EU – udvikling eller afvikling?

Henrik Franck
BLOGS Af

Nye kræfter udfordrer det europæiske samarbejde, og de kræfter er befolkningerne. De kommende tre år kan være historisk afgørende, for Europa er i opbrud. Hidtil er udviklingen af det europæiske samarbejde drevet frem af politiske ambitioner blandt regeringer i de store medlemslande. Udviklingen har ikke været drevet af hverken folkelige ønsker eller økonomiske målsætninger.

Men selv magtfulde toppolitikere skal genvælges, så trods alle de politiske visioner har befolkningernes vilje jo indflydelse. For en EU-tilhænger som mig er den smertelige kendsgerning, at der faktisk kan være risiko for helt eller delvist sammenbrud af det politiske EU-samarbejde og det økonomiske europrojekt.

Reformer og færre skøre regler
Presset kommer fra de folkelige reaktioner på de store økonomiske og sociale omkostninger, som vi har oplevet i de senere år. Mange mener, at der er behov for gennemgribende reformer af EU-samarbejdet, så vi får mindre bureaukrati og færre skøre regler. Historiske traditioner som for eksempel, at EU Parlamentet hvert halve år flytter mellem Bruxelles og Strasbourg skaber hovedrysten.

Mange vil ikke acceptere de store konsekvenser af det indre marked som for eksempel de åbne grænser, meningsløse harmoniseringer og regulering. Det er også svært at se værdien af, at mængden af kanel i kanelsnegle bliver et EU-anliggende, og befolkningerne i mange eurolande oplever nu forpligtelserne ved den økonomiske union.

Derfor ønsker voksende dele af befolkningerne ikke, at EU udvikler sig yderligere i retning af en union. I flere lande er der endda debat om, at landet helt skal forlade EU-samarbejdet. Det er ikke udvikling. Det er potentielt afvikling. Euroen er omdrejningspunktet i presset på det europæiske samarbejde.  

Rundrejse i EU
Lad os tage på en rundrejse i EU for at forstå perspektiverne. Ved euroens indførelse gik det faktisk rigtigt godt. I de sydeuropæiske lande var man vant til høje renter, men efter dannelsen af euroen nød de godt af de lavere tyske renters indflydelse på renten i euroland. Forbrugerne gik på storindkøb for lånte penge. Lave renter og lempelige lånevilkår førte til stigende ejendomspriser og boom i byggesektoren.

Men priserne steg fortsat væsentligt hurtigere i de sydeuropæiske lande og konkurrenceevnen blev gradvist forværret med voksende betalingsbalanceunderskud og gæld til følge. Da finanskrisen ramte Europa i 2008, var konsekvensen katastrofal for de forgældede og ikke konkurrencedygtige sydeuropæiske lande. Eurosamarbejdet fratog disse lande muligheden for at devaluere. Derfor var sparekuren – også kaldet intern devaluering – det eneste alternativ.

Problemet Grækenland
I starten af året så vi et valg i Grækenland, hvor den populistiske modstand mod EU’s skrappe krav over for landets tunge gældssituation gav flertal til en venstreorienteret regering med en urealistisk dagsorden. Dette signal fra grækerne var et fælt spark over skinnebenet på EU. Stemningen blev slået an med demonstrationer, der trak Nazi-kortet over for Tyskland.

Senere på året skal de økonomisk trængte spaniere til parlamentsvalg. Her har det EU-kritiske parti Podemos nu 30 procent af stemmerne i de aktuelle målinger. I Portugal, hvor der også er valg senere i år, står de EU-kritiske partier også stærkt. I Frankrig er der valg i april 2016. Her har det EU-kritiske parti Front Nationale fremgang med cirka 25 procent af stemmerne.

Det netop overståede britiske valg har også givet plads til EU-kritiske røster i et omfang, så David Cameron har lovet befolkningen et valg om EU-medlemskabet inden 2017 til gengæld for en stemme på partiet. I Storbritannien er folkestemningen kritisk over for den politiske integration i EU, ligesom der er bekymring omkring den voksende indvandring fra primært de nye EU-lande i øst, som, man mener, underminerer velfærdssystemet.

Vil Tyskland betale prisen?
Tyskland er et kerneland i EU, og hidtil har der været stor opbakning i befolkningen til EU-samarbejdet. Men kan vi også fremover tage det for givet, hvis tyskerne får oplevelsen af at skulle betale prisen for, at andre lande ikke fører ansvarlig økonomisk politik?

Det er et paradoks, for euroen blev presset igennem trods Tysklands modvilje. Det var groft sagt Frankrigs krav for Tysklands genforening. Den tyske modstand mod euroen skyldtes ikke afvisning af en økonomisk og monetær union med en fælles valuta, men derimod nøgterne kendsgerninger som for eksempel at landene endnu ikke opfyldte de basale kriterier for at kunne etablere en holdbar valutaunion. Kendsgerninger, som efterfølgende har haft store konsekvenser.

