Derfor må du ikke gå i sorte jakkesæt

Torsten Grunwald
BLOGS Af

Se, det må du selvfølgelig godt. Den sidste og hurtigt havererende påklædningslov i Kongeriget er fra 1783.

Men du må ikke gå i sorte jakkesæt, hvis du ønsker at bruge jakkesæt, skjorte og slips på klassisk vis i forretningslivet og politik. Så skal du vælge marineblå, koks eller evt. mellemgrå jakkesæt.


'Klassiske marineblåt jakkesæt i toradet snit. Foto: Stiljournalen


Det ligger i historien. Da jakkesættet skubbede frakken væk som hverdagstøj i byen i slutningen 1800-tallet, greb de engelske socialister i labourpartiet den sorte udgave af jakkesættet og gjorde den til deres signaturtøj. Samfundsstøtterne i det konservative toryparti måtte i stedet blive ved marineblå, grå og engang imellem mørkebrune jakkesæt. Hvis de trak i sorte jakkesæt, var det til en særlig lejlighed, fx begravelse, hvor de dog i de fleste tilfælde ville benytte en sort jaket.  

Designere, arkitekter, rockmusikere og andre oprørske elementer i det 20. århundrede skulle følge de skinner, som de engelske socialisters havde lagt ud, og tage det sorte jakkesæt til sig. Den lille farveforskel har antageligvis næret deres indre følelse af avantgarde og opposition til det etablerede samfund.

Skinnerne løber til den dag i dag. Det sorte jakkesæt er stadig et rebelsk jakkesæt. Det er kendissen til en af de utallige prisuddelinger i musik-, film-, og modebranchen, der spankulerer af sted i et sort jakkesæt. Forretningsmanden, der følger kernetraditionen, er i et marineblåt, koksfarvet eller mellemgråt jakkesæt.

Og så alligevel sker der noget: Kineserne kommer! Forretningsmænd og toppolitikere i fjernøsten ses ikke sjældent i helsorte jakkesæt, hvid skjorte og blåt eller rødt slips. De lider ikke under historiens byrde, som man gør i Europa og USA, der troligt har fulgt englænderne udi brug af jakkesættet. Så måske ændrer det sorte jakkesæt sin position i disse år og bliver gangbart blandt traditionsbevidste jakkesætsmænd.

"Black suits comin," som Will Smith rapper i filmen Men in Black.

-- 

Du kan få flere tip og råd om brug af jakkesættet i bogen Den velklædte mand.
 

 


 

Se flere blogs



Profil

Torsten Grunwald

Torsten Grunwald

Torsten Grunwald ved alt om jakkesæt, skjorter, slips og resten af herregarderoben, og på bloggen deler han ud af både aktuelle trends i herremoden og klassiske pejlemærker til det velsiddende jakkesæt og de passende sko til enhver anledning.

Siden 2004 har Torsten Grunwald skrevet om herremode for Børsen. Han driver butikken www.grunwald-true-style.com og udgav i 2014 den anmelderroste bog Den velklædte mand i samarbejde med Peter Lund Madsen. Bogen bærer samme navn som Grunwalds egen blog om god tøjstil, www.denvelklædtemand.dk