Rosendahls fremragende krisehåndtering

Kim Ege Møller
BLOGS Af

Det kunne være endt i en mediekrise, men fremragende mediehåndtering gjorde, at Rosendahl vendte den potentielle mediekrise til en god marketing-gimmick. 

Balladen ulmede på Facebook, og Ekstra Bladet havde allerede krævet den første bitre artikel. Rosendahl, der producerer og markedsfører den kendte Kay Bojesen-abe i træ, havde forbudt en ung kvinde at distribuere sin hækleopskrift på aben på nettet. Set fra et mediesynspunkt kan det næsten ikke blive bedre: Den store mastodont, der tryner den stakkels hæklepige. Og så var sagen endda ved at eksplodere lige op til jul! ! Det er faktisk bedre end både Jensens Bøfhus og McDonalds.

Og grundlaget for sagen var i orden. Rosendahl ejer rettighederne til både Kay Bojesen-aben og sangfuglen, der også var "offer" for hækleproduktion, og hos Rosendahl har de sikkert nogle jurister, der kan kende en krænkelse af ophavsretten, når de ser den. Og når den hækleglade Lærke Drescher Sørensen ligefrem begynder at dele sin hækleopskrift på sin blog og på Facebook, ja så er vi i gang med en klokkeklar overtrædelse af rettighederne til Rosendahls produkter, hvilket man naturligvis bliver meddelt.

Kommunikations og salgsfolk der både kan tænke og handle hurtigt

Men i 2014 kan man ikke kommunikere juridiske holdninger på samme måde, som man kunne i 2013 eller 2004. Historien om Rosendahls håndhævelse af juraen over for den stakkels Lærke Drescher bredte sig lynhurtigt på nettet. Bedre blev det ikke, da Lærke Drescher pligtskyldigt pillede hækleopskriften af sin blog.. På få dage eksploderede mængden af besøg på bloggen med mere end 20.000 besøgende.

Heldigvis for Rosendahl har de også salgs- og kommunikationsfolk, der kan kende en potentiel mediekrise, når de ser den. Og heldigvis for Rosendahl kan de tilmed tænke, gøre det hurtigt og træffe de rigtige beslutninger. For lige inden den kraftigt buldrende krise brød i kog, blev den stoppet – og det blev gjort lige så elegant og stilsikkert, som ethvert Rosendahl-produkt. Her var, hvad man sagde: 

"I udgangspunktet er Kay Bojesens træfigurer og designs beskyttet af ophavsret. Ligesådan er navnet Kay Bojesen er et registreret varemærke. Det betyder, at vi er forpligtet til, over for Kay Bojesen familien, at beskytte både design og brand. Når det er sagt, så synes vi, at hæklede aber og hjemmelavede uroer til børn, inspireret af de ikoniske designs, er både skønne og sjove. Vi er så stolte over, at så mange har lyst til at være med til at hylde aben og resten af dens familie på denne måde.

Derfor er vores holdning, at det er helt i orden at udvikle hæklemønstre inspireret af Kay Bojesen universet og dele dem med andre hæklere, så længe det udelukkende er til privat brug og ikke med et kommercielt formål. Det er altså ikke tilladt at sælge mønstrene eller de færdig-hæklede produkter.

Vi er faktisk meget nysgerrige efter at se jeres kreative bud på det folkekære design. Derfor håber jeg I vil dele jeres færdige resultater på Facebook eller Instagram med hastagget #mitKayBojesen."

Næææææh! Et rigtigt menneske!?!

Ikke alene lykkedes det Rosendahl at få stoppet den ulmende krise og få gjort det til en marketing-gimmick, hvor de indirekte får hæklere til at fremhæve Kay Bojesen-produkter. Man har i denne reaktion gjort både bestyrelsen, juristerne og kunderne glade. Og så fik man sendt et positivt budskab, der på grund af krisens ulmende omfang blev spredt i alle de vigtige medier. Endelig sørgede man for, at et par ualmindeligt veltalende og menneskelige repræsentanter for Rosendahl stillede op til interviews med medierne, og de gav bl.a. dette svar til Ekstra Bladet:

"Det er først nu, det er gået op for os, hvor stort det er, det der hækling, og vi har jo ikke noget behov for at være en stor, sur virksomhed, der siger, at det må de ikke," siger Charlotte Fly Andersen, der er salg- og marketingsdirektør i Rosendahl Design Group, til Ekstra Bladet.

Man bliver helt glad! Et rigtigt menneske, fra en stor virksomhed, der taler som et rigtigt menneske, og erkender at man kan tage fejl. Ingen spin, ingen forblommede kommentarer og juridiske udredninger – bare god og stærk kommunikation.

Glædelig jul!


 

Se flere blogs



Profil

Kim Ege Møller

Kim Ege Møller

Kim Ege Møller er chefrådgiver i MSLGROUP, og har mere end 15 års erfaring med journalistik, strategisk kommunikation og PR.

Hvordan kommunikerer man om nyheder, forandringer, disruption og kriser? Kim Ege Møller skriver om kommunikation i erhvervslivet, om strategier, håndtering og konsekvenser.

Kim Ege Møller, er 44 år, uddannet journalist og har gennem de sidste 20 år været kommunikationschef i en række større danske og internationale virksomheder, og er i dag chefrådgiver i kommunikations og lobby-virksomheden MSLGROUP.

www.mslgroup.com