21 ting en virksomhed skal kunne

BLOGS Tidsforbrug Tobias Lau
22. feb. 2015

Jeg støder ofte ind i folk der har et godt liv, en dejlig lejlighed eller et dejligt hus, men som også undskylder hvad de arbejder med.

For de arbejder ofte for The Man. Og The Man og hans firma vil ofte tjene flere penge og uden at rokke særlig meget ved status quo i verden.

Men er en virksomhed kun sat i verden for at tjene penge?

Hvis du spørger folk der ikke selv ejer en virksomhed, vil de svare: ja, det er formålet med en virksomhed.

På de kedeligste arbejdspladser vil cheferne også sige: ja, det er formålet med en virksomhed.

Men det er jo helt forkert.

I følge Dee Hock, som opfandt VISA organisationen, er virksomheder først og fremmest fællesskaber. Fællesskaber som har forskellige formål som bruges som ramme for at mødes og realisere deres formål.

Formålet har ofte at gøre med at forbedre noget i samfundet eller i folks hverdag. Ved at lave en bedre juice. Et nyt værktøj. En mere slidstærk skosål. Hvad man nu brænder for at forbedre. Og virksomheden arbejder så sammen for at realisere sit formål i verden.

Store dele af vores samfund er bygget på så mange taken-for-granted ydelser og tjenester, at vi blot vælger at tage et arbejde inden for status quo og bruge et helt arbejdsliv på ikke at rykke ved noget som helst. Og alligevel nå hjem til Webergrillen og den dejlige have eller altan om aftenen.

Mange glemmer at huske at de faktisk kan lave noget om.

At de selv kan bestemme den påvirkning de vil skabe i verden.

Men, tror jeg, lysten til at falde udenfor eller ikke gøre hvad der forventes af ens kæreste eller ikke få den altan, gør at folk vælger rotteræset og working-for-The-Man fremfor at vælge den indre menneskelige drift til forandring.

Jeg ejer selv en virksomhed. 
Jeg kan gøre lige hvad der passer mig og lave lige præcis de projekter jeg vil. 
Jeg bringer mig selv på bane uden at undskylde. Faktisk vil det være fjollet ikke at nævne sig selv, når nu pointen er at alle kan lave forandring.

Lige nu arbejder vi på at forbedre affaldssorteringsadfærd (ikke gennem strategi, men med handling!), en film og en mobilisering af borgere for at bruge delebiler.

Det hele er ret sjovt. Vi bringer grønne idéer til live. Og det giver mening.

Er det et sats? Ja. 
Begrænser jeg mine indtjeningsmuligheder?
På kort sigt, ja; på lang sigt, nej.

Fordi det er jo i sidste ende op til mig selv at overbevise de rette mennesker om at starte de projekter jeg mener der skal sættes i gang.

Så hvad skal en virksomhed kunne?

En virksomhed skal inspirere.

En virksomhed skal løse samfundsudfordringer.

En virksomhed skal vokse (hvor nødvendigt).

En virksomhed skal konstant være nysgerrig på verden.

En virksomhed skal tro på det den laver.

En virksomhed skal være fandenivoldsk.

En virksomhed skal følge med i forskning.

En virksomhed skal investere og tage chancher.

En virksomhed skal gå imod strømmen.

En virksomhed skal udfordre hvad andre tror kan lade sig gøre.

En virksomhed skal skabe produkter der udvider bevidstheder.

En virksomhed skal forbedre verden.

En virksomhed skal læse bøger.

En virksomhed skal elske mennesker.

En virksomhed skal være kræsen med at påtage sig opgaver.

En virksomhed skal ændre sine kunder.

En virksomhed skal eksperimentere fremfor at innovere.

En virksomhed skal drille.

En virksomhed skal sælge. 

En virksomhed skal have som ambition at eksistere over flere generationer.

En virksomhed skal gøre sine medarbejdere stolte.


 

Læs også



Profil