Euroens historie
Kriterierne for euroen er defineret i Mundell, Kenen og McKinnons studier af optimale valutaområder og kan kort opsummeres på denne måde:

  • Landene må ikke kunne påvirkes asymmetrisk af eksterne chok. Det indebærer for eksempel, at der ikke kan være for store forskelle i landenes gæld og budgetunderskud.
  • Der skal være fri bevægelighed for både kapital og arbejdskraft for at sikre pris- og lønfleksibilitet.
  • Landene skal have en diversificeret produktion og samhandel for at mindske sandsynligheden for, at valutaunionen rammes af asymmetrisk efterspørgselschok af en bestemt vare.
  • Der skal være en vis politisk og finanspolitisk integration for at skabe en overførselsmekanisme mellem medlemsstaterne, så de har en nogenlunde ensartet politisk prioritering.

Mange vil næppe hævde, at alle kriterier var opfyldt i rimeligt omfang ved euroens indførelse. Deraf den tyske modvilje. Vurderingen var, at det ganske enkelt var for tidligt i integrationsprocessen.

Franskmændene var ikke uenige i det tyske synspunkt, men vurderede at når euroen var etableret, måtte alt det andet komme hen ad vejen. Den politiske vision trumfede de økonomiske kendsgerninger, og politikernes vilje bar beslutningen igennem.

Og alt der fulgte
Tyskerne, som jo ville have deres genforening, accepterede den franske ambition om indførelse af euroen, men stillede krav om regler for at sikre, at landene i euro-samarbejdet (altså franskmændene) førte en ansvarlig økonomisk politik.

Efter møjsommeligt at have forhandlet størrelser for eurolandenes nationale budgetunderskud og statsgæld brød både Tyskland og Frankrig efterfølgende reglerne. Så kunne andre lande også overskride eurosamarbejdets regler. Og det gjorde de så – især i Sydeuropa med alt, hvad siden er fulgt.

Udvikling eller afvikling?
Den gode nyhed er, at euro-samarbejdet trods alt ikke er brudt sammen. Det må tilskrives den store politiske vilje. Men kan denne vilje holde sammen på et europrojekt under folkeligt pres? Og har krisen for store konsekvenser for fortsat udvikling af den politiske union?

De næste år bliver efter min vurdering afgørende for det europæiske projekt. Det er ikke utænkeligt, at vi vil opleve, at det første land forlader euroen. Grækenland kan frivilligt eller ufrivilligt nå dertil. Det vil være et politisk nederlag for EU-projektet, men Grækenlands exit truer ikke nødvendigvis euro-samarbejdet.

Storbritanniens vaklen
Et andet og meget betydeligt EU-land, Storbritannien, vil måske beslutte helt at forlade EU. Det vil være et nederlag for den politiske ambition, som vil skabe yderligere debat og overvejelser i flere andre lande om tilhørsforholdet til både EU og euroen. 

Jeg siger ikke, at det sker, men at detkanske. Det vigtige er erkendelsen af alvoren. Udviklingen kan gå stærkt. Retningen vil være mod mindre integration, og det vil højst sandsynligt ikke ligne udvikling, men snarere afvikling.

Den dyre læring fra den aktuelle krise vil også kunne føre til udvikling af et andet EU uden de åbenbare problemer, som eurosamarbejdet har i dag. Det er blevet tydeligt, at fælles valuta- og pengepolitik uden stram styring af landenes statsbudgetunderskud har store konsekvenser. Det samarbejde vil derfor kun være for de stærkeste lande med tilstrækkelig økonomisk disciplin.

EU-samarbejdet er udfordret, men det er vanskeligt at vurdere, om det fører til udvikling eller afvikling.


 

Se flere blogs



Profil

Henrik Franck

Henrik Franck

Henrik Franck blogger om investeringer, økonomi og politik. Tre forhold, der ikke kan adskilles, når vi skal blive klogere på udviklingen. Henriks indsigt i økonomiske og politiske systemer giver et særligt grundlag for at skabe mening i udviklingen.

Henrik Franck er investeringsstrateg hos Danmarks største bankuafhængig kapitalforvalter, Formuepleje. Han er uddannet cand.polit. og MA i Law and Diplomacy fra The Fletcher School of Law and Diplomacy, Boston. Henrik Franck mere end 25 års erfaring fra den finansielle sektor. Han har blandt andet arbejdet som makroøkonom og været investeringsdirektør hos både PFA og Juristernes og Økonomernes Pensionskasse.