Diwali presser diamantpriser ned

Katerina Pitzner
BLOGS Af

I disse dage fejrer vores indiske venner Diwali – Lysets Fest, som svarer lidt til vores Nytår.

Selvom min branche stadig er domineret af jøder, har flere indere vundet terræn gennem de sidste 15 år. De startede som diamantslibere, men ville ikke blot nøjes med at passe slibebænkene. For at få et større udbytte har flere af dem efterfølgende etableret handelskontorer i Antwerpen.

Og det er netop i disse dage, der kan være ekstra stor mulighed for at lave en særlig god diamanthandel, hvis man handler med en inder. Historien viser, at den indiske diamanthandler er ekstra ivrig for at lukke en aftale

i dagene omkring Diwali. Ifølge traditionen vil han gøre alt for, at året slutter godt og starter godt. Der er nemlig en tro på, at årets afslutning og start får indflydelse på, hvordan det nye, år bliver.

I inderens business betyder det, at de gerne skal afslutte det gamle år og helst også starte det nye år ved at lave en god handel. Den gode handel er ikke, som den, i dansk kultur, nogle gange kan optræde:

” Ha! Den kloge narrer den mindre kloge – nu lavede jeg så sindssyg god en handel, hvor jeg pressede citronen så meget i knæ, at jeg nærmest stjal den. Gnæk gnæk...”

Nej, den gode handel for en inder, er en handel, som er vigtig for ham, dvs. den er bevis på, at der er gang i forretningen, den har økonomisk værdi og gør både sælger og køber glade. Han vil gå langt for at få alle kriterier opfyldt, men hvis ikke det er muligt, vil han gå efter de 2 første kriterier: 1) Få lukket en aftale, der beviser, at forretningen er levende. 2) Den økonomiske betydning. Han tjener penge.

Hvis ikke handlen ser ud til at gøre ham selv og den anden glad, vil han måske vælge at gå på kompromis med sin egen tilfredshed for at opnå de andre behov.

Når jeg er særlig opmærksom i disse dage, er det ikke for at udnytte ”det svage punkt”. Det handler snarere om at lukrere på, at der kan være folk, som dels er særlig motiverede for at skabe forretning, men som også vil gå den ekstra mil for at skaffe det bedste. Økonomisk set kan man ofte opnå en rabat på 1-3%, som kan betyde en ganske betragtelig sum penge.

Gid det var Diwali hele året.


 

Se flere blogs



Profil

Katerina Pitzner

Katerina Pitzner

Diamanthandler
Katerina Pitzner blogger om det, der er værd at vide inden for diamantbranchen. Uanset om du overvejer at investere i egne ædelstene eller bare deler interessen for den eksklusive handelsvare, er Katerinas blog det rette sted at følge med.

På vegne af private forbrugere og investorer handler Katerina Pitzner direkte på verdensmarkedets diamantbørser og sidder selv som direktør for Copenhagen Diamond Exchange. Hun er desuden forfatter til bogen "Diamantjægeren – en rå verden i glimt".