Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Hvad er en god model?

BLOGS økonomiske modeller, Bo Lidegaard, LA, klimamodeller Karl Iver Dahl-Madsen
11. feb. 2015

Jeg har arbejdet professionelt med matematiske modeller (af akvatiske økosystemer) i det meste af mit voksne liv.I have been there, and done that.Og det er derfor med stor interesse og en vis morskab, at jeg iagttager den debat, der er afledt af, at Finansministeriet har gennemregnet Liberal Alliances bud på dansk økonomisk politik, og ikke mindst, hvordan Politiken med chefredaktøren i spidsen vrider og vender sig for at miskreditere modelberegninger, som man i andre sammenhænge er begejstrede for.

Modeller og deres resultater bliver brugt som grundlag for vigtige beslutninger på alle samfundets områder: finanslove, brobygning, vandmiljøplaner, klima.

De matematiske modeller bliver derfor med rette udsat for kritik, både usaglig og berettiget.

Med mine 45 års erfaring i bagagen kan jeg med sikkerhed sige, at den mest udbredte kritik af modeller er baseret på resultatet af modelberegningen.

En god model er en model, der giver det resultat, modelbrugeren godt kan lide og en dårlig model er det modsatte.

Finansministeriet har nu med nøjagtig de samme modeller, som bruges som grundlag for alle vigtige nationaløkonomiske beslutninger i det danske samfund gennemregnet LA’s plan og vist, at den er til entydig fordel for langt de fleste mennesker i det danske samfund, og at den eneste omkostning er af politisk art, nemlig en beskeden forøgelse af uligheden.

Det har fået Bo Lidegaard helt op i det røde felt, således at han nu i to lederartikler, den seneste i dag søndag, har udtalt, at finansministeriets modeller reelt er ubrugelige til nationaløkonomiske beregninger. Det er ret interessant, at en lægmand som BL, der ellers normalt går ind for, at beslutninger skal baseres på forskning og viden, nu pludselig fører sig frem som modelekspert, hvad han naturligvis ikke er.

Jeg er stensikker på, at hvis beregningerne havde vist, at LA’s plan ville hæmme væksten og gøre os fattigere samtidig med, at uligheden steg, ville BL have klappet begejstret i hænderne og udtalt, at hvor var det dog velgørende, at de dygtige regnedrenge i Finansministeriet nu endelig fik gjort kort proces med de liberale tosser.

Nu passer resultatet ikke herren og så skal modellerne kritiseres sønder og sammen.

Både BL og finansministeren har dog rigtig nok en pointe i, at usikkerheden i beregningerne bliver større, jo længere man bevæger sig væk fra udgangspunktet i form af den nuværende økonomiske politik, men det er langt fra det samme som, at modellerne ikke duer eller, at de tendenser, de beskriver, ikke er helt korrekte. Men det er rigtigt, at usikkerheden, som stammer både fra unøjagtigheder i viden grundlaget, og fra uforudsigelighed af konkrete hændelser, er vigtig og derfor værd at diskutere.

Som teknisk/videnskabelig modellør kan jeg ikke lade være med at more mig over den tilgang til usikkerhed, som de økonomiske modellører udviser. De nævner sjældent usikkerheden overhovedet, men især viser deres manglende eksplicitte respekt for usikkerheden sig i, at de angiver tallene med alt for mange betydende cifre.

Vi ser f.eks. i hver ny prognose fra de økonomiske ministerier, at den kommende vækst angives med to betydende cifre f.eks. 1,6 procent Det antyder, at usikkerheden er ca. 0,1 procentpoint dvs. godt 5 procent relativt. Det er jo åbenbart misvisende, når resultatet gang på gang afviger med et halvt til et helt procentpoint fra prognosen. Så væksttallene burde rettelig angives i hele eller maksimalt halve procenter.

I forbindelse med LA’s plan har man beregnet en vækst i økonomien på 108 mia. og en forøgelse af nettobeskæftigelsen på 124.000 personer, begge tal med tre betydende cifre, hvilket antyder en nøjagtighed på procentniveau, som er åbenbart misvisende. Det ville være rigtigere at angive runde tal som 100 mia. kr. og 100.000 personer, ligesom man for øvrigt korrekt har gjort med de 7.000 kr. pr. år som de lavestlønnede får ud af forslaget.

De økonomiske matematiske modeller er bygget op om nogle forudsætninger om folks handlemønstre, som erfaringsmæssigt er efterprøvet gang på gang. F.eks. at økonomiske incitamenter betyder noget for folk, kort sagt, at jo mere man kommer til at tjene (efter skat) jo mere tilbøjelig er man til at lette rumpetten. Endvidere at et forøget arbejdsudbud vil øge konkurrencen om arbejdet, holde lønningerne i ro, øge virksomhedernes konkurrenceevne og dermed øge beskæftigelsen.

Den eneste grund til, at FM’s beregninger skulle være forkerte, er, hvis sådanne forudsætninger bryder sammen, fordi man bevæger sig ud i ukendt rum meget langt væk fra modellernes udgangspunkt.

Det er der imidlertid langt fra tale om. Selv om LA’s plan bliver gennemført til punkt og prikke, har vi stadig et af verdens højeste skattetryk, en af verdens største offentlige sektorer og en meget høj lighed.

I forhold til det samlede rum af muligheder for udvikle økonomien i de lande, vi kan sammenligne os med, er LA’s plan et meget lille skridt. Der er derfor ingen grund til at tro, at Finansministeriets beregninger ikke holder stik. Usikkerheden er måske lidt større end for de sædvanlige forsigtige planer, men rykker overhovedet ikke ved de overordnede meget positive konsekvenser af planen.

Lige så negativ BL er over for de økonomiske modeller, lige så begejstret er han for IPCC’s klimamodeller, som påstår at kunne sige noget om verdens tilstand om 100, selv om han skriver, at tanken om, at man med nogen form for sikkerhed kan regne sig frem til, hvad der sker om 10 år i et samfund, som man har forandret på afgørende parametre, afslører en fatal mangel på forståelse af de sociale, menneskelige og politiske sammenhænge, der tilsammen udgør samfundet.

Forskellen er blot, at klimamodellernes resultater (om 100 år efter total forandring på afgørende parametre) passer med BL’s fordomme, men det gør Finansministeriets beregninger ikke.

I Holland har man oprettet et uafhængigt ”Bureau for Economic Policy Analysis”, hvor det nu er kutyme, at alle politiske partier får gennemregnet deres planer på samme måde, som det er sket med LA’s plan.

Selvfølgelig skal sådanne beregninger ledsages af en diskussion af modellernes begrænsninger og af usikkerheden på resultaterne. Men en sådan fremgangsmåde ville markant øge kvaliteten af den danske politiske diskussion. Måske selv Politiken ville kunne indse, at man skal lytte til eksperter, også selv om de siger noget, man ikke kan lide og, at ”hvis det er fakta, så benægter a fakta” ikke burde være et gangbart synspunkt længere.

Profil

Karl Iver Dahl-Madsen

Karl Iver Dahl-Madsen

Karl Iver Dahl-Madsen blogger om grønne udfordringer, vækst uden grænser, biologisk produktion, teknologi og futurisme.

Karl Iver er civilingeniør og uafhængig strategisk rådgiver - fortrinsvis om mad & miljø. Læs mere om Karl Iver på www.dahl-madsen.dk

Twitter

π