Mærsk gør comeback på opblødt handelskonflikt: Brøndby får massive tæsk
Søren Skou, topchef i Mærsk.
Foto: : Mads Claus Rasmussen/Ritzau/Scanpix.
Virksomheder Af
En opblødning mellem USA og Kina gav medvind til de danske aktier i tirsdagens handel, og særligt Mærsk nød godt af udsigten til, at de to lande holder igen med tiltag, der begrænser den globale handel.

C25-indekset endte 0,4 pct. højere i 1143,98.

I weekenden nåede USA og Kina til enighed om en aftale, der skal begrænse USA's budgetunderskud over for Kina, og tirsdag varslede den kinesiske regering, at den vil sænke tolden på importerede biler til 15 pct. fra 25 pct.

- Den økonomiske effekt er nok begrænset, men det sender et vigtigt signal om, at der er en velvillighed til at imødekomme USA's ønske om at nedbringe handelsunderskuddet over for Kina, siger Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg hos Formuepleje.

- Men man skal huske, at der er kun tale om de første trin, og at vi fortsat mangler at se, hvor det hele ender, siger han.

MÆRSK FIK TILTRÆNGT OPREJSNING

Mærsk-aktien faldt torsdag og fredag mere end 10 pct. efter et skuffende regnskab for første kvartal, hvor netop konflikten mellem Kina og USA blev fremhævet som en usikkerhedsfaktor for årets indtjening.

De mere bløde toner mellem de to lande blev derfor taget positivt op tirsdag, hvor B-aktien steg 5,1 pct. til 9496 kr.

- Det er de meldinger, som aktien bliver sendt op på. For Mærsk, der lever af verdenshandel, vil det være positivt, hvis der findes en løsning, som gavner begge parter, siger børsmægler Nikolaj Holmsgaard fra ABG Sundal Collier.

I toppen af C25-indekset var der også medgang til FLSmidth-aktien, som sluttede 2,9 pct. højere i 435 kr., mens Bavarian Nordic-aktien steg 2 pct. til 208 kr.

I bunden endte NKT, efter at amerikanske JPMorgan sænkede anbefalingen af kabelselskabet til "neutral" fra "overvægt". Aktien faldt 4 pct. til 172,50 kr., og dermed lyder kursfaldet i 2018 på 39,1 pct.

JPMorgan har lavet samme justering hos Pandora, der dykkede 25 pct. i de fire dage efter regnskabet for første kvartal tirsdag, hvor investorerne bed mærke i svage vækstrater i Kina. Tirsdag steg aktien 0,8 pct. til 505 kr.

Blandt selskaberne uden for C25-indekset var der fokus på softwareselskabet Simcorp, da Danske Bank har hævet kursmålet med 100 kr. til 525 kr. og gentaget anbefalingen "hold" efter fredagens regnskab. Aktien lukkede 2,5 pct. højere i 504 kr.

Danske Bank havde også haft kikkerten rettet mod Rockwool efter regnskabet fredag, og anbefalingen "køb" blev gentaget, mens kursmålet blev øget med 200 kr. til 2450 kr. Aktien steg 2,4 pct. til 2194 kr.

TÆSK TIL BRØNDBY

Brøndby IF måtte mandag sande, at det kun blev til sølv i Alka Superligaen, og på aktiemarkedet blev det omsat til et kursfald på 34 pct. til 1,40 kr.

Parken Sport & Entertainment, der står bag fodboldklubben FCK, faldt 2,1 pct. til 76 kr., efter at det endte med en fjerdeplads i landets bedste fodboldrække efter sidste spillerunde mandag.

Silkeborg IF, der fortsat risikerer at rykke ud af Alka Superligaen, opjusterede tirsdag forventningerne til 2018 efter et salg af forsvarsspilleren Jens Martin Gammelby. Aktien steg 2,1 pct. til 14,60 kr.

Softwareselskabet Cbrain landede en ordre hos et universitet i Storbritannien, og det gav en stigning på 5 pct. til 42 kr.

Kommunikationsvirksomheden Intermail offentliggjorde regnskab tirsdag, og resultaterne i første halvår var vekslet fra et underskud til et overskud, men aktien faldt 0,8 pct. til 25 kr.

Rederiet Nordic Shipholding nedjusterede forventningerne til årets resultat som følge af svage fragtrater. Aktien endte uændret i 0,59 kr.

/ritzau/FINANS


Vil du blive klogere på strategi og ledelse? Børsen Executive Club er tilbage, og giver dig inspiration og konkrete værktøjer. Interesseret? Klik her, og læs mere

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Genmab: Darzalex-salget går frem med 12 pct i USA i maj

Nordea er klar med Apple Pay til virksomhedskunderne

Arving gør klar til at overtage roret i mæglergigant

Italiensk restaurant er atter verdens bedste

Nordea: Investorerne skal kunne tåle en del - handelskrig kan påvirke selskaberne

Det skriver medierne: A.P. Møller Holding klar til at skyde mia i varmt vand

Mens du sov: Trumps handelsrådgiver - "Kina har mere at tabe på handelskrig end USA"

Forsvarsforlig bombe under dansk nichefirma

Mens du sov: Investorerne holder vejret efter stor amerikansk aktienedtur