Robotfirma og børskomet afviser salg: Vil følge strategien
Foto: Maria Fonfara
Virksomheder Af
Hvis det er med håbet om et fremtidigt salg og derigennem en økonomisk gevinst, at nye investorer har købt sig ind i Odico, så stemmer det ikke overens med planerne i de øverste lag hos den fynske robotvirksomhed.

I hvert fald afviser ledelsen at gå med planer om at sælge Odico, der mandag i sidste uge blev børsnoteret til introduktionskursen 8,80 kr. og siden er steget markant for i øjeblikket at blive handlet til 29 kr. per aktie - svarende til mere end en tredobling.

- Vi arbejder ikke efter nogen exit-strategi, fordi nu er vi jo på børsen. Vi er gået på børsen for at skaffe den kapital, der skal til, for at vi kan eksekvere den strategi, som vi har formuleret i virksomhedsbeskrivelsen. Den rejse har vi tænkt os at fortsætte på børsen, fortæller Jens Munch-Hansen, der er bestyrelsesformand i Odico.

Der har ellers været spekuleret i, om den store købsinteresse i robotvirksomheden, der leverer støbeforme til byggebranchen, kan have haft grund i tidligere salg af andre robotvirksomheder.

De mest kendte eksempler er salget af Universal Robots og Mobile Industrial Robots, der begge blev solgt til den amerikanske industrikoncern Teradyne. Salgene af disse virksomheder kan nemlig have fået investorerne til at slikke sig om munden, da de måske har set Odico gå samme vej, vurderer investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.

- Odico er lig med robotics, og det er bare hot i øjeblikket. Så investorerne køber ikke ind på den nuværende udvikling, og de køber ikke ind på prisfastsættelsen.

- Investorerne køber ind på den drøm, der hedder, at Odico kommer til at gå samme vej som Universal Robots og Mobile Industrial Robots, og at Odico dermed kan blive det tredje exit fra det, der efterhånden er ved at blive et "Odense Robots Cluster", siger Per Hansen.

Men det kommer altså ikke til at blive tilfældet, understreger Jens Munch-Hansen fra Odico. For selvom han "glæder sig over interessen fra investorerne", så har selskabet en strategiplan, der skal eksekveres på via den kapital, som børsnoteringen førte med sig.

- Men man kan sige, at hvis der kommer et tilbud fra nogen, der vil købe selskabet af børsen, så må det jo være op til aktionærerne og bestyrelsen, om der er interesse for det.

- Men lige nu har vi ingen konkrete planer om et salg. Lige nu går det hele på, at vi har fået nogle penge i kassen, og de penge går til at eksekvere på den plan, vi har lovet investorerne, siger bestyrelsesformanden.

En af målsætningerne hos Odico er at komme op og omsætte for 200 mio. kr. årligt i 2022. Det skal især ske ved i større omfang at sælge selskabets teknologi, som gør det i stand til at producere støbeforme til brug i byggebranchen - i stedet for, at Odico blot selv producerer og sælger formene.

/ritzau/FINANS


Vil du blive klogere på strategi og ledelse? Børsen Executive Club er tilbage, og giver dig inspiration og konkrete værktøjer. Interesseret? Klik her, og læs mere

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Npinvestor leverer tredobbelt nedjustering efter voksende underskud

Storbank: Regnskab vil afsløre rygstød til Genmabs sællert fra Japan og prishop

Trump til Putin: Verden ønsker at se os være venner

Danfoss-boss skruer op for charmen over for talenter: "At kunne tiltrække de allerdygtigste er det, der kan gøre hele forskellen"

Analyse: Trump ser fjender overalt

Chefstrateg: USA-regnskaber vil vise fuld fart frem

Britisk medicinalselskab i vejret efter blokade af rivals kopiprodukt

TDC-boss siger snart farvel

Fik kapitalfond med: Nu er han i gang med opkøbsridt