Få succes med lethed

Alexandra Krautwald

En menneskekrop er ikke skabt til at sidde på en kontorstol for længe ad gangen. Vi duer heller ikke til at arbejde med komplicerede skabeloner og taste hele vores arbejdsdag ind i systemer. Eller deltage i møder hvor vi bliver bedt om at tage stilling til alt muligt samt foretage for mange rationelle beslutninger. Nye analyser viser, at når vi udsættes for alt for mange dels besværlige, dels overvågede arbejdsopgaver, så fører det ikke - som før antaget - til øget arbejdsglæde og individuelt påtagelse af ansvar. I stedet udvikler vi ineffektivitet, apati og dovenskab.

Desværre bliver vi bare dovne på den forkerte og ukonstruktive måde, fordi den demotivation der fødes gennem ligegyldige og kontrollerede arbejdsopgaver dræner os så meget, at vi stopper med at tage stilling, og på et tidspunkt helt holder op med at komme med positive udviklingsforslag for den organisation, vi arbejder for.

 

Nøglen til fremtiden består af sund dovenskab

På trods af en voksende usund dovenskab, er der meget der tyder på, at begrebet dovenskab er kommet ind i danske virksomheder for at blive der.

Nye analyser viser nemlig også, at en leder i fremtiden kan øge sine medarbejderes effektivitetsprocent med op til 30 procentpoint blot ved at fjerne besværet fra deres skuldre og ved at følge disse øvrige anvisninger:

  1. Udform ambitiøse og enkelt beskrevet strategier og projekter, som alle i organisationen let kan forstå
  2. Gør det nemt for medarbejderne at blive sat ind i nye planer og forandringstiltag. Benyt mange og varierende kommunikationskanaler i overleveringen
  3. Igangsæt kun projekter, som let kan kaperes og handles på af organisationens medarbejdere
  4. Udvikl simple systemer og rutinefunktioner 
  5. Fri medarbejderne for interne møder uden agenda og reelt formål
  6. Giv dem deres eget arbejdsrum. Store kontorlandskaber slår mennesker ihjel
  7. Find ud af hvordan det bliver nemt for medarbejderne at udføre det arbejde, du forventer af dem. Og giv dem så det, der skal til.

 

Drop det meste af seneste tids ledelsesstil

Medarbejdere vil have ståmåtter og hævesænkeborde og tilgængelige arbejdsmetoder, som sætter arbejdet i flow. De vil anvises og hjælpes til at gøre det, der (på et ubevidst plan) er nødvendigt for dem selv og for virksomheden. Og de vil opleve ledere, der udviser tillid til, at de rent faktisk laver noget, når de er på arbejde. Opkastet sidder langt oppe i halsen på alle de medarbejdere, der dagligt udsættes for kontrolsystemer, overvågning og komplicerede tjeklister. De gider ikke længere have presset virksomhedens økonomiske mål, bundlinje- og resultatforventninger, regneark og andre kortsigtede og snæversynede ledelsessyn ned i halsen.

Heller ikke MUS-, PUS-, og TUS samtalerne fører effektivitet, trivsel og engagement med sig. Medarbejderne gider dem ikke. De har for længst opdaget, at det ikke er gennem afholdelse af møder som disse, at de opnår øget glæde og lethed i arbejdet.

Hvor efterlader dette så nutidens ledelsesprofiler?

Det spørgsmål er næppe så let at besvare?


 

Se flere blogs



Profil

Alexandra Krautwald

Alexandra Krautwald

Adm. direktør
Composing A/S
Alexandra Krautwald blogger om de konsekvenser, erhvervslivets udvikling har for ledere. Hvis du sidder i chefstolen, er det her, du skal følge med for at holde fingeren på pulsen.

Som rådgiver for top- og mellemledere og forfatter af to bøger om ledelse har Alexandra Krautwald de bedste forudsætninger for at give brugbare indspark til debatten om, hvad der skal til for at lede med succes.