Socialt entreprenørskab: Her er 8 virksomheder, som imponerer både aktivister og investorer

Steffen Hedebrandt

Kan en virksomhed tjene penge, samtidig med at den er fokuseret på at gøre noget godt for verden? Det er spørgsmål, som igen og igen bliver ved med at blive rejst, såvel akademisk som i det private erhvervsliv.

Socialt entreprenørskabkanvære svaret på dette, men er det det? Lad os først tage et skridt tilbage og se, hvor denne trend kommer fra.

De første spæde skridt til en afbalanceret tilgang mellem ren kapitalisme og virksomheders samfundsansvar (CSR) kan ifølge Wikipedia spores tilbage til 1960’erne. Jeg selv blev først rigtig bevidst om dette begreb engang i 00’erne. Det tror jeg også gælder for de fleste andre. Hvad CSR er? Hmm. Det er i hvert fald noget med, at man som virksomhed skal tage ansvar for og være bevist om sin rolle i den verden, hvori man virker – og ikke blot med kortsigtet vinding for øje udnytte enhver situation til at maksimere det økonomiske output.

CSR ifølge Wiki: CSR aims to embrace responsibility for corporate actions and to encourage a positive impact on the environment and stakeholders including consumers, employees, investors, communities, and others.

Sideløbende har de største og mest miljøtunge danske virksomheder siden 1997 afleveret et grønt regnskab.

Vi er der dog ikke helt endnu. Er det så erhvervsmennesker og entreprenører, som sideløbende fungerer som filantroper, sociale aktivister, miljøforkæmpere og deslige? Det er det nok heller ikke. I hvert fald ikke udelukkende.

Socialt entreprenørskab handler i mine øjne om at tilbyde et produkt eller en service, hvormed man gør en positiv forskel for mennesker, miljø og / eller samfund, samtidig med at virksomheden drives økonomisk rentabelt.

Et klassisk eksempel på en social entreprenør er Muhammad Yunus, som med Grameen Bank igangsatte udlån til kvindelige entreprenører i Den Tredje Verden. Han fik i 2007 Nobels fredspris for dette.

Hvorfor socialt entreprenørskab?

Vi lever i det meste af Vesten i overflod. Information. Ressourcer. Stimulans. Alternativer. Vi bliver konstant bombarderet, online som offline.

Virksomheders produkter eller services er ikke unikke længere. Verden er blevet hyper-transparent. Forbrugerne er oplyste. Det kan ikke nytte at forsøge at snyde. Sandheden er kun et greb i lommen væk. Transparens er ganske enkelt en forudsætning for at drive virksomhed i dag. Det har internettet for evigt cementeret. Det stiller krav til en virksomhed, hvis den vil skille sig ud.

Det kan virksomhederne (stadig) gøre, hvis de fungerer på to (socialt og økonomisk) eller tre plan (socialt, miljøvenligt og økonomisk), populært sagt de tre p’er: People, Planet and Profit. Det er det, de sociale entreprenører har forstået.

Et positivt afkast heraf er, at virksomheder, der dækker alle 3 p’er, ser et større medarbejderengagement og en højere effektivitet. Det skyldes, at medarbejderne ofte aktivt har udvalgt den virksomhed, de er ansat i, da de ved, at de åbenlyst gør noget mere for verden end blot at sikre ejerne profit.

Jeg tillader mig at lade mig rive lidt med her og vil påstå:

At de virksomheder, som skaber positiv impact for både mennesker, vores planet og samtidig laver profit – de må rationelt såvel som emotionelt blive fremtidens vindere.

Hyldest til de sociale entreprenører

Afslutningsvis skal du her få nogle eksempler, som forhåbentlig kan inspirere dig til at tænke virksomhed på flere niveauer end blot det økonomiske:

CodersTrust: Et dansk projekt, som via mikrolån uddanner freelancere til at arbejde på internettet, i første omgang i Bangladesh. De udvalgte studerende modtager et beløb, der skal anvendes på computer, uddannelsesadgang, leveomkostninger etc. I takt med at de opkvalificerer sig, betaler de deres lån tilbage, og CodersTrust laver et overskud per studerende. Potentialet er enormt. I dag er der mere end 121 millioner unge uden uddannelse på verdensplan.

