Hold nu kursen

Henrik Franck
BLOGS Af

Snakken gik til en middag med gode venner og kolleger fra finanssektoren: Spekulative angreb pressede kronekursen. Hvad med fastkurspolitikken? En netværkskollega, hvis faglighed jeg respekterer og anerkender, argumenterede for to grunde til, at det ville være bedst for Danmark at opgive fastkurspolitikken og lade kronen revaluere: 

  • Europrojektet er grundlæggende forfejlet, og derfor tjener det ikke Danmark at binde sin valuta til euroen. Forskellene mellem landene er simpelthen for store, og derfor betaler de lande med ansvarlig økonomisk politik regningen for de lande, som ikke opfører sig ansvarligt. Det er uholdbart. 
  • Danmark tilhører flinkeskolen og har ført ansvarlig økonomisk politik i tre årtier. Derfor er på tide at belønne danskerne ved at give dem en velstandsstigning i form af en opskrivning af kronen med for eksempel 10 procent. Det vil forøge vores købekraft i forhold til udlandet. Eller sagt på en anden måde: BMW'en bliver 10 procent billigere.   


Euroen er et politisk projekt

Jeg er ikke uenig med min ven om de udfordringer, han ser for eurosamarbejdet. Det har altid først og fremmest været et politisk projekt. Økonomisk var europrojektet fra starten udfordret af, at landene ikke opfyldte helt centrale forudsætninger om optimale valutaområder (bl.a. beskrevet af økonomerne Robert Mundell, Ronald McKinnon og Peter Kenen.)

Det gælder især kriterierne om arbejdskraftens og kapitalens mobilitet, samt at en valutaunion ikke må påvirkes asymmetrisk af økonomiske chok (f.eks. finanskrisen). I det sidste kriterie ligger implicit, at landene i en valutaunion skal have en vis grad af ensartethed. Der må hverken være for store forskelle i vækst, inflation, budgetunderskud eller de enkelte landes gæld.

Tysk selvmål
Tyskland var oprindeligt ikke synderligt interesseret i etableringen af euroen – formentlig af frygt for at de store forskelle i økonomisk disciplin ville medføre, at tyskerne skulle bære omkostninger for andre landes svage økonomistyring. Men efter fransk pres accepterede tyskerne etableringen af euroen mod regler for, hvor store budgetunderskud og gæld de enkelte lande måtte have. Tyskland valgte selv at bryde reglerne i 2003. Det selvmål har næppe styrket disciplinen.

Problemet forværredes, da man gav medlemskab til lande, der objektivt set ikke kunne overholde disse regler. Begrundelsen var politisk og ikke økonomisk. Politisk kunne situationen måske ignoreres, men økonomisk har få landes syge økonomi fået store konsekvenser. Efterfølgende kom en finanskrise med orkanstyrke. Med uønskelig tydelighed blotlagde krisen den fundamentale skævhed i ØMU'en, når grækerne giver Tyskland og resten af eurolandene skylden for deres egne problemer. Det svarer til at drikke sig fuld ved baren, overlade regningen til sin bedste ven og give ham skylden for tømmermændene næste dag.

Jo, jeg er meget enig i, at der er indbyggede fejl i eurokonstruktionen, som kun er holdbar, hvis man kan overbevise lande som Frankrig, Italien og Grækenland om at føre en mere ansvarlig økonomisk politik og gennemføre gennemgribende økonomiske reformer.  

Danmark i flinkeskolen
Min enighed med min ven stopper, når det kommer til den danske krones binding til euroen. Det er korrekt, at Danmark gennem en årrække har ført en særdeles ansvarlig økonomisk politik, og det kan vi i høj grad takke de disciplinerende effekter fra nu snart 33 års fastkurspolitik for. Det har ført til en fokuseret og stram finanspolitik.

Det er også korrekt, at en opskrivning af kronen ville give velfærdsgevinster for danskerne. Vel at mærke de danskere, som stadig ville have et arbejde. Jeg er nemlig overbevist om, at det vil koste rigtig mange danske arbejdspladser, hvis Danmark opgav fastkurspolitikken og dermed accepterede en opskrivning. Desuden har de fleste danskere en væsentlig opsparing i udenlandske værdipapirer og danske aktier, som jo også ville falde tilsvarende i værdi.

Realpolitik må sejre
Der er mange argumenter for, at euroen har en række konstruktionsfejl, og at projektet ikke er holdbart i længden, medmindre man hurtigt etablerer markant øget ensrettethed inden for valutaunionen. Man kan også argumentere for, at landene havde været bedre stillet, hvis eurosamarbejdet var begrænset til en række nordeuropæiske lande, som ansvarligt opfylder kriterierne for et optimalt valutasamarbejde med den fornødne budgetdisciplin og gældsbegrænsning. Man kan også mene, at Danmark ville stå bedre ved ikke at have bundet sin valuta op på en muligvis fejlslagen eurokonstruktion.

Men jeg vælger at forholde mig til realiteterne: Altså, vi har euroen, og i Danmark har vi i en årrække valgt at føre fastkurspolitik overfor først D-marken og siden euroen. Resultatet er entydigt positivt, og omkostningerne ved at forlade fastkurspolitikken er entydigt negative. Hvis euroen en dag ikke består, så har vi en ny situation, hvor Danmarks valutakurspolitik helt naturligt må redefineres. Men indtil den dag eventuelt skulle oprinde, så argumenterer jeg: HOLD NU KURSEN!


 

Se flere blogs



Profil

Henrik Franck

Henrik Franck

Henrik Franck blogger om investeringer, økonomi og politik. Tre forhold, der ikke kan adskilles, når vi skal blive klogere på udviklingen. Henriks indsigt i økonomiske og politiske systemer giver et særligt grundlag for at skabe mening i udviklingen.

Henrik Franck er investeringsstrateg hos Danmarks største bankuafhængig kapitalforvalter, Formuepleje. Han er uddannet cand.polit. og MA i Law and Diplomacy fra The Fletcher School of Law and Diplomacy, Boston. Henrik Franck mere end 25 års erfaring fra den finansielle sektor. Han har blandt andet arbejdet som makroøkonom og været investeringsdirektør hos både PFA og Juristernes og Økonomernes Pensionskasse.