Jeg har en bror som går meget op i luksus.

Jeg går selv meget op i bæredygtighed.

Inspireret af Steward Brand fra The Long Now Foundation (og idémand bag det banebrydende Whole Earth Catalogue fra starten af 1970erne), kan jeg nogle gange ikke lade være med at tænke fænomener i lange tidsperspektiver; 30-40-50 år ud i fremtiden.

I sammenhæng med mig og min brors forskellige interesser:

Hvor lang tid vil der gå, før vores interesser mødes i produkter som samfundet får produceret? – Produkter som både er bæredygtige og af høj kvalitet?

Et underligt, men meget interessant produkt, som blev lanceret i Berlin for nogle uger siden, er måske netop en hybrid mellem de to forbrugsvaner. – Et produkt som i min optik peger 30-40 år ud i fremtiden (men forhåbentlig kortere).

Der findes efterhånden en god håndfuld produkter som både er god kvalitet og bæredygtig-ambitiøs (nej, de økologiske tandbørster man kan købe i WholeFoods, som holder i 2 uger før hårene flader ud, er ikke et af dem).

Det nye produkt fra Berlin bygger videre på sammensmeltning af kvalitet og bæredygtighed på mere end 1 måde.

Det er nemlig et opgør med den klassiske måde at forvalte produktionsmetoder.

Produktet? En vodka du kan blive medejer af som er produceret af lokale råvarer fra dit nærområde. De første der takkede ja til at producere vodkaen, bor i Berlin. Den blev lanceret for nogle uger siden dernede.

En vodka under samme brand, men produceret lokalt fra New York og London, er vist på vej. På hjemmesiden søger det store sprutfirma og bagmænd bag, Pernod Ricard, efter folk der vil starte destillerier i byer over hele verden med lokale ingredienser.

Og det er jo stærkt tænkt. Ganske vist med et produkt (spiritus) der på ingen måde har brug for opmærksomhed. Men man må give dem det i Pernod Ricard; de har fået organiseret en produktionsmetode, som har et kæmpepotentiale i fremtiden; en videreudvikling af andelstanken, designet til global ibrugtagning.

Det bæredygtige perspektiv? Ja, kære vodka-producent, dér halter det desværre lidt, selvom intentionen synes at være tilstede. Det er umuligt fra den tyske hjemmeside at se, hvordan drikkevarens rug, hvede eller kartofler anvendes og hvor de kommer fra. Der ligger ingen beviser for, at vodkaen faktisk ér produceret lokalt.

Men ingen produkter der prøver at være luksus og bæredygtige er perfekte. I jagten efter 100% bæredygtige produkter er talemåden ’perfect is the enemy of good’ i denne sammenhæng (og i mange andre bæredygtighedsmæssige sammenhænge) ganske meningsfuld.

I jagten og i forsøgene efter at skabe produkter der både er bæredygtige og af høj kvalitet, lever vi en tid der i kategoridefinitions-mæssige sammenhænge (eller ’produkt-artbestemmelsesmæssigt’) kan sammenlignes med det der i geologiske fagkredse kendes som den kambriske eksplosion. Det refererer til tiden for 543-530 millioner år siden, hvor der pludselig opstod et højt antal nye, komplekse organismer i verden. Livet gik evolutionsmæssigt amok og skabte den ene sindssyge og vanvittigt udseende art efter den anden.

Det samme, håber jeg, er ved at ske indenfor produktion af varer; varer og firmaer der vil efterleve og afprøve nye måde at producere bæredygtigt på. Our Vodka i Berlin er et eksempel.

Måske behøver min bror og jeg alligevel ikke at vente 50 år, før vi kan handle i de samme butikker.

http://longnow.org

http://ourvodka.com

http://da.wikipedia.org/wiki/Andelsprincipperne

http://da.wikipedia.org/wiki/Kambriske_Eksplosion

Jeg føler mig egentlig ok sulten på verden. På verdens muligheder og udfordringer.

Derfor undrer det mig, dag på dag og aften på aften, at blive mødt med historier og begivenheder i landsdækkende medier som intet gør for at stille min sult.

Lad os tage før-påskens udeblevne snestorm som eksempel. Den var en stor historie i 4 dage inden den blev gen-varslet som fygning. - Og inden sne-fygningen så ramte lidt af Lolland og Falster.

Fire dage. I landsdækkende nyheder.

