Like mig ad helvede til

Alexandra Krautwald

Den teknologiske udvikling har gjort det muligt at jagte umiddelbar popularitet og anerkendelse døgnet rundt. Populariteten er målet i sig selv og tilsidesætter både indhold og autencitet, når vi jagter digital anerkendelse 24-7. Men livet i en verden, hvor meget måles i likes og views, har en kedelig pris.

”Hvor mange likes har du fået på dit seneste opslag?”

 ”Mange – men jeg bruger også ”IGLikes” og ”5000 likes Pro”, så jeg får flest muligt. Og hvis jeg kan se, en af mine posts ikke hitter, sletter jeg den rimelig hurtigt igen. 

”Lidt ligesom du unfriender dem, der aldrig giver dig likes på facebook”.

”Nemlig”.

Den korte ordveksling stammer fra to unge studerende på en højere læreanstalt. Men den kunne stamme fra hvor som helst. For den korte dialog er jo såmænd nok så almindelig og gennemsnitlig, som den kan være. Og som sådan er der ikke noget galt med den. Den understreger blot det faktum i den menneskelige natur, at vi gerne vil anerkendes for at være dem, vi er, og gøre det, vi gør. Med det mål har mennesket gennem årtusinder iscenesat sig selv gennem tale, påklædning og opførsel. Og for at tækkes og opnå accept, anerkendelse, status og popularitet har vi i iscenesættelsen af os selv ofte bevæget os ganske langt væk fra, hvem vi egentlig er.

Fænomenet er som sagt langt fra nyt. Det er til gengæld de muligheder, vi i dag har, for at jagte den så eftertragtede popularitet. Og for at bevæge os helt væk fra, hvem vi virkelig er. I den digitale tidsalder har anerkendelsen taget form af såkaldte likes. At andre giver os en digital tommelfinger for at være sjov, cool osv. Og måske endda en positiv kommentar til at ledsage tommelen. Det drejer sig ikke om, hvad vi egentlig mener, siger og gør, men om hvorvidt andre ”liker” det. Det drejer sig alene om at få flest mulige likes. For så er vi nemlig noget derude i den iscenesatte verden af en enorm illusion. Og er vi ikke selv i stand til at ramme en like-mæssig guldåre med vores posts, ja så kan vi da med en app eller tre sikre os et mindstemål af forloren anerkendelse, som vi kan vise frem.

Instant access til forstillet anerkendelse

Den afgørende ændring af anerkendelsesfænomenet i dag er, at vi med de digitale muligheder kan jagte den hele tiden. Vi kan gøre det alle steder.  Både alene og sammen med andre. Vi kan blive eksponeret for stort set hele verden. Og så kan vi ikke mindst hele tiden justere på virkeligheden og blive en anden og endnu mere populær end den, vi var i går, og den vi i virkeligheden er. For hvis et forsøg ikke er populært nok, kan vi bare slette det, indtage en ny holdning, og forsøge igen. Vi behøver ikke engang at forsøge os udi diplomatiets kunst eller tage konflikten, hvis nogen er uenige. Vi kan nemlig bare slette eller ”unfriende” og så danse videre om guldkalven sammen med alle de andre.

Ud af denne fagre nye verden skal vi så fremmane fremtidens ledere, der måske er bedste og værste eksempel på higen efter personlig branding og anerkendelse. Enhver, der har en teenager i huset, vil hurtigt kunne nikke genkendende til fænomenet. Men lidt ældre generationer har såmænd nok ikke så meget at lade de yngste høre, for vi er hurtigt kommet efter det, og de menneskelige mekanismer, der ligger bagved, er som sagt på ingen måde nye. Forskellen er blot, at generationer, der har levet nogle årtier uden digital opkobling, i de fleste tilfælde var tvunget udi at få trænet nogle andre sider af den menneskelig karakter. Og det er så her, vi når frem til den egentlige pointe.

Samvær skaber uvurderlige egenskaber

Verden har brug for individer. For originalitet, substans og vovemod. Og den har brug for mere end evnen til at kunne tilpasse sig og levere posts og udmeldinger, som alene er baseret på at skulle vinde popularitet. Den har brug for de egenskaber, der fremelskes, når mennesker med forskellige talenter, synspunkter og holdninger mødes fysisk og finder ud af at håndtere deres ligheder og forskelligheder uden hverken at skulle like eller unfriende. For at finde ud af at arbejde sammen, reflektere, løse konflikter, bruge forskelligheden og hitte ud af, hvordan den faktisk beriger, skaber synergi og vækst, når den netop omfavnes og dyrkes. Egenskaber man ganske enkelt ikke tillærer sig, hvis man ikke indgår i samvær, dialog og diskussion med andre mennesker i forskellige udgaver.

Og når vi tillader, at den fremherskende egenskab i samfundet bliver at kunne opnå likes (med eller uden hjælpemidler) på bekostning af identitet og autencitet, har vi gjort i nælderne. Resultatet er rodløshed og identitetsløshed, der hverken kommer individer, samfund eller menneskehed til gode.

Sluk – ikke altid, men engang imellem

Jeg taler ikke mod den teknologiske udvikling – tværtimod – den er fantastisk og giver os enorme muligheder. Men vores brug af den skal hele tiden være genstand for refleksion og handling derefter. Vi har alle sammen opgaven med at sørge for at skabe samvær, nærvær, diskussioner og fysiske oplevelser. Det er ikke svært – faktisk tværtimod – men det kræver, at vi selv finder ud af at logge af ind imellem og netop hellige os opgaven at være sammen med andre mennesker 100 %. Når vi arbejder, holder møder, handler, spiser og indgår i alverdens andre sammenhænge med andre mennesker – og naturligvis ikke mindst i samværet med vores børn og yngre generationer, der vokser op med adgangen til iscenesættelse 24-7 og derfor let ikke lærer andet, hvis ikke nogen tager ansvaret.

Fremtidens ledere

Nogle læsere vil måske mene, at min pointe hører hjemme i et andet medie. At den burde dukke op i et forældremagasin side om side med opskrifter på speltboller og kurser i mindfulness for børn. Og at mit mandat på denne hellige spalteplads alene er at skrive om ledelse og resultatskabelse. Men det er faktisk lige præcis, hvad jeg har gjort. For ledelse handler også om, at skabe morgendagens ledere. Og hvilke ledere får fremtidens organisationer, hvis ikke der er hverken ægte menneskekendskab eller integritet tilstede?

Jeg ved, at dette blogindlæg kan træde såvel teenagere som deres forældre over ligtornene (jeg føler mig selv truffet). Og det skal jeg så beklage, men målet var jo også blot et oplæg til eftertanke og ikke at få likes…


 

Se flere blogs



Profil

Alexandra Krautwald

Alexandra Krautwald

Adm. direktør
Composing A/S
Alexandra Krautwald blogger om de konsekvenser, erhvervslivets udvikling har for ledere. Hvis du sidder i chefstolen, er det her, du skal følge med for at holde fingeren på pulsen.

Som rådgiver for top- og mellemledere og forfatter af to bøger om ledelse har Alexandra Krautwald de bedste forudsætninger for at give brugbare indspark til debatten om, hvad der skal til for at lede med succes.