CBS møder Thy

Annette Franck
BLOGS Af

På tirsdag tager Hans Buck turen fra AB Metal i Thisted til CBS i København. Det er 'første skoledag' for den +50-årige ejerleder af en fremstillingsvirksomhed i det såkaldte 'udkantsdanmark.' Hans har været leder i mere end tyve år, og nu har han besluttet at læse Master i Management Development. Det bliver spændende. Ikke bare for Hans, men også for mange andre. Der er meget på spil. 

Et politisk mantra

Kompetenceudvikling er et mantra for politikere, embedsværket og meningsdannere som løsning på vores konkurrenceudfordring i Danmark. Vi skal uddannes for at kunne skabe den merværdi, som vores høje lønninger, skatter og udgiftsniveau nødvendiggør i en globaliseret økonomi. 

Men hvad sker der, når en erfaren ejerleder af en fremstillingsvirksomhed møder den akademiske verden i København? Kan det bidrage til at udvikle den ledelse, som Hans ved er afgørende for at løfte det store ansvar for medarbejderne og lokalsamfundet i Thy? 

Fatamorgana i erhvervspolitik

AB Metal er et fatamorgana i dansk erhvervspolitik. En fremstillingsvirksomhed, der beskæftiger 80 faglærte og ufaglærte medarbejdere langt fra København, og som oveni købet eksporterer rigtige fysiske produkter i international konkurrence. Sådan en virksomhed, som vores politikere altid taler om, er så tvingende nødvendig for samfundsøkonomien, men som vi alle sammen ved, at vi har for få af.

Hans er meget bevidst om sit ansvar. Hans ledelse er afgørende for at fremtidssikre AB Metal og dermed eksistensgrundlaget for medarbejderne og lokalsamfundet. 'I er guld værd', har borgmesteren en gang sagt til ham, fordi egnens unge gennem generationer har fundet lærepladser her. Fire lærlinge har AB Metal altid. 

Den daglige ledelse fungerer effektivt, og samarbejdet er generelt godt. Der er sorte tal på bundlinjen og vækst i ordretilgangen. Men det har været hårde år gennem krisen, hvor Hans måtte trække på den private kassekredit. 

En udskældt samfundsstøtte

Så her er manden, der gør, hvad alle de kloge taler om: Udøver ledelse, der skaber vækst og beskæftigelse i fremstillingsvirksomheder langt fra de bonede gulve. 

Ejerledere som Hans Buck er helt afgørende for ikke bare deres egen virksomhed i et lokalt miljø. Det handler om Danmark. I en Børsen Analyse skrev Erhvervsredaktør Niels Lunde anerkendende, at netop ejerledere er nogle af de mennesker, der skaber mest værdi i det danske samfund: 'De er rygraden i dansk erhvervsliv'. (Det næste Danmark, 23. September 2014)

Hans er ingeniør og anden generation i virksomheden, som han har ledet med succes gennem tyve år. Men han har faktisk ikke nogen lederuddannelse, og det er jo et paradoks i et land, hvor mantraet er, at kompetenceudvikling skal redde vores konkurrencedygtighed. Derfor skældte Niels Lunde disse samfundsstøtter ud: "Disse ledere har sjældent en lederuddannelse (...) Kun få af dem retter op på det problem ved at tage en efteruddannelse."

Det gør Hans så, når han har første skoledag på CBS. Det bliver en udfordring, ikke bare for Hans men også for de politikere, embedsmænd, akademikere og debattører, der messer mantraet om kompetenceudvikling. 

Følg med, når CBS møder Thy

På bloggen vil jeg nysgerrigt følge Hans på studiet. Vurderer han, at en master i ledelse bidrager til hans store ledelsesopgave med at fremtidssikre AB Metal? Er fraværet forsvarligt, og kan det overhovedet lade sig gøre for en travl ejerleder, der i forvejen arbejder langt mere end normen i dette land? Skaber det værdi for de 80 medarbejdere, at direktøren får formaliserede ledelseskompetencer? Og når værdien helt ud til kunderne og ned på bundlinjen, når ledelseskompetencerne rammer fremstillingsvirksomheden langt fra København? 

Her er meget at lære, ikke bare for Hans. Følg gerne med på bloggen. 


 

Se flere blogs



Profil

Annette Franck

Annette Franck

Ekspert i forandringskommunikation. Stifter af Corporate Voice
www.corporate-voice.dk

Annette Franck blogger om, hvordan vi samarbejder produktivt på vores arbejdspladser, når hverdagen konstant udfordres af komplekse forandringer. Resultater og trivsel hænger sammen, men rækkefølgen er afgørende: Når vi samarbejder om at skabe resultater, så trives vi.

Med 20 års erfaring i ledelse, forretningsudvikling og Human Ressource er Annette specialist i forandringskommunikation og forfatter til bogen "Modarbejder eller medarbejder - Forandringskommunikation skaber samarbejde". Hun rådgiver om udvikling og implementering af forandringer på arbejdspladser. Hendes baggrund er cand.phil. i voksenpædagogik, MBA og master i journalistik.