Jeg er ikke særlig speciel eller særlig begærlig efter at vide hvad min rolle kan være i samfundet. Jeg vil bare gerne påvirke verden, ligesom jeg tror mange gerne vil det, når det kommer til stykket.

Men landsdækkende medier som Politiken, Berlingske, DR og andre store medier gør intet for at møde det simple behov. Hvorfor?

Snefygningen er et eksempel. Et andet eksempel er Clement Kjersgaards  debatprogrammer. Jeg har intet imod dem, set enkeltvis. Men de er et af de få (hvis da ikke de eneste?) professionelle debatprogrammer på tv om vores samfund i primetime.

Groft sagt: der er ikke andre debatprogrammer som kan oplyse vores befolkning om hvor vi, som nation, er på vej hen, eller kan nå hen. – Ikke andet end debatprogrammet, hvor der bliver klappet og nedrigt grinet blandt publikum, og sikkert også hjemme i stuerne, når en politiker bliver anbragt i en retorisk fælde. Men hvad er oplysningen i dét? Underholdende og retorisk flot er det uden tvivl.

Hvor bliver den ny viden af, som reelt kan hjælpe dig og mig i at navigere i verden? Hvor er den viden jeg kan bruge for at danne mig meninger om hvordan verden kan se ud 1, 2 eller 5 år ude i fremtiden og ikke bare 1, 2 eller max 5 dage ude i fremtiden?

Fx hvor er debatterne om hvor videnskaben er på vej hen, fortalt på en måde som giver mig mulighed for at opføre mig som oplyst borger (hvad det betyder af adfærd, karrierevalg, tidsudnyttelse, hobbyer, frivillig tjeneste i interesseorganisationer, politiske overvejelser, etc.)? Sat på en spids: Hvorfor handler debatemner på tv (og i aviserne) stort set kun om politik og ikke om videnskab? Hvor var Clements debatprogram om Higgs-Boson da det blev opdaget? Eller om Curiosity’s Mars-landing? Eller om EU's nylige milliard-investering i en hjerne-simulator?

Et tredje eksempel er Politikens net-forside.

Et eksempel på, hvad der bruges pixelplads, er denne historie:  Musikfestivallen Distortion havde IKKE ringet til Blachman for at få hans X-Factor solist til at optræde. Indtil næste dag på forsiden: Distortion undskylder; de HAVDE faktisk ringet alligevel. Bemærk: Politiken undskylder ikke at have brugt skærmplads på denne fuldkommen ligegyldige historie, der netop ikke er nogen historie.

Hvis ny og banebrydende oplysning skal fordeles i pixels (og det skal den i disse skærmtider), så ser det rigtig skidt ud for vores generelle oplysningsniveau i landet.

- - -

Jeg synes journalistiske produkter - hver eneste artikel og tv-program der optager pixelplads på folks skærme - bør opfattes som værktøj, der kan benyttes af læserne til vidt forskellige ting, ligesom en hammer og sav kan benyttes til forskellige ting. Men benyttes skal de kunne.

Og det er pointen: hver eneste nyhed skal kunne bruges - enten ved at sætte os ind i en kontekst eller simpelthen ved at få os til at reflektere over vores holdninger og adfærd. - Værktøj der har som deres ypperste opgave at hjælpe os med at forestille hvad vores samfund er, og hvad det kan udvikle sig til. Som politologen Benedict Anderson skrev det i den berømmede Imagined Communities: [The nation] is imagined because the members of even the smallest nation will never know most of their fellow-members, meet them, or even hear of them, yet in the minds of each lives the image of their communion."

Pressen spiller her en vigtig rolle, påpeger også Anderson. Jeg møder ikke folk der bor to huse ned ad gaden på Nørrebrogade hvor jeg bor. Ej heller folk i Thy eller Tarm. Alligevel forestiller jeg mig i mit hovede, at vi er en del af samme fællesskab, blandt andet gennem hvad pressen skriver om os alle, det vil sige gennem de fortællinger jeg får hver dag om hvad der sker (hvis der sker noget) to huse ned ad gaden på Nørrebrogade, eller i Thy eller i Tarm. Det er et forestillet fællesskab, hvor pressen spiller en naturlig og aktiv rolle.

Og hvad er så den forestilling af nationen jeg sidder inde med, som pressen gør mig til en del af i dagens Danmark? Hvad er fortællingen om vores nation som landsdækkende medier skaber til mig? Det er en forestilling om politikere der ikke kan samarbejde og en verden der farer afsted og som vi ikke, rigtig, er en del af.

