Dramatisk 1. etape: Blod, sved og tårer. Men mest blod.

Esther Dora Rado
BLOGS Af

På vej med Hjælperytterne på cykel fra København til Oslo.

Dagens udgangspunkt: Helsingør

Dagens destination: Värnamo

Distance: 192 km (200 inklusive ufrivillig omvej)

Kække og forventningsfulde møder vi ind 06:15 ved Scandlines i Helsingør til noget nær den smukkeste morgen, man kan forestille sig. Vindstille, klart vejr, solskin. Næsten skærende kontrast til det dramatiske show, der kom til at præge dagen og måske også resten af turen for nogen ryttere.

Bilerne blev pakket med vores habengut, og vi trillede ivrige om bord på færgen. Kort tur er det jo, hvorefter vi stillede op klar til afgang. Vi kører i 3 hold, Nordsjælland, København og Storkøbenhavn, hvoraf Nordsjælland klart er de mere strømlinede, og fx mit hold, Storkøbenhavn, måske mere er det, der kommer til at køre to gange rundt i en rundkørsel.  

3 depoter er indlagt; formiddag, frokost og eftermiddag. Vores service-team overgår sig selv hver gang, tager forbehold for allergier og laver lækker mad og serverer med et smil. Kan gøre en glad, når man er fladere end en pandekage. Stemning i top, flere ryttere øver sig på Hjælperyttersangen 2014, der netop er udkommet på hjemmesiden.  

De første 100 km frem mod frokost kører vi i passende temperatur på omkring en 15 grader, skyet, ingen vind og en gennemsnitsfart, der er omkring de 30 km/t. Vi kører igennem smukke skovområder og perfekte veje uden for meget trafik og chikane. Let kuperet terræn.

Vi når lige at slubre den sidste tår kaffe i os ved frokostdepotet, inden vejrguderne beslutter sig for at teste vores gode humør med en ordentlig spandfuld vand. På med regnjakkerne, hvilket for mig var en særdeles kedelig oplevelse – jeg købte en ny i går, og så var lynlåsen i stykker. Ikke sjovt, når det står ned i stænger, og jakken ikke kan lukkes. Og når jeg er på vej til Oslo med udsigt til masser af regn og stop ved cykelbutikker ikke lige er indlagt i ruten.

Det er i øvrigt ikke sjovt at køre i regn. Udover man bliver våd og kold af både det fra oven samt det, der bliver slynget i hovedet på en fra baghjulet foran, så vil bremseklodserne ikke rigtig, man kan komme til at plane lidt, og der er generelt mange punkteringer, når vejene er våde. Mirakuløst slap vi for punkteringerne, til gengæld led vi anden nød.

Massestyrtet

På hvert hold kører en 50-60 hjælperyttere i geled to og to. Fordi vi er så mange, bliver vi nødt til at dele holdene op i 2 mindre grupper med dele-marchal på motorcykel, ”trækkere” (stærke ryttere, der kører forrest og tager vinden), ”andentrækkere” (man fristes til at sige de næstsejeste, men de forreste to rækker ryttere skiftes som en kassette med at trække), vejvisere, menige ryttere og en stærk bagtrop med overblik og ansvar for at alle er med – ofte kaptajnens udkigspost.

Forreste led og bageste led er forbundet med hinanden samt den anden mindre gruppes tilsvarende ”ledelse” igennem walkie talkier. Jeg kører i den forreste gruppe, og pludselig mister vi kontakten til den bageste. Det betyder, at de er gledet langt bagud. Marchal er hurtig til at tjekke og kommer tilbage med meldingen: Massestyrt.

10 ryttere er involverede i en ulykke, hvor to ryttere kommer for tæt på hinanden. Da den første rytter styrter, er det kun et spørgsmål om sekunder, før næsten hele resten af feltet bagtil følger trop.

Connie fra Johnson & Johnson kommer til skade, og kaptajn Wicky må sy hende på stedet. Der meldes om en god håndfuld personer med slag og skrammer og en godt slået ryg. Og vist også en cykel, der kan se langt efter genbrug.

Når man får sådan en besked om et uheld, kan man ikke lade være med at reflektere over, hvor hurtigt, det går galt. Ikke bare i dette tilfælde mht. cykling men også i forbindelse med andre situationer, hvor man står i en form for akut pres, der kræver en handling nu. Nogle gange når man at tænke over det, andre gange må man handle på kraften, men ikke desto mindre er udgangen på handlingen en effekt, der kan have en overvældende indflydelse på alt muligt efterfølgende, og den indflydelse kan være hamrende svær at forudse.

Nå, lommefilosofi og øget bevågenhed til side, så havde vi et styrt mere, hvor undertegnede også var nede og ligge, men vi kom mere eller mindre hjem i et stykke. Desværre står vi nok foran, at den første rytter eller to må stå over i et par dage, hvilket efter alle disse måneders træning og anstrengelser med denne tur som mål, er både ærgerligt og halvkatastrofalt i sig selv.

Vi ramte Värnamo ved 17-tiden efter godt 10 timer i sadlen med tid til kærlig pleje af krop og sjæl efterfulgt af middag og samling og fællessang ved bagsmækken. Og måske også en enkelt drink for nogens tilfælde. I morgen venter vores kongeetape, 219 km (med mindre vi farer vild og kører mere) fra Värnamo til Linkjöping. Må den forløbe uden regn og fald. 


 

Se flere blogs



Profil

Esther Dora Rado

Esther Dora Rado

Esther Dora Rado er erhvervskvinde og CEO for Corporate Communications. Hun er specialist i virksomhedskommunikation og profilering af topledere. Desuden er Esther bestyrelsesmedlem i Board Assure A/S, der arbejder med udvikling af direktions- og bestyrelsesmedlemmer.