James Bond - hvor er du?

Katerina Pitzner
BLOGS Af

”Har du hørt det”?

”Ja, det har jeg”, svarer jeg.

”It’s quite something…, huh?”

Sådan starter de fleste af mine samtaler med diamantslibere –og handlere i diamantdistriktet i Antwerpen i disse dage. Historien, der er på alles læber, minder (igen) om en scene taget ud af en James Bond film.

Midt i diamantdistriktet er der indrettet en fuldtidsbemandet lejlighed med offentlige tjenestemænd, hvis eneste formål er, at kontrollere, at der ikke finder svindel med diamanter og penge sted i området.

Lejligheden er bl.a. indrettet med avanceret aflytningsudstyr og adskillige monitors, der fanger enhver kvadratcentimeter af distriktet.

Alle, der bevæger sig ind og ud af området, bliver filmet og om nødvendigt aflyttet, og hvis nogen aflægger (lidt for) hyppige og unaturlige besøg, i f.eks. guldhandlen eller på vekselkontorerne, bliver de prikket på skulderen og ført til afhøring.

Specialstyrken, også kaldet ”The Diamond Squad”, der blev etableret i år 2000, er trænet til at opsnuse ethvert forsøg på hvidvaskning af penge og fusk med diamanter.

Ironisk nok er den øverst ansvarlige for ”The Diamond Squad”, politikommissæren Agim De Bruycker, blevet arresteret for få dage siden. Det skete som følge af flere rapporterede tilfælde af uren trav og at der, som ekstra krydderi, blev fundet diamanter, guld og kontanter for en værdi af næsten 4 millioner kroner hjemme hos kommissæren selv.

Distriktets egen ”anti money laundry unit”, som den også populært kaldes, var efter sigende blevet mistænksomme da Bruycker havde købt en dyr villa og en ny luksus Range Rover kontant.

Under den første afhøring i mandags ville Bruycker ikke forklare, hvordan han var kommet i besiddelse af de mængder af guld, diamanter og kontanter. Men han har efterfølgende forklaret, at han opbevarede diamanterne for en diamanthandler i distriktet for at skjule dem for toldmyndighederne.

Omtalte diamanthandler er netop blevet arresteret.

Det er desuden kommet frem, at Bruycker’s afdeling har været indblandet i flere uregelmæssigheder, og det rapporteres, at de belgiske myndigheder har måtte genåbne en sag, hvor et diamanthandlerkontor havde klaget over, at deres diamanter var blevet ombyttet til 4 gange lavere kvalitet - efter at have været holdt tilbage af Bruycker’s specialstyrke. Dette blev ellers afvist af myndighederne som værende umuligt.

Jeg tænker bare: Hvor er James Bond henne? Og mon ikke skurken ville have været lidt mere avanceret end at gemme sine guld –og diamantbeholdninger hjemme under hovedpuden?

 


 

Se flere blogs



Profil

Katerina Pitzner

Katerina Pitzner

Diamanthandler
Katerina Pitzner blogger om det, der er værd at vide inden for diamantbranchen. Uanset om du overvejer at investere i egne ædelstene eller bare deler interessen for den eksklusive handelsvare, er Katerinas blog det rette sted at følge med.

På vegne af private forbrugere og investorer handler Katerina Pitzner direkte på verdensmarkedets diamantbørser og sidder selv som direktør for Copenhagen Diamond Exchange. Hun er desuden forfatter til bogen "Diamantjægeren – en rå verden i glimt".