Lars "Risiko" Rohde (II)

Erik Høgh-Sørensen

Onsdag advarede Danmarks nationalbankdirektør, planøkonomen Lars Rohde, mod en ”boble”, dvs. inflation, på boligmarkedet. Hvad Rohde ikke dvælede ved, var, at hans egen pengepolitik bidrager til den spirende, ja måske snart sprudlende, inflation. I pressen anbefalede han den næste regering at stramme op på finanspolitikken, hvorefter man sidder tilbage med indtryk af, at vores allesammens nationalbankdirektør fralægger sig ansvar for egne (u)gerninger.

Vitaminløs valuta

I de senere måneder har Nationalbanken i den grad ladet seddelpressen køre, selvom denne pengepolitik rent makroøkonomisk mangler underliggende substans. Der er ikke en tydelig og velbegrundet samfundsøkonomisk udvikling eller indikatorer, som taler for at lade kroneseddelpressen køre på højtryk. Tværtimod er vækst og investeringslyst stadig begrænset, ledigheden er ikke knækket, og når Nationalbanken så pumper likviditet i markedet, er der tale om tomme kalorier, som bidrager til prisstigninger og ufinansieret forbrugsfest. Det er i praksis det, Rohde selv advarer om, men altså uden at understrege sit eget bidrag.

Om to år kan danskerne stå med en blanding af stagnation og inflation, eller ”stagflation”, hvorefter Rohdes dispositioner vækker mindelser til inflations- og devalueringsspiralen under statsminister Anker Jørgensen (S). I så fald må danske lønmodtagere og ledige se realløn, dagpenge og købekraft blive undermineret, hvorimod de dybest forgældede bankchefer kan gnide sig i hænderne, fordi de nu via inflation undslipper finanskrisens skygge og egen uansvarlighed. Forgyldt bliver alle låntagere, eksempelvis boligejere, hvorimod enhver der i den kommende tid sparer op, kan ende med et idiot-skilt på ryggen.

Nationalbankens pengepolitik kan dog også – hvis der skabes markant økonomisk vækst – ende med at fremstå som en redning. Men det kræver, at centralbankerne evner at kontrollere de enorme pengemængder, som Nationalbanken og Den Europæiske Centralbank (ECB) pt. pumper ud i markedet. Og ”kontrol” og ”soliditet” ser desværre pt. ud til at være fremmedelementer i EU’s og Nationalbankens ordforråd.

”Risiko” og valgkamp

Det er indiskutabelt, at Rohde blander sig aktivt i folketingsvalgkampen; hvad enten man så kan lide det eller ej. Han giver folk penge i hænderne, og de løse kroner har på kort tid fået dele af regeringen og rød blok til at ændre retorik og tale mere om ”opsving”, hvilket – hvis det passer – klart øger rød bloks chance for at vinde valget.

Som overskriften på dette indlæg antyder, går den danske nationalbankdirektør også under navnet Lars ”Risiko” Rohde. Udover stagflations-risikoen vil han rigtig gerne have danske kontoindehavere underlagt EU’s bankunion, selvom den fra dag ét vil gøre alle danskere sårbare over for krakkende banker overalt i Eurozonen, inklusive naturligvis Grækenland. Finansrådet såvel som danske fagøkonomer (måske bortset fra en enkelt) er enten skeptikere eller imod dansk indtræden. Ja selv EU-politikerne i V, K, S, R og SF er tilbageholdne i deres udtalelser efter ”tja-bum-bum”-metoden. De, der i øvrigt tror på euroen, kan her læse om Frankrigs budgetfifleri.

Fairness

I al fairness er der én god grund til, at Rohde i denne tid lader seddelpressen køre. Det er hans pligt. Han er pålagt at sikre kronens faste kurs over for euroen. Når euroen falder, skal kronen også gøre det. Men det er også Rohdes pligt inden for de givne rammer at sikre stabilitet, og en fast kronekurs er måske ikke længere mulig. Nok har fastkurspolitikken givet stabilitet og tjent mange danske virksomheder godt siden 1982, da Anker Jørgensens devalueringer spillede fallit. Men efter Schweiz’ opgivelse af sin fastkurspolitik har det været endog meget svært for Nationalbanken at nedkæmpe de internationale valutainvestorer, der ser kronen som en sikker havn eller satser på dansk udtræden. Og slaget er næppe slut, for ECB fortsætter sin ekspansive politik i den kommende tid, hvilket kan øge presset på kronen.

Planøkonomen Rohde

Ganske vist siger Rohde selvsikkert, at han kan producere uanede mængder kroner for at forsvare kronens bånd til euroen. De udtalelser er i sig selv et problem, for tager man nationalbankdirektørens ord for pålydende, er han som en anden planøkonom parat til at gå til de yderste ekstremer og eksempelvis føre Danmark ud i hyperinflation blot for at holde i kronens bånd til euro.

Hyperinflation har ekstreme konsekvenser, og alternativet, en flydende valutakurs, praktiseres pt. med succes af nogle af vore nærmeste handelspartnere. Derudover giver historien en del eksempler på, at der findes en smertegrænse, hvor nationalbankdirektører må opgive efter panisk at have kæmpet mod markedskræfterne. Spørgsmålet er, hvor stor skade Rohde og ja-til-EU partierne er parate til at påføre dansk økonomi?

Sagligt set rummer en flydende valutakurs klare ulemper, men også klare fordele. En af dem er, at skiftende danske regeringers (u)ansvarlige finanspolitik omgående bliver straffet, eller belønnet, af de internationale markeder i form af valutakursudsving og henholdsvis svækkelse eller styrkelse af virksomhedernes konkurrenceevne. Christiansborgs finanspolitiske brølere og forsyndelser straffes ved kasse ét. Danske politikere må ”real time” forholde sig til konsekvenserne af egen politik, og midt i en løftebrudstid ville det måske ikke være helt så ringe endda...


 

Se flere blogs



Profil

Erik Høgh-Sørensen

Erik Høgh-Sørensen

Erik Høgh-Sørensen er partner i Analyseenheden 4V med speciale i markedsanalyse, eksportstrategi og kommunikation. Han har tidligere været kommunikationschef i en Mærsk-division og EU-korrespondent for Ritzau i Bruxelles.

Erik er medlem af DF, men holdningerne i denne blog er helt og holdent hans egne, ikke nødvendigvis partiets.

Erik er endvidere foredragsholder og forfatter, senest til bogen "Mod Vinden. Danmarks plads i Europa" (Nyt Nordisk, 2014).