2015 venter - og du er menneske!

Steffen Hedebrandt

Et år er afsluttet. Et nyt år er begyndt. Det er tid til refleksion. Det er tid til ambition.

Kære læser, hermed følger min nytårstale.

Væk er nu forlængst de dage, hvor engangsgrillen blev fundet frem flere gange om ugen. Den ene festival stod på kø efter den anden. Peter Sommer har sunget To Kong-fu for en Kong-fu’s pris. Spørger man Google, er søgningerne efter ”Parterapeut” stærkt stigende. Regningen skal betales. SU-lånet afdrages. Hverdagen venter. Arbejde og dets nødvendighed åbenbares. Det er situationen for os ”omkring 30”, i konkret som overført betydning.

Det startede egentlig godt. Velformuleret og velreflekteret. Mikkel Lauritzen lagde ud med en kronik i Politikken. Identificerede ironien som kryptonit for et lykkeligt liv for os ”omkring 30”. Så blev det Paul Sauers tur i Jyllandsposten. Han stillede spørgsmål og undersøgte, hvorvidt os ”omkring 30” fysisk og mentalt opførte os yngre nu, end vores forældre gjorde, da de var på vores alder. Dernæst blev det Eini Carina Grønvolds tur i Information. Nu var vi generationen, der blev indhentet af finanskrisen.

De ovenstående indspark er skrevet af kronikører ”omkring 30”. Fælles for dem gælder, at de har opdaget, at sommeren er ovre. Hverdagen venter. Winter is coming.

Hver for sig har det været gode indlæg. Jeg har nydt dem. Jeg har følt mig underholdt. Jeg har kunnet relatere.

Lægger man dem sammen, finder man dog en sørgelig tendens. En ikke-skabende tendens, som ingen kan bruge til noget. En slags velskrevet sutteklud. En genindspilning af TV2’s klassiker ”Det er samfundets skyld”. Er du ikke lykkelig? Bebrejd nogen andre.

Det meningsdannende mediebillede har legitimeret, at det er andres skyld, ikke din.

Jeg er selv barn af denne curling-generation. Det er ikke, hvad jeg har brug for at høre. Og det er slet ikke, en indstilling Danmark har brug for.

Menneske - Ikke generation

Jeg havde først besluttet mig, at dette skriv skulle være et modsvar til generationen, fra generationen. Os “omkring 30”. Sagen er bare, at vi ikke er unikke. Dem før os og dem efter, de bærer det samme ansvar. Ansvaret for at være menneske. Et menneske, der vælger. Nogen gange etisk, andre gange æstetisk, men vigtigst af alt vælger. Man høster, som man sår. Hvilken vej. Hvornår?

I en alder af nu 31 har jeg selv oplevet min del modgang. Jeg har haft en mor døden nær af kræft. Overleve. For dernæst at møde et system, der nægter sit erstatningsansvar fordi patienten ikke med mere end 97% sikkerhed kan overbevise lægerådet om den enkelte læges fejl. Absurd. Jeg har prøvet at miste mit livs kærlighed, hende jeg troede jeg skulle leve resten af livet med. Det skulle jeg ikke. Jeg har haft studiegæld. Op til over begge øre endda. For at afdrage måtte jeg rejse til et andet land. Bo og arbejde, mens jeg lejede et enkelt værelse. Det har været hårdt. Det er hårdt, men det gør mig bare ikke speciel. Det er ikke verden imod min generation. Det er mig, der er menneske, med hvad dertil hører. I medgang og modgang. 

9 sandheder om at være menneske

Lad i stedet pilen pege indad. Lad os starte med the man in the mirror. Forudsæt at alt, som sker dig i dette liv, starter og slutter med dine handlinger. Hvad er egentlig de vigtigste ting at vide om det at være menneske? Hvilke sandheder ville du ønske, at du kunne have fortalt dig selv noget tidligere?

Jeg ville ønske, at jeg fra starten vidste at:

Du kan gøre hvad du vil i dit liv. Hvis der er andre som har opnået noget i deres liv, så kan du også. Studér dem, find ud af, hvordan de er lykkedes, invitér dem på kaffe. Arbejd hårdt. Grundigt. Vær nysgerrig. Gentag. Du vil blive overrasket over hvor mange, som siger ja til at drikke en kop kaffe og dele et par gode råd ud. Ønsker du at opnå noget som ingen har opnået før, er det sværere, men det kan lade sig gøre. Tag chancer. Vælg, handl, test dine tanker af på virkeligheden. Fortsæt med de handlinger, som bringer dig tættere på dit mål og efterlad de, som ikke gør.

