Forstå forandringen – sådan finder du din opgave

Annette Franck
BLOGS Af

Forstå forandringen! Det budskab tog jeg med hjem fra en forelæsning i går. CBS og Børsen havde inviteret prof. Anthony Buono, Berkley University, til at præsentere sine erfaringer fra mange års forskning i forandring. 

Hvis vi vil lykkes med forandring, skal vi blive dygtigere til at forstå, hvilken slags forandring, vi står over for. Det afgør nemlig den rolle og opgave, vi har som udførende og ansvarlige for forandringen. 

Det er ikke så svært

Det er faktisk ikke så svært at dømme efter Buono’s erfaringer. Med en vis systematik kan folk analysere sig frem til, hvilken opgave de står med, viser hans arbejde. I grove træk handler analysen om to forhold: ’business complexity’ og ’socio-technical uncertainty’

Her har vi grundlaget for at aflæse hvilken ledelse, der er nødvendig for at skabe resultater, og dermed hvilken rolle vi har. Han præsenterede tre forskellige tilgange:

Directed change: Når vi kender løsningen, ved hvor vi skal hen, og hvordan vi kommer der.

Planned change: Når vi ved, hvor vi skal hen, men vejen ikke nødvendigvis er ukompliceret, fordi det f.eks. involverer mange forskellige interesser i organisationen, forstyrrer mange processer, etc. Her skaber vi resultater ved at følge en plan, som vi kan informere om og løbende revidere.

Guided change: Når vi ikke kender løsningen og dermed heller ikke omfanget af forandringen. Her er det afgørende at skabe forandringer ved at udvikle løsninger. 

En djævelsk detalje

Her kommer en lille djævelsk detalje: ”If you don’t know the solution to change, don’t direct!’, advarede Buono. Med andre ord: Traditionel, strategisk ledelse fungerer ikke her, og opgaven kan ikke løses som et klassisk projekt. 

Det udfordrer selvfølgeligt den kendte lederrolle, men som et deltagerspørgsmål afslørede, så udfordrer det faktisk også de mange forandringseksperter og linjeledere, der ser behovet for forandring, men ikke kan anvise en løsning og dermed får svært ved at rasle penge ind på direktionsgangen. ’Hvordan skal jeg overbevise en ledelse om at afsætte midler til et projekt, hvor jeg ikke en gang kan garantere, at løsningen er i deres interesse?’, lød spørgsmålet. 

Mit bud

Min erfaring er, at vi her har en faglig mulighed som ansvarlige for forandring: 

Vi kan følge systematiske arbejdsprocesser, som med sikkerhed udnytter organisationens viden til at løse et problem eller profitere af en mulighed. Så handler forandring ikke bare om,hvad vi skal og hvorfor, men i højere grad om hvordan vi samarbejder om at udvikle nye løsninger og skabe resultater. Her er opgaven at definere og designe forandringen.Vi kan nemlig ikke udføre en opgave, før vi kender den. Vi kan ikke løse et problem, på det niveau, hvor det opstår. Men garantien til beslutningstagere ligger i, at vi ved, hvordan vi arbejder med forandring. 

En logisk konsekvens af den tankegang er at appellere til ambitionen hos beslutningstagere. Det er efterhånden kollektiv viden, at den, der ikke udvikler, afvikler. Derfor kræver det energi for en beslutningstager at argumentere sig ud af en påpeget risiko eller takke nej til en mulig gevinst. I øvrigt er det hverken behageligt eller flatterende at skulle argumentere, mens man står med hovedet i busken. 

Vil du vide mere?

Vil du vide mere om Buono’s metode til at analysere forandringsopgaver og dermed udlede roller? Han har et værktøj i form af et spørgeskema, som han generøst vil dele. Efter aftale bringer jeg hermed hans mail adresse til Børsens læsere: abuono@bentley.edu

Børsen Ledelseshåndbøger indeholder også artikler af Buono i næste udgave. 

 

 

Se flere blogs



Profil

Annette Franck

Annette Franck

Ekspert i forandringskommunikation. Stifter af Corporate Voice
www.corporate-voice.dk

Annette Franck blogger om, hvordan vi samarbejder produktivt på vores arbejdspladser, når hverdagen konstant udfordres af komplekse forandringer. Resultater og trivsel hænger sammen, men rækkefølgen er afgørende: Når vi samarbejder om at skabe resultater, så trives vi.

Med 20 års erfaring i ledelse, forretningsudvikling og Human Ressource er Annette specialist i forandringskommunikation og forfatter til bogen "Modarbejder eller medarbejder - Forandringskommunikation skaber samarbejde". Hun rådgiver om udvikling og implementering af forandringer på arbejdspladser. Hendes baggrund er cand.phil. i voksenpædagogik, MBA og master i journalistik.