Virkelighedsfjernt kvindeideal

Lisbet Røge Jensen

Der hersker en form for global tykpandethed i debatten om kvinder i ledelse. De famøse 40 pct. og idéen om at det skulle være særligt ønskværdigt politisk at presse kvinder ind i bestyrelseslokaler er udtryk for den tykpandethed. Vi kender den både fra EU og til hudløshed fra den hjemlige debat og politiske tiltag. Uanset hvad kvinder vælger, tænker og siger, så insisterer man på, at virkeligheden skal være anderledes, end den er. Det er som om, realiteterne ikke trænger ind.

I torsdagens Wall Street Journal kunne man således læse en artikel med den velkendte vinkel, at "det går for langsomt med at få flere kvinder i ledelse". Af artiklen fremgår, at der rigtig nok kommer flere kvinder i bestyrelser. Men samtidig følgende:

"Recruiters say the companies they work with want to hire more women but often can't find candidates who are able or willing to work the long hours the top jobs require." Og hvorfor så ikke? Fordi: "It's very work-intensive, the hours are grueling. A lot of women are raising families. It's not as attractive to them", siger den interviewede rekrutteringskvinde.

Det lyder – uden videnskabeligt belæg – plausibelt. Alt andet lige lyder det intuitivt rigtigt, at der kunne være en forskel i mænd og kvinders livsstilsvalg, der samtidig giver sig til udtryk i statistikkerne. Men ssschhh... Nævn det ej. Hvor sand rekrutteringskvindens observation end måtte være, så er det ikke politisk korrekt at anføre den. At kvinder kan, vil og bør være repræsenteret i stort set lige antal som mænd, synes derimod at være den position, der dominerer debatten om kvinder i ledelse – helt ude af proportioner med virkeligheden.

WSJ-artiklen er bl.a. skåret over følgende tal: kvinders andel af bestyrelsesposter i New York udgør 19 pct. Det er ikke helt uinteressant. Har man fulgt udviklingen i Danmark, vil man vide, at tallet er det samme for danske aktieselskaber – stabilt siden 2008, hvorfra man kan finde tallene hos Komiteen for god Selskabsledelse
Og som et kuriosum kan man finde et lignende tal hos den britiske sociolog og forsker Catherine Hakim i forbindelse med studier af kvinders præferencer for arbejde henholdsvis i eller uden for hjemmet.

Som Senior Research Fellow på London School of Economics udgav hun en videnskabelig artikel (Women, careers, and work-life preferences, 2006), der kategoriserer kvinder på tre forskellige måder: Kvinder der vælger arbejde i hjemmet, kvinder der vælger en karriere, og kvinder der tilpasser sig og kombinerer begge dele. Hun vurderer på baggrund af sin og andres forskning på området at procenterne fordeler sig nogenlunde 20-20-60 – under den præmis at kvinder træffer oprigtige valg. Der kan således være politisk regulering, støtteordninger etc., der forskruer fordelingen.

Lad os antage, at kvinder træffer oprigtige valg. I så fald er det da et interessant sammenfald, at 20 pct. af kvinderne teoretisk set ville vælge den rene karrierevej, og at besætningen på bestyrelserne reelt set ligger stabilt på 19 pct. i de år, vi umiddelbart kan vurdere det. Det er også interessant, at vi endnu ikke har hørt et eneste kvalificeret bud på, hvorfor de politisk så populære 40 pct. skulle være saliggørende.

Men lad procenterne ligge. Hele debatten om kvinder i ledelse hviler som sagt på den forstokkede præmis, at kvinder i ligeså høj grad som mænd vil og kan varetage bestyrelsesarbejde, men at der skulle være nogle strukturelle forhindringer for os. Idéen er tydeligvis absurd, hvis den da ikke er direkte skadelig. Skadelig fordi den beviseligt leder til politiske indgreb, der både er omkostningsfulde for virksomhederne og skaber en begrebsmæssig forvirring om, hvad kvinder bør vælge – i Danmark kommer den forvirring eksempelvis til udtryk, når vi forholder os til, hvor mange (eller rettere, hvor få) kvinder, der vælger hjemmearbejdet på fuld tid. Det gør man bare ikke, det der med at gå hjemme. Spørg selv statsministeren

Her til lands har vi således utvivlsomt en uforholdsmæssig stor mellemgruppe af kvinder, der vælger Hakims tilpassede/kombinerede livsstil, fordi familiepolitikken og arbejdsmarkedet er indrettet med den lange betalte barsel, forældreorlov, heftige tilskud til børnepasning uden for hjemmet, betalte barn-sygedage, "attraktive" job i det offentlige mv. Alle disse forhold forskruer, med anvendelse af Hakims begreb, kvinders oprigtige valg, men ikke nødvendigvis i den traditionelt diskuterede sammenhæng. Konsekvensen er således ikke kun, som ofte anført, at kvinder ikke søger en ledelseskarriere på højeste niveau. Konsekvensen kan ligeså vel være – og er sandsynligvis – at de kvinder, der oprigtigt ville vælge hjemmet, sandsynligvis vælger en kombination.

Kvinder vælger utivlsomt anderledes end mænd. Ikke alle kvinder, forstået som hver og een, men kvinder generelt, statistisk set, overordnet betragtet. Det er ikke politikeres opgave at forskrue det valg men derimod at holde det åbent. Kvinder, der vælger de lange arbejdsuger, den konstante tilgængelighed og den udfordrende vej til bestyrelseslokalet, er noget særligt. Det skal de anerkendes for. Der er ingen grund til at foregøgle, at det er for alle. Hvis man gør det, og hvis man bedriver politik derefter, er man altså enten tykpandet eller uvederhæftig.


 

Se flere blogs



Profil

Lisbet Røge Jensen

Lisbet Røge Jensen

redaktør og lederskribent, Børsen
På denne blog holdes kapitalismens fane højt. Kig her efter de små ting, der tegner de store liberale linjer i samfundet, og kig efter godt og dårligt nyt om frie markeder, frie mennesker og personligt ansvar.

Lisbet Røge Jensen støber kugler i Børsens holdningsmæssige hovedsæde, debatredaktionen, og er redaktør på avisens hyldest til dem, der tør noget og gør noget - bogen "De handlende" - som Børsen udgav i april 2017. Hun er i tidernes morgen uddannet realkreditrådgiver og siden hen cand.merc. fra CBS.