteland
indtil slutningen af 1960’erne,
hvor velfærdsstaten for alvor greb om sig.
Dengang var skattetrykket 30 pct.
Den seneste udregning jeg har set
sagde omkring 50 pct.
og selvom vi stadig er blandt verdens rigeste lande,
så er vi ikke længere i top-ti.

 

Vi kan ikke med redeligheden iorden konkludere,
at velfærdsstaten har gjort os rige.
Vi bør nærmere imponeres over,
at vi har kunnet beholde vores rigdom
trods en bebyrdende velfærdsstat.

 

Det er Danmarks største udfordring nu,
at få saneret den velfærdsstat,
der tynger erhvervslivet og skatteborgerne
og placerer så mange danskere
og ikke mindst indvandrere
på passiv forsørgelse.

 

Vi har ikke brug for en statsminister,
der føler et særligt kønspolitisk ansvar.
Vi har brug for en statsminister,
der føler et ansvar for noget andet,
som grundloven sikrer os,
nemlig vores individuelle frihedsrettigheder
og retten til at forfølge vores drømme.

 

Vi har brug for en statsminister,
der tager vores økonomiske frihed alvorligt,
fordi den frihed er afgørende for
at vi kan tage ansvar for os selv, vores familie og hinanden.

 

Den statsminister er ikke Helle Thorning-Schmidt.

 

Jeg vil slutte af med at hylde en mand,
nemlig min salige bedstefar.
For mig er han et fint forbillede at fremhæve idag,
hvor vi fejrer kvindernes ligestilling.

 

Jeg tilbragte meget tid med mine bedsteforældre,
da jeg var barn.
Min bedstemor passede mig,
og når min bedstefar ikke sejlede som styrmand,
fulgte jeg ham som en skygge.
Med ham lappede jeg cykler,
så på skibe i Dragør
og jeg var med på øvelser i Hjemmeværnet.

 

Da jeg blev ældre
sejlede jeg med ham på de store skibe, når han ude at reparere bøjer
og han tog mig med på skydebanen, hvor jeg fik lov at skyde med maskinpistoler.
Han var fra en generation, hvor kvindernes rolle var en anden, men det var uden betydning.
Han troede på, at jeg kunne blive præcis, hvad jeg ville.

 

Han gjorde ingen forskel på mig og min jævnaldrende fætter. Han gjorde,
hvad loven også bør gøre,
han gav os lige muligheder.
Hvad vi bruger de muligheder til, er et personligt valg.

 

Tak for jeres opmærksomhed.


 

Se flere blogs



Profil

Lisbet Røge Jensen

Lisbet Røge Jensen

redaktør og lederskribent, Børsen
På denne blog holdes kapitalismens fane højt. Kig her efter de små ting, der tegner de store liberale linjer i samfundet, og kig efter godt og dårligt nyt om frie markeder, frie mennesker og personligt ansvar.

Lisbet Røge Jensen støber kugler i Børsens holdningsmæssige hovedsæde, debatredaktionen, og er redaktør på avisens hyldest til dem, der tør noget og gør noget - bogen "De handlende" - som Børsen udgav i april 2017. Hun er i tidernes morgen uddannet realkreditrådgiver og siden hen cand.merc. fra CBS.