Topchefens integritet

Alexandra Krautwald

Hvad nu hvis vi antager, at integritet i en organisation handler om at:

  • Give medarbejderne de bedste muligheder for at kunne oplyse topledelsen om uregelmæssigheder i virksomheden
  • Belønne medarbejdere og ledere for god etik og handling
  • Have advarselssystemer der "giver lyd", når der opstår situationer, der strider mod organisationens etiske standarder
  • Sørge for konsistens mellem ord og adfærd
  • Implementere systemer og strukturer der følger op på virksomhedens moralske forpligtelse


Og hvad nu hvis vi samtidig antager, at den, der har hovedopgaven med, at ovenstående sker, er toplederen.

Kan vi så komme uden om, at bestyrelsens ansvar og overvågenhed må intensiveres indenfor en række helt konkrete områder?

Der hersker ingen tvivl om, at bestyrelsen må sørge for at sætte et hold, der kan skabe gevinst og overskud. Men overdreven fokus på profit og belønning af hyperpræstationer tiltrækker de forkerte topledere og smadrer både organisation og medarbejdere. Endimensionel og kortsigtet shareholder value står for fald. Bestyrelsen er derfor nødt til at balancere deres fokus på strukturer, der fremmer direktionens etiske habitus.

Vi er ved at forlade de økonomiske makromodeller, der fik os til at tro, at vi kunne indrette strukturer og systemer uden at tage højde for, at der var mennesker involveret. Med alle de styrker og svagheder, som mennesker fra naturens side har.

Forskning viser, at vi snart forlader det paradigme, hvor forenklede verdensbilleder satte retningen for virksomhedens kurs og mission. Topledere med magiske evner og kortsigtede heltegerninger duer ikke i fremtidens direktionslokale. Samarbejde og ansvar mellem respektfulde og lyttende mennesker, der ved at verden ikke er enkel, og er klar over at der er brug for andre end dem selv, vil til gengæld blive efterspurgt i det nye paradigme.

Den nye videnskabelige retning og løsning på nutidens mange konkurser og forfald hedder Behavioral Economics. Modellen giver bestyrelsen mulighed for at:

  1. Opbygge en ordentlig integritetskultur - Sammen
  2. Tage højde for mulige økonomiske katastrofer
  3. Realisere virksomhedens overordnede mål
  4. Styre virksomheden efter en række basale sandheder baseret på hvordan mennesker tager beslutninger og handler


Det er en fantastisk mulighed for en bestyrelse – men som med alle andre muligheder følger også ansvaret for at gøre det ordentligt.

Hvor stiller det så dansk erhvervsliv og dets bestyrelser?


 

Se flere blogs



Profil

Alexandra Krautwald

Alexandra Krautwald

Adm. direktør
Composing A/S
Alexandra Krautwald blogger om de konsekvenser, erhvervslivets udvikling har for ledere. Hvis du sidder i chefstolen, er det her, du skal følge med for at holde fingeren på pulsen.

Som rådgiver for top- og mellemledere og forfatter af to bøger om ledelse har Alexandra Krautwald de bedste forudsætninger for at give brugbare indspark til debatten om, hvad der skal til for at lede med succes.