Lektier fra Kilimanjaro

Steffen Hedebrandt

Konceptet var simpelt. Tag en gruppe spændende mennesker. Placer disse i unikke omgivelser. Gennemfør en stor udfordring sammen med dem. Sådan lød invitationen til Refuga.

Gruppen af mennesker var entreprenante og iderige danske iværksættere. Omgivelserne var Tanzania. Udfordringen var en bestigning af Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro.

Resultatet blev en uge fyldt med minder for livet og en overordentlig stor portion inspiration til fremtidige arbejde og projekter.

Med rygsækken pakket med alt fra malarie- og højdesygepiller til safariuniform og skaljakke og bukser, fløj vi 13 danskere sammen fra København til Kilimanjaro Airport.

Vi oplevede det hele. Fra 30 grader ved foden af bjerget til -20 på toppen. Fra støvregn til skomagerdrenge. Fra slud til snestorm.

Op af Kilimanjaro

Turen op, og ned igen, af Kilimanjaro bliver uundgåelig unik. For hver person har taget denne udfordring op. Vores tur varede 7 dage. Fem og en halv op. Én og en halv ned.

For hver dag der gik viste Kilimanjaro en ny side. Første dag bød på jungle. Høje træer så langt øjet kunne række. Høj luftfugtighed. Anden dag afsluttede junglen. Tog hul på mandshøj vegetation. Sluttede over skyerne, hvor blot mindre buske og græs gror. En eventyrlig kulisse. Over os toppen af Kilimanjaro. Fire kilometer under os, foden af Kilimanjaro.

Det var denne nat Brian måtte evakueres. Han var gået ud af sit telt for at træde af på naturens vejne. Det næste han husker er at komme til bevisthed liggende på jorden. Ansigtet mod en sten. Der var ingen tvivl. Højdesygen havde fået ham. Han måtte evakueres. Et følge af 10 afrikanere og 2 danskere fik hjulpet ham gennem 1,5 times nedfart af bjerget til et nødspor. Her mødte en bil følget og han blev fragtet til nærmeste hospital.

Slemt uheld, men turen gik videre. Det var også Brians ønske.

Tredje og fjerde dag bød på lignende flora. Vores kroppe, vores psyker og  vores gruppe vænnede sig langsomt den stadig tyndere ilt. Femte og sidste dag, frem mod basecamp beliggende for foden af det stejle, lange stykke mod toppen, bød på forblæst ørkenlandskab.

For hvert skridt gennem disse klimaer bevæger du dig højere op. For hvert skridt bliver luften tyndere. Du må gå langsomt og roligt. Pole Pole, som vores Yoda-lignende guide Mr. Minja ofte gentog. Mr. Minja, som efter eget estimat havde stået på Afrikas top 600-800 gange. Han sagde ikke meget. Vi lyttede når han gjorde.

Som et andet Tour de France opdager du, at nogen dage er du stærk. Andre dage har du brug for hjælp fra dine holdkammerater. Nogen gange har du brug for mad. Andre gange vand. En højdesygepille. Regnslag. En hånd. Et smil.

Mod toppen – Gennem mørke, blink og brag

Den sidste dag mod toppen, blev vi vækket kl. 23. Med kun få, eller for nogen, slet ingen timers søvn blev det særligt tydeligt for alle. Den solfyldte og lettere forblæste basecamp havde ændret sig. Lyn og efterfølgende tordenskrald raserede udenfor. Så tæt. Der kunne ikke tælles mere end et par kasserøl mellem blink og brag. Ikke nok med det. Da vi rullede vores telte op igen havde der lagt sig et 4-5 centimers snelag. Og mere kom til. Sne, slud, blink og brag væltede ned over det mørke bjerg.

Situationens overvældende håbløshed var en mental udfordring af de større. Optimisme, snak og smil kunne stadig spores i teltet, hvor vi mødtes til sidste briefing inden afgang ved midnat. Jeg selv indrømmer gerne tilstedeværelsen af en portion skepsis. Naturen var virkelig i ragnerok humør. Det gjorde mig fokuseret. Koncentreret. Determineret. Andre havde overskud til lidt quiz og jokes. Det havde jeg ikke. Vi var kommet så langt. Det måtte ikke kikse.

Ud gik det.

I én række. 1 guide forrest. 12 danske entreprenører i midten. 3 guider bagerst. Op. Frem. Op. Gennem uendeligt mørke. Pole Pole. Pause. Sne. Torden. Energibar. Frosset drikkedunk. Op. Mørke. Frem. Pole Pole. Uendeligt mørke.

Sådan gik det.

Op. Ingen ide om, hvor vi var startet. Ingen ide om, hvor langt der var tilbage. Et 6 timer langt stræk. I mørke. Mod Stella Point. Punktet hvor Kilimanjaros plateau nås og stigningen aftager.

I momentet, hvor den blodrøde horisont blev til dagens første solstråle over Afrika, der nåede vi Stella Point. Kulmination. Befrielse. Glæde. Overvældelsen. Nogle hårdt ramt af højdesyge. Andre udmattede af 6 timers mørkemarathon. Følelserne strømmede frem. Tårerne pressede sig på. Det måtte vi alle indrømme. Vi så solen stige op over Afrika.

Helt i mål var vi dog ikke.

