Sådan binder du butterflyen og folder lommekluden

BLOGS herremode Torsten Grunwald
30. dec. 2014

Nytårsaften er lir og gear. Det sidste inkluderer smart tøj, en smoking for eksempel, og dertil en sort sløjfe - en butterfly. Den nemme løsning er en forbunden butterfly. Men den er perfekt og kedelig. Selvbinderen er mere graciøs og må anbefales. Modsat slipset, der kan bindes på flere måder, bindes butterflyen kun på én måde. Her følger en guide:

1. Justér længde på sløjfe, så den passer til krave, og læg sløjfe om krave med den højre snip hængende lidt længere nede end den venstre.

2. Før den højre snip over den venstre ...

3. ... og før den op igennem hullet.

4. Læg snip op på højre skulder, og stram knude let. 

5. Buk snip på bryst, og dan sløjfeform. Hold på plads med langemand.

6. Lad snip på skulder falde ned over midten af sløjfe, og hold på plads med langemand igen.

7. Sandhedens øjeblik: Grib ender i den begyndende sløjfe, og træk dem lidt ud fra hals. Et hul - en løkke - dannes bag sløjfe. Snip på bryst skubbes sideværts igennem hul. Sløjfe justeres, så ender er nogenlunde lige brede, og knude strammes en anelse ved at trække i sløjfeender tættest på selve knude.

8. Sådan, gear til lir.

--

Når butterflyen roterer under hagen, skal lommetørklædet - lommekluden - placeres i jakkens brystlomme. Der er to veje at gå: den nonchalante eller den kontrollerede. Valget er alene et spørgsmål om temperament. Den nonchalente vej betyder et lommetørklæde, der bruser og overstrømmer brystlommen (tænk Prins Henrik). Den kontrollerede vej betyder et skarpt foldet lommetørklæde, der titter frem som en streg eller en spids af brystlommen (tænk Mad Men). Her er fem måder at folde lommetørklædet på:

Fold lommekluden firkantet

Fold lommekluden med kaos

Fold lommekluden med tre spidser

Fold lommekluden indefra & ud

Fold lommekluden i en spids

Jeg må naturligvis nævne, at jeg skriver mere om butterfly, lommetørklæder og alt muligt andet klassisk gear i bogen Den velklædte mand, der netop er udkommet. 

Foto: Stiljournalen


 

Læs også



Profil

Torsten Grunwald

Torsten Grunwald

Torsten Grunwald ved alt om jakkesæt, skjorter, slips og resten af herregarderoben, og på bloggen deler han ud af både aktuelle trends i herremoden og klassiske pejlemærker til det velsiddende jakkesæt og de passende sko til enhver anledning.

Siden 2004 har Torsten Grunwald skrevet om herremode for Børsen. Han driver butikken www.grunwald-true-style.com og udgav i 2014 den anmelderroste bog Den velklædte mand i samarbejde med Peter Lund Madsen. Bogen bærer samme navn som Grunwalds egen blog om god tøjstil, www.denvelklædtemand.dk