Orgiernes weekend – på din regning

Lisbet Røge Jensen

I dag starter københavner-festivalen Distortion. Det er den, der som bekendt er berømt og berygtet for umådelige mængder urin i gaderne (ja, undskyld den ligefremme tone) og, hvis man skal bruge festivalens egne ord, kaos.

Statistisk kan det opsummeres således jf. festivalens egen Facebookprofil, hvor man bekendtgør, at indtægter blandt andet anvendes til at:

“– fjerne 120 tons affald efter hver gadefest. Og ja, 120 tins svarer til 137 heste. Præcist.
  –slette sporene efter de ca. 25.000 liter urin, der hver dag bliver sjasket afsted under festivalen."

Så lad os bare kalde Distortion for tisfestivalen. Eller endnu bedre: En skatteyderfinansieret tisfestival. For gæt hvem der egentlig betaler gildet? Det gør du.

Festivalen får mere end en million om året bare af Københavns Kommune og derudover yderligere støtte fra diverse andre offentlige instanser.

”Sammen er vi jo de største sponsorer,” sagde Region Hovedstaden sidste år.

Husk lige, vi taler her om en festival, der strækker sig over sølle fem (5!) dage. Der bliver altså brændt ganske mange hundredetusinder skattekroner af hver dag, mens folket fester.

Men det er ikke det værste af det hele. Det værste er, at mens tisfestivalens største protektor, kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev, med den ene hånd kaster skattepenge som var det nytårskonfetti efter tisfestivalen Distortion, sørger hun effektivt for at tryne almindeligt næringsdrivende med beskyldninger om, at de er til gene – i herlig forening med politiet, ser det ud til.

Af dette kan vi konkludere: En festival fuld af tis og skrald med en tvivlsom ledelse og en direktør, der beskyldes for at stjæle af kassen, får lov at stikke snablen direkte i skattekisten. En nyrenoveret bar, der endnu ikke har gjort noget galt, og som er drevet af et ordentligt, privat firma får at vide, at de kan pakke sydfrugterne.

Det er historier som denne, der gør det meget, meget svært at holde af politikere. Hvis man skulle være rigtig grov, kunne man antage, at den manglende respekt for såvel skatteborgernes penge som det erhvervsdrivende folkefærd siger noget generelt om de politiske tilstande her til lands. Men lad nu det ligge.


 

Se flere blogs



Profil

Lisbet Røge Jensen

Lisbet Røge Jensen

redaktør og lederskribent, Børsen
På denne blog holdes kapitalismens fane højt. Kig her efter de små ting, der tegner de store liberale linjer i samfundet, og kig efter godt og dårligt nyt om frie markeder, frie mennesker og personligt ansvar.

Lisbet Røge Jensen støber kugler i Børsens holdningsmæssige hovedsæde, debatredaktionen, og er redaktør på avisens hyldest til dem, der tør noget og gør noget - bogen "De handlende" - som Børsen udgav i april 2017. Hun er i tidernes morgen uddannet realkreditrådgiver og siden hen cand.merc. fra CBS.