Plateauets højeste punkt hedder Uhuru Peak og ligger 5895 meter over havets overflade. Der var stadig 45 minutters gang. Alle var mærket. Men strækningen var lettere. Henover plateauet. Med skyerne under os. Gletcherne på vores side. Og solen stadig på vej højere op på himlen. Nu kunne vi se, hvor vi skulle hen. Til Uhuru Peak.

Vi nåede det. Strakte vores hænder i vejret. Lod smilet brede sig udover hele ansigtet. Delte kram ud. Fik taget vores billeder. Nød momentet. Nåede målet. Det vi havde sat os for. Toppen af Afrika.

Kilimanjaro er i sig selv en hård fysisk prøvelse. Dog overkommelig for de, som er i fornuftig fysisk form. Mentalt må du selv være stærk. Men du klare dig ikke uden gode rejsekammerater. Sådanne havde vi 13 af i vores flok.

Snakken. Ideudviklingen. De delte følelser. Alt gik på højtryk. Hjælpsomheden var stor. Inspirationen enorm. Hver dag.

Den individuelle og gruppemæssige læring og værdi af en sådan tur er umulig at omfavne med det skrevne ord.

Visse lektier fra vores tur på Kilimanjaro er vi dog kommet frem til:

Farvel Comfort Zone

Hvis du vil udvikle dig, så er det vigtigt at udfordre og presse dig selv. For eksempel ved at bestige et bjerg. Det kan også være andre ting.

Du må være villig til at træde ud af din Comfort Zone. Flytte dine grænser. Gennemføre ting på grænsen af din formåen. Det giver overskud. At have været i presset situationer og klaret dem. Overskud, der kan bruges i en travl hverdag.

Væk med hverdagens ligegyldigheder

Kombinationen af at være i naturens vold i en uge og at hver dag at skulle bevæge dig fra A til B, oftest over mange timer, mod samme mål, det giver grobund for fantastiske samtaler.

Pludselig er alt hverdagsstøj væk. Ingen Push-notifikationer, indkomne mails og telefon der ringer. Har du vand og mad, så er samtalens indhold det eneste andet, der er vigtigt. Disse rene og uforstyrrede samtaler fjerner de menneskelig hverdagsparader. De parader, som gør at du svarer: Stille og Rolig, når du bliver spurgt, hvordan du har det? Det, på trods af, at din partner lige kan have forladt dig, et familiemedlem kan være blevet syg, din virksomhed er presset eller du mangler mening med hele det her liv.

Disse samtaler er mentale bootcamps. Der ryddes op. Der sorteres. Du kommer hjem med et mere nuanceret syn på dig selv, dine venner, dine kollegaer.

Her og nu

Fokus på opgaven der ligger lige for. Det var en lektie, der blev gentaget flere gange på Kilimanjaro. Travle mennesker, planlægnings- og eksekveringsspeciliaster som mange af os var, ville vi meget gerne indføres i, hvad skridtet efter næste skridt er.

Spurgte vi vores afrikanske guider, så var svaret vi kunne få altid det samme. Fokus på den næste ting. Ikke hvad der kommer efter den. Lad være at overtænke. Det er for stort til at rumme. Nu løser vi den her opgave. Så tager vi de næste ting, når vi kommer til dem.

For såvel livet, som i gennemførelsen af projekter og iværksætteri er nærvær afgørende for at kunne løse en situation optimalt.

Taknemmelighed

En af turens mest overvældende oplevelser var afskeden med vores afrikanske hjælpere. Ikke mindre en 54 af dem havde vi haft med. Hver dag havde de flyttet vores teltcamp fra et sted til et andet. Med 20 kilo på ryggen gik de i forvejen. Gjorde klar. Hentet os vand. Renset det. Lavet vores mad. Morgen. Middag. Aften.

Da vi skulle sige tak for al deres hjælp og støtte gennem hele ugen, der samlede de sig. Vi troede vi skulle give hånd. Sige tak. I stedet brød de ud i sang. Alle sammen. Dansede og skrålede en sang omkring Kilimanjaro. Hvor godt det var, at vi havde taget turen. Vores betaling for en uge, gav 3 ugers mad.

Vi blev overvældet. Nærmest forlegne. De takker os. Vi burde takke dem. Sikke en taknemmelighed. Over arbejdet. Samværet med hinanden. Øjeblikket.

Tusind tak for en fantastisk tur til: Ditte Maria Kollerup (KFS-Boligbyg), Michelle Rødgaard-Jessen (CIEL), Mads Bjerring (ATEO), Lars Lottrup (BallonMand), Brian Reinhold Jensen (Solutio), Adam Blicher (Dansk Tennis Forbund), Lars Daniel Rasmussen (Duglemmerdetaldrig.dk), Jacob Vorsø Pedersen (Bilka), Jens Jakob Andersen (Blacksnow), Christoffer Baadsgaard (Debito), Bo Møller (HTML 24) og Nikolaj Astrup (Refuga).

Refuga var arrangeret af Nikolaj Astrup.


 

Se flere blogs



Profil

Steffen Hedebrandt

Steffen Hedebrandt

Steffen Hedebrandt blogger om iværksætteri – især den slags, der handler om digitale løsninger. Han ser de muligheder, andre overser, hver gang en branche vendes på hovedet af nye idéer og teknologier.

Som cand.merc. med iværksættererfaring er Steffen Hedebrandt nu marketingdirektør hos Airtame, der har udviklet en wireless HDMI-løsning til virksomheder. Han er desuden tidligere nordisk direktør hos Upwork.com, verdens største platform for freelancere.