Det er en følelse som pressen skaber, frem for at skabe værktøj. Det er en følelse af ej-det-er-også-for-galt, hvis ikke det er fuldkommen ligegyldigheder der deles. Og så ender den der. I en følelse af forargelse og ubrugelighed. Lammelse og apati. Fantasiløshed. Eller snarere fantasi-udhuling.

- - -

Jeg vågner op hver morgen og kigger forbi pol.dk. Jeg vil jo gerne følge med, som man siger. Her er hvad dette medie i torsdags havde at fortælle befolkningen i nævnte rækkefølge:

"Bondo og Ziegler venter begge på en opringning"

"Nelson Mandela er atter indlagt"

"Danmark er fyldt med dopinghuller"

"Windows 9 er blevet lækket på nettet"

"100 separatister forsøgte at storme kasino"

"Lastbiler fyldt med pengesedler ruller ind i Cyperns hovedstad"

"Leder: Trykkefrihedsselskabet står afklædt tilbage"

"Her er 4 fede app-brætspil til påskedagene"

"Her er kreative aktiviteter du kan lave med dine børn"

"Sådan får du vaskemaskinen til at vaske helt rent"

"En spade er ikke bare en spade"

"VKO løber med det hidtil største forspring til rød blok"

"Legendarisk festival kaprer The Rolling Stones som hovednavn"

"Knivoverfald på Strøget: Teenager får lunge punkteret"

"To skud affyret mod pizzeria i København"

De artikler der minder mest om nyheder, som også er værktøjer, handler om at købe app-brætspil og om at få vaskemaskiner til at vaske bedre.

Som modsætning står andre landes nyhedsmedier, som nyhedsmediet New York Times. De har klart en anden vinkel på nyheder. Efter at have læst en artikel her, kan man næsten ikke lade være med at google videre for at finde mere information om et emne, en person eller en organisation. Man bliver efterladt nysgerrig og med en udvidet horisont.

Tag deres mange nylige artikler om online læring (eller Massive Open Online Courses, MOOC, som de er kendt som). Her bliver nye tiltag som Coursera dækket (et initiativ hvor USAs største universiteter er gået sammen for at skabe gratis undervisning til alle på nettet, ja også du kan nu gratis blive undervist af Harvard professorer). Og dét er en nyhed. Og et værktøj. Selv har jeg nu, sammen med 2 millioner andre, meldt mig til kurser derinde.

For god ordens skyld skal det nævnes, at Politiken havde Thomas Friedmans kommentar om fænomenet i deres trykte avis - taget direkte fra New York Times. Men hvordan tilstanden for et så relevant fænomen som online læring har det i Danmark i disse lockout-tider, det fortæller ingen os, danskere; det inviterer ingen medier os til at tænke over eller handle på.  Til det må man læse New York Times for at følge med.

- - -

Så hvad gør jeg selv? Jeg må finde mod-medicinering. Jeg må indhente viden fra alle andre steder end i de landsdækkende medier for at følge med.

Jeg sætter pt. min lid til især fagblade for at få nogle nyheder jeg kan bruge til noget. Hvad kan det være? Ingeniøren fx,  Børsen fx (jaja, det ér da et fagblad), Information (samme), New Scientist, Mind og Ekko, New York Times, the Daily Show, Charlie Rose, International Herald Tribune, Brainpickings (blog) og I Fucking Love Science (Facebook gruppe). Nej, jeg læser selvfølgelig ikke det hele hele tiden; det er snarere blevet et nødvendigt onde at holde udkig efter rigtige, brugbare nyheder.

Pointen er, at jeg faktisk føler jeg ikke bliver klogere om verden ved at følge med i de klassiske, landsdækkende nyhedskanaler.

- - -

I 2009 lancerede DR et nyt nyheds-paradigme de kaldte 'Konstruktive Nyheder'. Det var netop et opgør mod konfliktnyheder og resulterede i gode dækninger under starten af krisen i TV-Avisen, bl.a. Indlæggene 'Krise Knuserne' som fortalte fortællinger om hvordan man kom UD af krisen. Nyheder og værktøjer på samme tid.

