For nemt at give medierne skylden for krisen i Venstre

Kim Ege Møller
BLOGS Af

Medierne har ikke håndteret krisen i Venstre anderledes end krisen i SF, eller krisen hos socialdemokraterne. Venstre skal derfor ikke give pressen skylden, men se indad, når de skal forstå hvad der ramte dem i de sidste tre uger.

Krisen i Venstre starter den dag, hvor Ekstra Bladet kan afsløre, at Venstres formand har modtaget tøj til en værdi af 152.000 kroner. Så langt er de fleste enige. Men er det pressen der skaber krisen i Venstre – eller er det venstre-politikernes håbløse håndtering af pressen, der efterfølgende starter den største politiske krise i Venstre i mands minde? Det skændes parterne flittigt om.

Da Ekstra Bladet breakede historien om venstreformandens tøj, gik Lars Løkkes tro støtter omgående i aktion. Søren Pind skød heftigt mod pressen, i særdeleshed Ekstra Bladet. De bilag som Ekstra Bladet kunne fremvise, var stjålet fra Venstres sekretariat – og Ekstra Bladet optræder som hæler, når de bringer den type historier – hævdede Søren Pind. Men i virkeligheden gjorde Ekstra Bladet ikke andet end B.T. havde gjort med Helle Thorning-Schmidts skattesag et par år tidligere. Det slap Helle Thorning temmelig skidt fra, og det havde Venstre tydeligvis intet lært af. Uanset hvordan dokumentationen er fremkommet, så lyver den ikke. Skal man håndtere den krise må man forholde sig til sagens substans, i stedet for at skyde på mediet. Det undlod Venstre, og sagen fik derfor lov til at vokse frem til partiets forretningsudvalgsmøde.

Det er med historier som med planter. De vokser, til de enten kvæles eller skæres ned...

Først i forbindelse med dette møde, efter formandens 50 års fødselsdag og en ferie til Sverige, begynder man at forholde sig til sagens substans. Man giver en forklaring, der forekommer så enkel og så logisk, at den virker utroværdig. Forretningsudvalget stoler på formandens forklaring. Det gør pressen ikke. Der kommer vage eller udokumenterede svar på de spørgsmål der bliver stillet – og det virker løjerligt. Det er kun 6 måneder siden man sidst sad i en tilsvarende situation. Efter GGGI sagen, hvor man valgte at lægge samtlige bilag frem. Disse bilag lukkede munden på pressen for en stund (indtil det viste sig at der ikke var overensstemmelse mellem forklaring og bilag). Venstre udsendte tilmed en medlemsorientering, hvor man selv fortalte om ferierejser og rygeværelser på hoteller. Man gjorde det i meget overordnede vendinger der efterlod masser af plads til gætterier. Det var håbløst, sagens alvor taget i betragtning.

I Venstre siger man, at det var pressenes fortsatte jagt på bilag og historier, der fik sagen til at fortsætte. Men hvad havde man forestillet sig? At man efter de vage forklaringer, manglende dokumentation, og en ulmende uro i baglandet, bare skulle lade sagen falde? Da der i januar var uro i SF på grund af DONG sagen, sørgede pressen for at kontakte samtlige lokalafdelinger, og give dem alle muligheder for at komme til orde. Det samme gjorde man i dette tilfælde i Venstre. Havde man villet undgå at krisen eskalerede, kunne de sure lokalformænd og utilfredse parlamentsmedlemmer bare havde ladet være med at udtale sig, men man havde intet lært af krisen i SF, og brugte pressen som talerstol.

Hvad kom først;  – medierne eller krisen?

Mange har efter det langvarige hovedbestyrelsesmøde den 3. juni kritiseret medierne for at bringe for mange forkerte historier, baseret på spin, anonyme kilder og 'vi erfarer'. Den kritik er berettiget, fordi medierne i krigen om at komme først med de nyeste historier, er gået på kompromis med de journalistiske dyder. I dette tilfælde, at have troværdige kilder til deres historier. Omvendt må man også konstatere, at der blandt de 132 hovedbestyrelsesmedlemmer var en del, der fandt det lige så vigtigt at sende sms'er om mødet til de sultne journalister. Sådan var det i øvrigt også, da SF's landsledelse for nogle måneder siden var i nogenlunde samme situation. Også her var pressen nødt til at gætte, og klynge sig til de få halmstrå man blev tildelt. Sympatisk? Njaaa. Men forventeligt.

Krisen i Venstre er ikke den første og bliver heller ikke den sidste i et dansk parti. Fælles for kriserne, er at de kommer uventet, at de er person-fikserede, og at krisen kræver sine ofre. Ikke nødvendigvis i form af minister- eller formandsafgange, men så i dyk i meningsmålinger og krige i baglandet. Pressens rolle og opførsel er den samme hver gang, og det vil den også være næste gang. Derfor kan man håbe at såvel partier som medier begynder, at tænke over hvad man kan lære.


 

Se flere blogs



Profil

Kim Ege Møller

Kim Ege Møller

Kim Ege Møller er chefrådgiver i MSLGROUP, og har mere end 15 års erfaring med journalistik, strategisk kommunikation og PR.

Hvordan kommunikerer man om nyheder, forandringer, disruption og kriser? Kim Ege Møller skriver om kommunikation i erhvervslivet, om strategier, håndtering og konsekvenser.

Kim Ege Møller, er 44 år, uddannet journalist og har gennem de sidste 20 år været kommunikationschef i en række større danske og internationale virksomheder, og er i dag chefrådgiver i kommunikations og lobby-virksomheden MSLGROUP.

www.mslgroup.com