Tør du være "Den transparente virksomhed"?

Steffen Hedebrandt

Da en ven af mig igår postede denne artikel på Facebook gav det mig det sidste skub til at komme igang med at skrive dette blog post. Beskrive denne idé. Fremtidsvision om man vil.

Jeg tror, at i fremtiden vil virksomheder blive meget mere transparente end de er idag.

Vi har som forbruger længe været vant til at kunne sammenligne priserne på de bøger, de sko, den trøje, de flybilletter osv. som vi køber via internettet. Boliga fortæller dig endda, hvad den bolig som du kigger på løbende har været prisfastsat til. Og sådan fortsætter listen.

Går vi endnu længere tilbage, så har det i årevis været et krav, at vi på vores madvarer har kunne kigge på en varedeklaration. Hvad indeholder denne mælk? Hvorledes fordeles proteiner, sukker, kulhydrater og så videre heri?

Sælgerens fineste mission i gamle dage var at afdække/etablere et behov hos forbrugeren. Når det var gjort på tilstrækkelig stærk vis, så var næste skridt at kræve den højest mulige pris, som sælgeren kunne få forbrugeren til at betale.

Det var dengang. Salg er blevet sværere. Det er sværere at “snyde” forbrugeren. Ikke blot for sælgeren. Det er det også for virksomheder, der handler mellem hinanden.

Og nu tilbage til artiklen nævnt ovenfor.

Et Real-Time Dashboard

Buffer er en virksomhed baseret i San Francisco. Ganske normalt for en Tech virksomhed. Hvad der ikke er “business as usual” er deres CEO, Joel Gascoigne.

Han har længe sørget for, at Buffer har været en pionér, blandt andet indenfor transparens (men også andre områder, tjek “The Buffer Culture”). Alle løn og aktieoplysninger kan til en hver tid findes hos Buffer. Lige fra CEO ned til den nye intern kan du få at vide, hvad de tjener. De udgiver hver måned en komplet oversigt over deres indtægter. Deler hver enkelt medarbejders udviklingsmål. Og når noget er gået godt eller dårligt, så kan man læse om det på deres blog.

Tirsdag tog Buffer endnu et radikalt og modigt skridt imod mere transparens. Tirsdag gik Buffer live med et Real-Time Dashboard, hvor du hvert eneste øjeblik kan følge Buffers indtægter. Er de på vej frem? Er de på vej tilbage? Hvor mange har opsagt deres abonnement? Hvad tjener de per forbruger?

Som Buffer selv skriver: ”It´s all here. You get to see everything we see. ”

Se det her.

What´s in it for me?

Forhåbentlig sidder du nok og tænker, at det var vel nok interessant. Kan man virkelig det? En sjov historie. Samtidig mistænker jeg dig også for at tænke, “fint nok, at de unge smarte folk i USA gør det, men det vil aldrig virke i min branche”.

Det er du i din gode ret til. Jeg vil bare hævde, at du I fremtiden ikke har et valg.

Internettet gør til stadighed verden mere transparent. Turen kommer til din branche på et tidspunkt.

Når dette krav fra forbrugeren kommer til din branche, så bliver vinderne de som åbent tør fortælle om deres virksomhed. De som tør vise deres varedeklaration.

Den oplyste forbruger

Forestil dig en situation, hvor du står og skal købe en løbesko.

I den første butik du går ind i, der får du en snak med sælgeren. Du forklarer dit behov og får taget en løbetest. Da sælgeren konkluderer, at du lider af en smule overpronation foreslår, han én specifik sko. Det er den sko han har i hans butik, som passer til dit behov. Er du klar til at slå til? Du gør det ikke.

Da marathon nærmer sig og du virkelig skal have de nye sko løbet til, mindst en måned før, så går du nu ind i en ny løbebutik.

Sælgeren analyserer igen dit behov. Tester og undersøger dit løb på løbebåndet. Den samme overpronation konstateres. I stedet for at spørge om vil købe den ene sko han har i butikken nu, så viser han dig i stedet løbeskoen på producentens hjemmeside. Den fås i 8 forskellige farver. "Hvilken farve kan du bedst lide? Jeg kan have den hjemme til dig om 3 dage". Hernæst tager sælgeren dig ind på en side ala iloebesko. Her viser han dig, at den pris han tager i butikken for skoen faktisk er præcis så billig som den billigste sælger på markedet.

Du køber skoen.

FORDI dit behov blev forstået.

FORDI sælgeren ikke forsøgte at skjule alternativer.

FORDI sælgeren ikke var bange for at blive sammenlignet med hans konkurrenter.

FORDI sælgeren turde være transparent omkring alt.

FORDI du som forbruger er oplyst, så købte du løbeskoen hos ham, der respekterede og forstod dette.

Internettet. Globaliseringen. Alt peger i retningen af, at den oplyste forbrugers loyalitet vil vindes af de som tør være transparente. Det er positivt. Det er slut med ”snyde” forbrugeren”. Vær åben, ærlig og transparent. Og lad så falde, som ikke kan stå.

Tør du være ”Den transparente virksomhed”?

Kommentarer, tilføjelser og spørgsmål modtager jeg gerne på Twitter.

 


 

Se flere blogs



Profil

Steffen Hedebrandt

Steffen Hedebrandt

Steffen Hedebrandt blogger om iværksætteri – især den slags, der handler om digitale løsninger. Han ser de muligheder, andre overser, hver gang en branche vendes på hovedet af nye idéer og teknologier.

Som cand.merc. med iværksættererfaring er Steffen Hedebrandt nu marketingdirektør hos Airtame, der har udviklet en wireless HDMI-løsning til virksomheder. Han er desuden tidligere nordisk direktør hos Upwork.com, verdens største platform for freelancere.