Jeg var så glad at jeg gemte linket fra dengang DR lancerede nyheds-visionen. Se beskrivelsen af DRs tanker fra dengang, her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Temaer/2009/konstruktive_nyheder/2009/07/08134026.htm

Men - - de er nu faldet af på den, desværre. Men linkets eksistens dokumenterer at der heldigvis dybt inde i fx DR er tanker og visioner om at ville gøre en forskel. Men der er brug for at komme op på den store klinge. For hvordan kan vi danskere ellers blive en del af en forandrende verden? Det kán vi jo ikke uden en nysgerrig presse.

- - -

Hvad så nu?

Jeg skal være ærlig og sige at jeg startede dette blog-indlæg med at skrive lige præcis denne sætning. For det er så svært at begynde at beskrive noget man kun har en fornemmelse af; at jeg ikke bliver klogere på min rolle i verden ved at se og læse de fleste nyheder fra de store danske medier. - Og det er så ufedt at skulle kritisere andre. Men bliver man irriteret over noget man mødes med hver dag, må man jo råbe op.

I værktøjets ånd er hermed nogle links til medier med artikler og nyheder som jeg selv synes der kan bruges til noget i den verden der udvikler sig i Danmark og omkring os:

www.ing.dk

www.information.dk

www.borsen.dk

www.iht.com

www.fastcodesign.com

www.brainpickings.org

www.radio24syv.dk/programmer/halloej-i-betalingsringen/

www.facebook.com/IFeakingLoveScience?fref=ts

www.facebook.com/Mechatronics.Power

www.coursera.org

www.scientificamerican.com/sciammind

www.charlierose.com

(Vil du ikke igennem alle links, er Charlie Rose et godt sted at starte).

Held og lykke.

Det er ingen hemmelighed at jeg er stor X-Factor fan. Meget stor.

Jeg tror endda mine venner er lidt overbærende med mig hvad min interesse angår.

Nuvel.

Der er X-Factor i TV og den store kamp er som sædvanlig mellem dommerne. Heldigvis formår formatet endnu engang at gøre sig selv samfundsrelevant, eller som Blachman ville sige, ’formatet transcenderer sig selv’.

I år er den helt store battle mellem Anne Linnet og Thomas Blachman. En ganske uventet strid. Anne Linnet har jo lavet fantastiske numre og Blachman har vist sig cool gennem årtier.

Men pludselig clasher de sammen med hver deres sangere. Anne Linnet vil have at hendes bands er forberedte på virkeligheden (læs: pladebranchen, industrien, massernes flygtige behov for idoler, etc.), mens Blachman vil have visioner (læs: nye oplevelser der skaber en ny virkelighed for masserne).

Det er jo et interessant setup. Det er en interessant konflikt. Ikke bare i et, lad os nu være ærlige, i udgangspunktet ordinært TV-show, men som to vidt forskellige tilgange til at leve i verden. Skal man tilpasse sig verden eller skal man ændre den?

Jeg tror det er en konflikt mangen en iværksætter/selvstændig har stået overfor.

Skal man, i overlevelsens tjeneste, gå på kompromis med sit formål som oprindelig var årssagen til at man forvandlede sin interesse og sit virke til en virksomhed? Eller skal man go-all-in, lave præcis dét man synes er Det Rigtige og være helt ligeglad med hvordan omverdenen omkring én er indrettet, og så må det briste eller bære?

Stiller man det sådan op, så ér det faktisk et reelt dilemma. Et økonomisk og eksistentialistisk et af slagsen.

Men ser man nærmere på det, og dykker dybt ned i sig selv, så ved man godt at det er en falsk opstilling. Linnet antager at der findes en statisk virkelighed med nogle evigt gældende regler. Det gør der ikke.

I stedet findes en hastig, HASTIG, foranderlig verden som vi alle, med vores udviklede sanser og hjerner, er designet til at tage del i. Og den verden udvikles ikke på sigt af personer som vil tilpasse sig verden af i går for at score billige points i dag. Den drives af folk som tør tage chancer, bryde med konformiteten, udfordre status quo, skabe ny adfærd og udvide bevidstheder.

Men Blachman har jo aldrig vundet, vil du sige. Ikke konkurrencen, nej. Men han er en vigtig grund, måske den vigtigste grund, til at du (ja, også dig Wasteland-fan) og jeg sidder og ser det fredag efter fredag. Blachman er den længstsiddende dommer i showet af en afgørende årsag: han minder os om, at vi kan udvide vores bevidsthed. Og netop i vores udførelse af denne evne i vores dagligdag, når TVet er slukket, kan vi forfølge vores formål, hvad end vi føler det må være, og ændre ved vores verden som vi har lyst til.