Der er altid noget som du kan lære af enhver situation. Den dummeste i verden er den, som tror, at han ved alt. Valg er lig med konsekvens. Ingen valg er også lig med konsekvens. For at blive menneske må du vælge, hvem du er og hvad du vil. I skolen lærer du ikke alt og nogen lærer slet ingenting. Har du grundigt overvejet din situation, find da tryghed i at ligegyldigt hvad du vælger, så består det vigtige i, at du tør træffe et valg. Sidenhen må du evaluere resultatet. Livet forstås på den anden side af comfortzonen og hvis du ikke lever din egen drøm, er du blot en del af en andens. Pas på, hvem du tager råd fra. Giv aldrig op. Fremad, fremad, fremad.

Hvis du vil være succesfuld, så må du omgås succesfulde mennesker. Gamle venner er ikke nødvendigvis gode venner. Nogle af dem er, bestemt, men bare fordi du voksede op med dem kan du godt stille spørgsmål. Vi er, hvad vi gentagende gør, succes er derfor ikke en handling, men en vane. Vi bliver dem som vi spiser. Du har ikke brug for de personer i dit liv, som ikke har forstået, at man til hver en tid må være en guitar (giv – tag). Hvis du ikke positivt bidrager til dine relationer, skal du ikke forvente, at de giver til dig. Hvis du vil gå hurtigt, gå alene. Hvis du vil gå langt, gå med andre. Og desto dygtigere mennesker du gør dette med, des bedre.

Livet går op og ned. Det er svært at spå, særligt om fremtiden. Nogle gange har du medvind, nogle gange mødes du af stiv kuling. Det ene sekund er du helten, det andet er du skurken. Har du en fast forståelse af, hvordan tingene altid bør være, så vil du atter og igen blive skuffet. Livet skifter. Hver dag er en mulighed for at gøre en forskel. Positiv eller negativ. Af modgang bliver du stærk. Intet kultiverer som smerte. Alle kan danse på en sommerdag.

Nogen ting er bedre end andre. Ikke al kunst er god kunst. Ronaldo over Rommedahl. TED over TV2. Michael Jackson over Miley Cyrus. Gode mennesker over dårlige. Vælg de gode ting i livet til. Vælg de ting, som ikke er gode for dig, fra. Stil dig ikke tilfreds med det halve, hvis du vil have det hele. Spis det, som er sundt, og lad det usunde høre sjældenhederne til.

Menneskene i dit liv er de vigtigste. Nogle få dage kan du give dem krummer. Andre dage kan du servere gourmét. Først og fremmest må du byde dine nærmeste på en sund og tilstrækkelig kost. Din nye telefon, kjole, skjorte, taske, frakke, bil, båd, lejlighed. Det er F****** ligegyldigt. Har det ingen puls, har det anden prioritet. Forstår du ikke dette, kan du have alle denne verdens penge, men du vil stadig være fattig. Hvem er du uden dine ting?

Ærlighed og integritet er det vigtigste. Du ved, hvad du ser. Inde i dig selv ved du, hvad som er rigtigt og forkert. Vælg ikke anderledes, blot fordi dine valg ikke passer andre. Giv ikke ret, for at få fred. Din fred på jorden afhænger af din integritet og ærlighed. Den vedligeholdes ved at bekæmpe løgne og manglende etik. Hvis du giver slip på dette, mister du alt. Stå ved dig selv, transparent.

Du må være tilstede. I går er i går. I morgen er i morgen. Nu er nu.  Tænker du for meget på i går, går du gennem livet med for mange sten i rygsækken. Tænker du for meget på morgendagens plan, glipper du dagens muligheder. Du må være i balance. Du må turde kigge din kære(ste) i øjnene. Du må gøre dit bedste, nu. I dag.

Der er INGEN som har regnet det hele ud. Ingen kender virkelig sandheden. Ikke dine forældre. Ikke dine lærer. Ikke ham eller hende din drømmekæreste. Ikke engang din chef. Autoritet er ikke lig med at have regnet den mest ud. Alle regner verden ud løbende. Standpunktet gælder indtil der er et nyt. Du kan have lige så meget ret som dem. Lev dine tanker ud. Goliath vandt ikke over David. Vælg.

Med denne række (foreslåede) sandheder er vi nu tilbage ved udgangspunktet. Der kommer modgang. Der kommer medgang. Du vælger. Du begår fejl. Det er okay. Sådan er det, at være menneske, om du er ”omkring 30” eller et helt andet sted. Det hjælper ikke at bebrejde Gud, konge, fædreland, generation eller samfund. Det nye år venter. Forår. Sommer. Efterår. Vinter. Du må drømme, tænke, gøre. Menneske.

Godt nytår!


 

Se flere blogs



Profil

Steffen Hedebrandt

Steffen Hedebrandt

Steffen Hedebrandt blogger om iværksætteri – især den slags, der handler om digitale løsninger. Han ser de muligheder, andre overser, hver gang en branche vendes på hovedet af nye idéer og teknologier.

Som cand.merc. med iværksættererfaring er Steffen Hedebrandt nu marketingdirektør hos Airtame, der har udviklet en wireless HDMI-løsning til virksomheder. Han er desuden tidligere nordisk direktør hos Upwork.com, verdens største platform for freelancere.