Vær mod din næstes bil som var det din egen!

BLOGS Af

En smadret kofanger, ridset dør eller en såkaldt "Bilka-bule". Ni ud af ti af os har prøvet at få en parkeringsskade, hvor den, der har forvoldt skaden, er væk over alle bjerge og tilsyneladende har glemt at efterlade sit navn og nummer. Bilister overholder med andre ord færdselsloven – bare ikke på landets parkeringspladser, viser en undersøgelse TNS Gallup har lavet for os i Gjensidige Forsikring.

Det undrer mig, at man på denne måde sætter loven ud af kraft. At lave en skade på en andens bil kan jo sammenlignes med, hvis jeg uforvarende kom til at slå noget i stykker på min nabos hus, eller ødelagde hans græsslåmaskine den dag, hvor han ikke lige var hjemme. Her ville de færreste vel være i tvivl om, at det er mit ansvar og ikke blot lunte væk?

Når det handler om skader på parkeringspladser, mener mange tilsyneladende, at regler åbenbart kan tilsidesættes, og at færdselsloven ikke gælder. Der sker på en eller anden måde noget med os, når man mere eller mindre uset har chancen for at smutte fra en skade. Er det fordi, det er nemmere at lade være at tage ansvar end at stå ved det? Jeg har læst etik-forskere, der sågar mener, at det er fordi, vi er i stand til at bilde os selv ind, at vi i virkeligheden er uskyldige i det, der er sket. At sidemanden vel egentlig holder lige lovlig tæt på, at man derfor var nærmest nødt til at åbne døren over i den for selv at komme ud, selv om bilen på ingen måde overskrider de opmærkede striber, der markerer båsen.

Ifølge Gallups undersøgelse angiver ni ud af ti som sagt at have fået en skade, men det er kun tre procent af de danske bilister, som indrømmer, at de i løbet af de sidste tre år har lavet en skade på en andens bil uden at gøre opmærksom på det. Det giver ingen mening. Nogen vil måske hævde, at ikke alle opdager, at de har lavet en skade. Den er jeg med på, men jeg nægter at tro, at så mange mennesker kan undgå at se, høre eller mærke, hvis de bakker ind i en andens kofanger eller slår døren op i en andens bil? Eller også er det, fordi vi bare ikke tænker på, hvad det betyder for det menneske, vi ikke kan se, fordi vedkommende er væk fra sin bil. I virkeligheden svarer det jo til at stjæle en 5 – 6.000 kr. eller mere fra ham, der står ved siden af dig. Hvem ville nogensinde drømme om at stikke poten ned i en andens lomme og lige fiske beløbet op af lommen for derefter blot lige så stille at forsvinde fra gerningsstedet? Men det gør vi altså i stor stil, når det gælder om at rømme p-pladsen, før nogen opdager, hvad vi har gjort.

Jeg sætter i fremtiden min lid til medvidner på parkeringspladsen. Her siger 68 procent i undersøgelsen, at de ville notere nummerpladen og efterlade en seddel til ejeren af den skadede bil, mens 30 procent vil ringe til politiet. Eller også skal vi til som bilister at vænne os til at bakke ind i parkeringsbåsen – i hvert fald viser vores erfaringer, at risikoen for skader falder, hvis du ikke skal bakke ud fra din parkeringsplads, når du skal derfra.

For jeg kan da slet ikke forestille mig, at grunden til at så mange kører væk uden at give sig til kende, handler om den regning på minimum 5 – 6.000 kr., som de P-skader i gennemsnit koster? Måske ved folk ikke, at deres lovpligtige ansvarsforsikring gælder, eller også vil de ikke betale selvrisikoen. Eller hvad siger du? Hvad med næste gang, du bakker eller åbner din bildør at behandle og tage hensyn til bilen ved siden af dig, som var det din egen?


 

Læs også



Profil