Strategieksekvering: Combat fatigue?

Klaus Lund
BLOGS Af

Engang imellem kan et enkelt ord eller en sætning være en stærk måde at
sige tingene på – eller det sætter en masse refleksioner i gang. Jeg synes, ordet
”Combat fatigue” er et sådant udtryk.

Udtrykket ”Combat fatigue” stødte jeg selv på for nylig i et interview i Børsen med den meget succesfulde erhvervsleder Ib Kunøe, hvori han fortæller om, at selv de dygtigste godt kan få et ”combat fatigue”. Ib Kunøe sidder som bestyrelsesformand i en lang række selskaber, som han også selv er investor i. Han fortæller i interviewet, at han har haft en yderst succesfuld adm. direktør, men efter 16 år måtte han konstatere, at den adm. direktør havde fået lidt ”combat fatigue”, og at der måtte nye kræfter til.

Selvfølgelig holder en bestyrelse altid øje med, om den adm. direktør er den rigtige til jobbet. Vi har set mange udskiftninger af adm. direktører med den begrundelse, at nu skal virksomheden internationaliseres, eller at virksomheden nu bevæger sig fra omkostnings- og nedskæringsfokus til salgs- og vækstfokus, og så vurderer bestyrelsen, at der skal en anden toplederprofil til. Men udtrykket ”combat fatigue” tilfører, synes jeg, denne lille ekstra dimension, at vi også skal holde øje med, om der er en ”træthedseffekt”. Det overses nogle gange, når en virksomhed egentlig går meget godt. Men hvis der er potentiale til, at virksomheden kan gå 20-30 % bedre, og årsagen skyldes ”combat fatigue” hos personer i topledelsen, så bør disse enten udfordres på igen at blive ”fit for fight”, eller også må posen rystes lidt. Det gør man også i mange andre sammenhænge: I sportens verden f.eks. i professionel fodbold hvor det kun er de spillere, som for alvor er ”fit for fight” og ”sultne”, der spiller på førsteholdet.

Men det gælder ikke bare enkeltpersoner, når vi ser på udtrykket ”combat fatigue”, idet det er endnu værre, hvis det er en hel organisation, som er præget af en træthedseffekt. Alfred Josefsen har i sin bog ”Min passion for ledelse” skrevet det uhyre præcist:

”Derfor bør det være en eksplicit opgave for direktioner og bestyrelser at danne sig et kontinuerligt overblik over organisationens samlede kampkraft. Hvad nytter en ekstra investering på 20 mio. kr., hvis organisationen er træt eller mangler selvtillid?”

”Combat fatigue” – og hvad så?

Hvis det er den adm. direktør – eller i øvrigt også en hvilken som helst leder – hvor man vurderer, at der er tale om ”combat fatigue”, så må det i første omgang in all fairness handle om at se, om man kan få vedkommende op i det rigtige kamptempo. Og ellers er vilkårene, at der må laves en udskiftning.

Hvis det er i hele organisationen, at diagnosen er ”combat fatigue”, så er det i langt højere grad et organisations- og kulturreparationsprojekt, som kræver systematiskmobiliseringsledelse.

Det vigtigste er næsten erkendelsen af, at organisationen er lidt træt, for så er det kendte kulturudviklings- og medarbejder mobiliseringsværktøjer, man skal have designet og tilrettelagt en proces omkring, og så gøre det til et af topledelsens ”Must win Battles”, når tiltagene skal implementeres, og organisationen skal energizes igen.

”Combat fatigue” eller ”Fit for fight”?

kl@klauslund.dk

 

 

 


 

Se flere blogs



Profil

Klaus Lund

Klaus Lund

Adm. direktør
Klaus Lund & Partnere
Klaus Lund blogger om, hvordan man som virksomhed skaber den bedste relation til sine kunder, hvad enten man driver restaurant eller bank.

Klaus Lund er adm. direktør i Klaus Lund & Partnere og har mere end 25 års erfaring fra konsulentbranchen. Bl.a. som stifter af ProMentor Management A/S, som i 1999 blev solgt til Aston Group og som medforfatter til adskillige ledelsesbøger.