Har din branche et #hashtag?

Steffen Hedebrandt

Lige før jul havde Københavns Startup community sat hinanden i stævne. De havde kun ét formål. At blive enige om ét #Hashtag. Et hashtag som alle vil bruge fremover, når de har relevante nyheder at dele. Valget faldt på #CPHFTW (Copenhagen For The Win).

Du sidder måske og tænker, at dette lyder ganske ungdommeligt og irrelevant for dig. Det kan tilmed være, at din branche fungerer udmærket uden et Hashtag. Men lad  mig prøve at perspektivere potentialet.

Søg lige nu på #CPHFTW og du vil finde et væld af relevante nyheder, hvis du ønsker at vide, hvad de københavnske iværksættere foretager sig. Nyhederne er samlet ét sted – de relevante oplysninger er lette at finde. Det sker via hashtagget – et kategoriseringssystem til internettet. Tidligere blev nyhederne spredt mange forskellige steder. Nu er iværksættermiljøet gået sammen om et fælles sted, #CPHFTW.

Det skaber gennemsigtighed. Mulighed for at hjælpe hinanden. Promovere hinanden. Mangler du en programmør? #CPHFTW. Har du brug for en kontakt i London? #CPHFTW. Og sådan kan alle i branchen nu lynhurtigt komme i kontakt med hinanden.

De kan tilmed skabe deres egen interaktive avis, hvis de skulle ønske det. Der findes i dag services på internettet, som kan aggregere Hashtags på tværs af de sociale medier. Det eneste de skal gøre er at købe et internetdomæne. Anvende en aggregeringsservice som henter alt, hvad der postes under Hashtagget #CPHFTW på Facebook, Twitter, Instagram, Google+ osv. Og med ét vil de have en nyhedsside, som i realtid viser, hvad der sker overalt i det Københavnske Startup miljø.

Tvivler du på det virker? Stockholms Startup miljø vedtog for et lille år siden deres #SthlmTech. Det har givet en unik transparens i, hvad iværksætterne i Stockholm laver. Det syner af mere. Alle bidrager til det samme. Det giver gennemslagkraft. Og det trækker medieopmærksomhed og siden kapital til byen. Stockholm og Sverige kan i dag præsentere det stærkeste investeringskapital system per indbygger i Europa. Investeringskapital som kan støtte de mange succesfulde virksomheder på vej frem. Alt dette, ikke kun, men bestemt i kraft af deres #Sthlmtech.

Startupbranchen er per natur kendetegnet af yngre erhvervsfolk, som er vokset op med internettet. Derfor er de hurtige til at adoptere denne mulighed. Men den er ikke udelukkende en mulighed for dem. Alle brancher kan skabe deres eget Hashtag. Blive transparent. Mere dynamisk. Undgå flaskehalse. Skabe vækst.

Hvordan vil du anvende Hashtags i din branche?


 

Se flere blogs



Profil

Steffen Hedebrandt

Steffen Hedebrandt

Steffen Hedebrandt blogger om iværksætteri – især den slags, der handler om digitale løsninger. Han ser de muligheder, andre overser, hver gang en branche vendes på hovedet af nye idéer og teknologier.

Som cand.merc. med iværksættererfaring er Steffen Hedebrandt nu marketingdirektør hos Airtame, der har udviklet en wireless HDMI-løsning til virksomheder. Han er desuden tidligere nordisk direktør hos Upwork.com, verdens største platform for freelancere.