Mærsk/Jefferies: Konsensus skal betydeligt ned
Foto: Scanpix
Virksomheder Af
Regnskabet for første kvartal fra A.P. Møller-Mærsk blev på ingen måde vel modtaget af aktiemarkedet torsdag, da B-aktien blev sendt 8,8 pct. i minus til 9252 kr. En overraskende lav driftsindtjening på baggrund af stigende omkostninger var forklaringen på markedets reaktion.

Og forude venter nu, at analytikerne sætter deres forventninger til Mærsk ned, selv om selskabet fastholdt sine forventninger til hele 2018 og dermed stadig sigter efter et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 4-5 mia. dollar i den fortsættende forretning. I 2017 nåede Mærsk et overskud på 3,5 mia. dollar på samme post.

Sådan lyder vurderingen fra analytiker David Kerstens fra investeringsbanken Jefferies.

A.P. Møller-Mærsk klarede sig værre end ventet i første kvartal. Resultaterne betegnedes af Mærsk selv som utilfredsstillende, og ledelsen har søsat en række kortsigtede initiativer for at genskabe lønsomheden. Transport- og logistikselskabet kunne i første kvartal fremvise et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 669 mio. dollar af de fortsættende aktiviteter, hvilket er en fremgang fra 638 mio. dollar i samme kvartal året før, men resultatet var svagere end ventet, da analytikerne ifølge Ritzau Estimates havde ventet et driftsoverskud på 845 mio. dollar i kvartalet.

"Mærsk missede forventningerne for ottende kvartal i træk," skriver analytiker David Kerstens i en kommentar til regnskabet og peger på, at omkostningsstigning fra øgede brændstofpriser, valutakurser og feedering skæmmede resultatet.

"Færre oplysninger i den nye regnskabsstruktur komplicerer forudsigelser og vurderinger, hvilket formentlig vil forsinke en ventet betydelig nedjustering af konsensus for indtjeningen per aktie."

Jefferies' analytiker peger på, at det især var i Ocean-forretningen, hvor man nu finder Maersk Line og Hamburg Süd, der skuffede. Driftsindtjeningen her steg blot 2 pct. til 492 mio. dollar, hvilket var 34 pct. under konsensus på 741 mio. dollar. Oceans ringere end ventede præstationer i første kvartal forklarer David Kerstens med et lavere end ventet bidrag fra Hamburg Süd på blot 88 mio. dollar og især stigende driftsomkostninger, der gik op med 41 pct.

Selv om Mærsk fastholder sine forventninger og allerede torsdag annoncerede tiltag, der skal skære i omkostningerne, så tror Jeffereis nu, at markedets tillid til 2018-overskuddet vil ligge i den lave ende af Mærsks eget forventningsinterval.

"I kombination med øget geopolitisk usikkerhed, handelsspændinger og andre faktorer, der påvirker fragtraterne, brændstofpriser og valutakurser, forventer vi at konsensusforventningerne for 2018 på 4,7 mia. dollar vil bevæge sig til bunden af forventningsintervallet, hvilket vil udløse en betydelig nedjustering af konsensus for indtjeningen per aktie," skriver analytikeren.

Jefferies peger på, at Mærsk-aktien nu handles med en rabat på 30 pct. til sine konkurrenter inden for containershipping.

"Mærsks aktiekurs er fortsat højt korreleret med udviklingen i spotfragtraterne, der ventes at stige i andet halvår af 2018 trods svage resultater i første kvartal af 2018," hedder det.

Jefferies har et kursmål for aktien i Mærsk på 14.500 kr., hvilket indikerer et meget stort potentiale på næsten 57 pct. i forhold til lukkekursen torsdag.

/ritzau/FINANS


Vil du prøve at få nyheder på Messenger? Nu kan du følge Børsen på Facebook Messenger og få de vigtigste nyheder hver morgen på hverdage. Interesseret? Klik her og kom i gang.

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Hvidvasksager vokser markant

Opsigtsvækkende udmelding: "Markedet underminerer regering i Italien"

Et brev fra Trump gjorde ondt på de amerikanske aktier

Debat: Lommeregneren ligger fint hos økonomerne

Nye børsselskaber falder ofte i pris et år efter noteringen

Trump-aflysning af topmøde tog Sydkorea på sengen

Analytikere ser Pandora-potentiale i Kina trods kurshug

Helle Ib: TV2-salg blafrer i svære medieforhandlinger

Chefstrateg: Derfor falder aktier og renter efter Trumps aflysning