Frygt for Skat

Lisbet Røge Jensen

“Kun en tåbe frygter ikke skattevæsenet” skriver Ole P. Kristensen i kronikken i Børsen i dag. Han har kørt de spidse argumenter i stilling, og inddrager både aktuelle sager, den amerikanske skandale i IRS samt Kinnock-fadæsen, og historiske:

“Det er ikke første gang, at det amerikanske skattevæsen misbruges til politiske formål.

Det skete under Richard Nixon, som alle ved, var en skurk, men det skete også under "helte" som Franklin D. Roosevelt og John F. Kennedy.

Roosevelt brugte hæmningsløst skattevæsenet til at forfølge medier, der var imod New Deal, og den rige bankmand og tidligere republikanske finansminister Andrew Mellon.

Mellon blev i sidste ende pure frifundet.

Selv om de danske eksempler på misbrug ikke er rettet mod bestemte politiske holdninger, er der en klar politisk bias i de tvivlsomme sager.

Udlandsdanskere, undtagen hvis man er gift med formanden for Socialdemokraterne, og multinationale selskaber, er mere i farezonen end hjemmefødninger, der ikke har fantasi eller talent til at klare sig i udlandet, og fagforeninger.”

Og så har Ole P. en opsang til medierne:

“Hver gang skattevæsenet lancerer en ny kampagne vedrørende sommerhusejere, multinationale selskaber, indehavere af udenlandske kreditkort og "money transfer", labber medierne ukritisk Skats pressemeddelelser i sig.”

Det sidste fik mig til at tænke på et stillingsopslag, Skat for nylig havde ude, da de søgte en pressemedarbejder. De solgte jobbet således:

“Skat søger pressemedarbejder: Har du lyst til at arbejde med presse i en stor statslig styrelse? Kan du håndtere pressen professionelt? Så er stillingen måske noget for dig.” Og trumfen: “Du kan se de gode historier og har blik for de mange vinkler, der kan være på Skats opgaver."

Tja, de gode historier burde være rigelige. Så kan man jo diskutere om man synes styrelsen bør vinkle dem. Skat er vel skat, og det er jo som sådan blot et nødvendigt onde, som vi skal have så lidt af som muligt og også gerne høre så lidt til som muligt. Endnu rarere kunne det være, hvis styrelsen gad forsøge at gøre så lidt skade som muligt. Man kan jo håbe, de fandt en god pressemedarbejder til at håndtere den vinkel.


 

Se flere blogs



Profil

Lisbet Røge Jensen

Lisbet Røge Jensen

redaktør og lederskribent, Børsen
På denne blog holdes kapitalismens fane højt. Kig her efter de små ting, der tegner de store liberale linjer i samfundet, og kig efter godt og dårligt nyt om frie markeder, frie mennesker og personligt ansvar.

Lisbet Røge Jensen støber kugler i Børsens holdningsmæssige hovedsæde, debatredaktionen, og er redaktør på avisens hyldest til dem, der tør noget og gør noget - bogen "De handlende" - som Børsen udgav i april 2017. Hun er i tidernes morgen uddannet realkreditrådgiver og siden hen cand.merc. fra CBS.