Hellere frihed end gavebod i familiepolitikken

Lisbet Røge Jensen

Politik behøver ikke være en gavebod for at være givende. Og ret skal være ret: Liberal Alliance har præsenteret et udspil til socialpolitik, der indeholder fremragende forslag til, hvordan man kan gøre livet lettere for landets børnefamilier uden at love guld og grønne skove.

Først var der yoga og klidboller
Først et tilbageblik på forårets familiedebat. Det var den, hvor nogle småbørnsforældre i Politiken klagede over, at have det hårdt, hvilket fik Socialdemokraterne til at gå i baglås og børneminister Manu Sareen (R) til at sige noget jammerligt om klidboller og yoga. (Ros er dog på sin plads til Sareen for at variere bolletypen, der plejer at være spelt, men det er en anden snak.)

Regeringspartierne anede ikke, hvad de skulle stille op med det faktum, at velfærdsstatens familielivsløsning tilsyneladende ikke er en løsning for alle. Den mulighed var ikke faldet dem ind. For hvem elsker da ikke velfærdsstaten? "Kig ud af vinduet, vi har verdens bedste samfund", sagde Sareen sågar på årets Folkemøde.

Hvad? Er velfærdsstaten ikke for alle?
Velfærdsstatens bud på et familieliv med småbørn er, set fra min stol, en standardmodel, der består af to skatteplagede udearbejdende forældre, der tildeles rationeret kommunal børnepasning via pladsanvisningen og arbejder stort set lige så meget i hjemmet som uden for hjemmet, fordi de ikke har råd til at købe aflastning til de huslige pligter og havearbejdet.

Hvad gør man så ved det, som politiker, når landets familier pludselig kræver politisk handling? Nu er vi tilbage ved Liberal Alliance. For man gør som dem. Der findes nemlig en løsning. Den handler ikke om længere barsel, ret til deltidsjob, højere tilskud til dagtilbud eller andre godter fra gaveboden. Løsningen er økonomisk frihed samt valgfrihed indenfor det bestående system.

Her er to konkrete eksempler fra LA-udspillet:

--- --- --- --- ---

•        Lempelse af personskatten i top og bund

Skatten skal lempes både i toppen og i bunden, så forældre – og alle andre - får lov til at beholde flere af deres egne penge. Mens nogle vil bruge en skattelettelse til at tjene lidt mere og for eksempel købe sig til hjælp hjemme, vil andre bruge pengene til at være mere sammen med deres børn.

•        Lettere at vælge tid med børnene

Det skal være tilladt at overføre bundfradraget for topskat fra en forælder til en anden, så familier, hvor den ene ønsker at gå hjemme, ikke straffes økonomisk. Det skal være obligatorisk for kommuner at tilbyde ”pengene følger barnet-ordning”, så en forælder kan passe de helt små børn hjemme. Pengene skal også problemfrit kunne følge barnet til en privat institution eller dagplejer.

--- --- --- --- ---

 

Fjern forhindringer, fremfor at give "gaver"
Forslagene er fornuftige, fordi de fjerner forhindringer. En lavere skat giver større økonomisk frihed til at indrette sig, som man vil. Det giver incitament til at tjene flere penge, som man kan bruge på at udlicitere praktiske gøremål. Således kan man øge sin reelle fritid.

Muligheden for at flytte rundt på fradrag gør det nemmere at lave en fornuftig arbejdsdeling i den enkelte familie. Man bliver f.eks. ikke straffet, når den ene part arbejder deltid, mens den anden arbejder fuldtid eller mere.

Som dagtilbudsområdet pt. er indrettet er en “pengene følger barnet”-ordning det eneste rimelige. Børn skal ikke lokkes ind i et kommunalt pasningsmonopol med skyhøje tilskud. Det bliver de nu, hvor kommunerne sidder på 95 pct. af markedet. Der bør være valgfrihed mellem privat, kommunal og hjemmepasning.

Sådan en politisk løsning kan man kun lave, når man anerkender, at velfærdsstatens standardmodeller ikke er for alle og mener, at der også skal være plads til dem, der har andre præferencer og behov. Det mener regeringspartierne åbenbart ikke. Så havde de selv fundet løsningen.

Der mangler en enkelt ting
Jeg kan få øje på en enkelt ting, der mangler, og det er en liberalisering af dagtilbudsloven. Det ville fjerne kimen til kommunernes almagt, der giver dem så stor en markedsandel. Problemet er, at kommunen både agerer godkendelsesmyndighed, tilsynsmyndighed og konkurrent til private vuggestuer, børnehaver mm. Man kan finde helt konkret inspiration til, hvorledes liberalisering kan gribes an her.

En liberalisering vil give bedre plads til det private initiativ. Det kunne give et mere varieret udbud af pasningsmuligheder: Pædagogiske principper, åbningstider, størrelse, normering, priser, livssyn etc. Den mangfoldighed mangler vi. Og den er efterstræbelsesværdig, fordi den udspringer af – og lever og dør som følge af - forældres efterspørgsel og ikke politikeres.

Var det ikke noget for Venstre?
Liberal Alliances forslag er skridt i retning af en kerneborgerlig familiepolitik. De er baseret på økonomisk frihed, valgfrihed, og respekt for, at familien er en suveræn enhed. Jeg kan ikke se en eneste grund til, at Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti ikke kunne adoptere samme program. Og jeg kan ikke se, at en eneste socialdemokratisk eller radikal vælger kunne have noget imod at leve under disse forbedrede forhold.


 

Se flere blogs



Profil

Lisbet Røge Jensen

Lisbet Røge Jensen

redaktør og lederskribent, Børsen
På denne blog holdes kapitalismens fane højt. Kig her efter de små ting, der tegner de store liberale linjer i samfundet, og kig efter godt og dårligt nyt om frie markeder, frie mennesker og personligt ansvar.

Lisbet Røge Jensen støber kugler i Børsens holdningsmæssige hovedsæde, debatredaktionen, og er redaktør på avisens hyldest til dem, der tør noget og gør noget - bogen "De handlende" - som Børsen udgav i april 2017. Hun er i tidernes morgen uddannet realkreditrådgiver og siden hen cand.merc. fra CBS.