En kold skulder fra de varme hænder

Alexandra Krautwald

Før i tiden blev jeg set som et menneske. Før i tiden er for omkring 20 år siden. Sidenhen blev jeg til en CPR-registrering. De seneste to uger har jeg været i nærkontakt med sygehusvæsenet. Jeg er blevet et nummer, må jeg sande. Et ligegyldigt, intetsigende stort rungende NUL.

 

Grotesk

Jeg bliver henvist til akutafdelingen på Hillerød sygehus. Institutionen der skal omdøbes til Hillerød produktionsfabrik, hvis du spørger mig, og hvis navnet skal være retvisende for det, der foregår. Ordet akut har fået en anden betydning, end den jeg kender. Det vender jeg tilbage til.

Man bliver tjekket ind uden anstrøg af øjenkontakt og personlighed. Så bliver man bedt om at gå i venteposition. Det betyder, at man ikke må forlade ”cellen”, man placeres i. Fordi man kunne være heldig at komme til før tid, og så skal man være klar til at springe til. Før tid, er inden 7 timer, som er gennemsnitsventetiden, oplyses det ligegyldigt og komplet uengageret af hende maskinen, der også tog imod.

En gigt- og smerteplaget ældre kvinde og hendes datter spørger, hvor længe de skal vente endnu. De har været her tre timer. Kvinden har en tid på et ambulatorium i morgen. Hvis hun skal vente mange timer yderligere, vil hun hellere hjem og komme tilbage dagen efter. ”Det har jeg ingen holdning til, gør hvad du vil”, svarer maskinen hende. Kvinden tager hjem, og maskinen løfter røret. Jeg lytter på fra den anden side af panserglasset, der skiller os fra hinanden. ”Grethe Svendsen er taget hjem. I kan slette hende af listen”, siger hun til mennesket (formoder jeg) i den anden ende af telefonen. Jeg kan forstå på samtalen, at der spørges til, hvorfor Grethe er gået. ”Hun havde ingen tålmodighed og gad ikke vente”, svarer maskinen nedladende.

Jeg tager min anviste plads i ”cellen”, der er udrustet med hårde taburetter og et fjernsyn monteret højt oppe i loftet. Hvis patienterne ikke er her grundet hold i nakken, skal de nok få det, inden de skal til om gennemsnitligt 7 timer. Fjernsynet er placeret der oppe for at undgå tyveri, meddeles jeg.

Man sidder i lag. Jeg spejder efter en blomst eller noget andet, der kunne skabe lidt hygge og trivsel i den lange ventetid. Ingen gevinst. Udenfor på gangen er opstillet en automat med dårlige drikkevarer. Dem kan man erhverve for 10 kr. Hvis man ellers har mønter. Men automaten har en funktion, finder jeg ud af. Det er her personalet mødes over en kop kaffe, mens de bagtaler både kolleger, ledere og patienter. Og beklager sig over deres elendige arbejdsforhold.

Man kaldes ind i hold. Dem der skal undersøges, dem der skal gipses og dem der skal syes. Som zombier trasker og humper Danmarks borgere efter hospitalsmedarbejderne i blåt, der ligner isstænger i en fryseboks. De opfører sig ligeså.

Østeuropa slår os med hestelængder

Efter fem timer bliver det min tur. ”Jeg troede det skulle gå hurtigt?”, spørger jeg. ”Ja, jeg hørte godt min kollega lovede dig at komme til indenfor en time”, svarer maskinen. ”Hun er min oversygeplejerske, så jeg skulle ikke have sagt noget, men jeg tænkte da mit”. Så overlades jeg til en svensk sygeplejerske, der slattent møder min hånd. ”Denna väg”, siger hun.

Jeg lægges i en seng. Blandt fem andre patienter i deres senge. Vi adskilles fra hinanden ved hjælp af grønne papirforhæng, der på skrømt hives for, i takt med at sengene fyldes. ”Østeuropa for 100 år siden”, tænker jeg. Jeg gisper af kulde. Alle vinduer står åbne. Personalet løber tilsyneladende effektivt rundt. ”De må have travlt”, tænker jeg. ”De åbne vinduer er til ære for dem. De har brug for lidt luft”, konkluderer jeg.

”Kan du berätta, varför du är här”, spørger sygeplejersken. Jeg begynder mit svar. Hun lytter ikke. En fysisk tiltrækkende falckredder støder til området. Han er klart mere interessant end mig. De har en længere snak om, hvem der skal give hvilken kage på fredag. Jeg trækker min jakke over mig. Der hænger en dyne på sengens fodgærde. ”Den rækker svenskeren mig vel om lidt”, tænker jeg. Forkert.

Så kommer der en robot. Hun ligner godt nok et levende menneske. Hun tager blodprøver, og vender sig hurtigt om. Jeg hører et ”god bedring”, inden jeg ser bagdelen af hende forsvinde ud gennem forhænget. På den anden side ligger en ung diabetespatient. Hans dansktalende sygeplejerske taler lige så højt til ham, som vi andre gør til et lille ulydigt barn eller en svagthørende olding. Og hun stiller meget personlige spørgsmål. ”Grænseoverskridende” tænker jeg. Både for ham og vi fem andre.

Nu henter en portør mig. ”Vi skal ud at køre en lille tur” siger han fjoget. ”Hvorhen dog” spørger jeg. ”Op på en stue, hvor du kan blive undersøgt af en læge, svarer han”. Jeg spejder efter svenskeren, som nu står ved sin computer. Hun løfter ikke blikket. ”Farvel”, siger jeg bestemt. Hun forlader Facebook og kvitterer min hilsen.

Jeg venter på stuen i et par timer, inden jeg (af en venlig, kvindelig læge) får svar på mine prøver, får tid videre i systemet til scanning den førstkommende mandag og sendes hjem.

Så er jeg ude af klappen. Mission completed.

-       Nej, vi har ikke verdens bedste velfærdssystem

-       Vi kan på ingen måde prale af et flot serviceniveau

Vi burde grimmes, skamme os og gøre noget seriøst ved det her. Vi kan simpelthen ikke være det bekendt.

Ingen tager ansvar

Et par dage efter kontakter jeg henholdsvis en ansvarshavende overlæge og en politiker med ansvar indenfor området. Jeg ønsker blandt andet en snak om ledelse på de danske hospitaler, om serviceuddannelse og medarbejderengagement. Jeg er kommet til de rette. Jeg får nemlig en snak. En sludder for en sladder. En række dårlige undskyldninger og tynde forklaringer demonstreret i en stor kompakt mundfuld. Bla. Bla. Bla.

Om jeg køber retorikken og føler mig mødt?

NUL…

 

Ps. Skulle der sidde en bekymret sjæl derude, kan jeg meddele, at jeg igen er frisk som en fisk. Mine urteteer må have gjort underværker.

 


 

Se flere blogs



Profil

Alexandra Krautwald

Alexandra Krautwald

Adm. direktør
Composing A/S
Alexandra Krautwald blogger om de konsekvenser, erhvervslivets udvikling har for ledere. Hvis du sidder i chefstolen, er det her, du skal følge med for at holde fingeren på pulsen.

Som rådgiver for top- og mellemledere og forfatter af to bøger om ledelse har Alexandra Krautwald de bedste forudsætninger for at give brugbare indspark til debatten om, hvad der skal til for at lede med succes.