MYC4: Inspireret af Grameen Bank grundlagde Mads Kjær i 2006 MYC4, som identificerer potentielle mikrolånmodtagere i Afrika. Investeringerne gives fra hele verden og hjælper lokale entreprenører i gang med deres forretning, samtidig med at investoren betales mere end markedsrenten tilbage på sit lån.

BLEAF: Vi har alle hørt historien om Kasi-Jesper. Armbånd og andet (ligegyldigt) nips til en pris, alle kan være med på. Det kunne også være historien om BLEAF, men der er mere. I dag er der 61 træer tilbage per person i verden. Det vil BLEAF ændre på. Derfor plantes der 61 træer, hver gang et armbånd købes til en pris, alle kan være med på (395,-). Første mål er at plante 1 million træer, men potentialet er til meget mere.

Aarstiderne: Aarstidernes idé er simpel, de dyrker økologiske grøntsager på deres gårde og pakker sæsonens økologiske råvarer i en kasse, vedlægger opskrifter på velsmagende hverdagsretter og kører kassen ud til din hoveddør.

Den første kasse med Aarstidernes karakteristiske snabel-å kom til verden i 1999.

I dag leverer de til ca. 40.000 familier i Danmark og 5.000 familier i Sverige.

Indiegogo: Deres mission statement siger det hele: Hjælp alle med at ændre verden, én idé ad gangen. Ved at hjælpe kunstnere, entreprenører og drømmere af enhver slags med at realisere deres idé skaber de relationer og et community mellem investorer og skabere. Som ekstra eksempel på deres sociale øje har de doneret penge til Gazas eneste startup accelerator.

Warby Parker: Det her er et godt eksempel på en virksomhed, som fungerer på to plan. Ganske simpelt: Hver gang, Warby Parker sælger et par briller, så donerer de også et par.

GoldieBlox: Det er svært ikke at elske GoldieBlox. Deres mission er at lave legetøj, spil og bøger, som kan inspirere og uddanne piger fra en tidlig alder til tekniske fag, som typisk har været drengedominerede. Projektet er startet via en crowdfunding-kampagne og sælges nu i førende legetøjsbutikker over hele USA.

Skillshare: Gratis kurser på internettet. Er der noget, som du er helt vildt dygtig til, og ville du ønske, at du kunne undervise andre i dette, så kan du gøre det på Skillshare. Det kan også være, at du ønsker at lære at tegne, spille guitar, programmere eller noget fjerde. Undervisning og uddannelse foregår i dag alle vegne. Fremtiden tilhører de nysgerrige.

LUSH: Denne kosmetikvirksomhed fører an, når det kommer til miljøbevidsthed og etisk forbrugerbevidsthed. LUSH’s produkter er håndlavede, friske og økologiske materialer, ikke testet på dyr, ikke pakket ind og meget mere. Ganske enkelt er det fortrinligt ambitiøst og bør være en inspiration for hele den produktproducerende industri.

Ved at splejse formål og profit sammen gør disse virksomheder verden bedre for mennesker og vores planet på profitabel vis.

I sidste ende, så skal du og din virksomhed støtte Socialt entreprenørskab fordi: 

Er du en social entreprenør? Er du uenig i min definition? Kender du andre eksempler på virksomheder, som drives således med et socialt fokus? Eller har du en generel kommentar til dette indlæg? Så skriv gerne din mening i kommentarfeltet herunder.


 

Se flere blogs



Profil

Steffen Hedebrandt

Steffen Hedebrandt

Steffen Hedebrandt blogger om iværksætteri – især den slags, der handler om digitale løsninger. Han ser de muligheder, andre overser, hver gang en branche vendes på hovedet af nye idéer og teknologier.

Som cand.merc. med iværksættererfaring er Steffen Hedebrandt nu marketingdirektør hos Airtame, der har udviklet en wireless HDMI-løsning til virksomheder. Han er desuden tidligere nordisk direktør hos Upwork.com, verdens største platform for freelancere.