Vestas sammen med Vattenfall og PKA om svensk projekt på 353 MW
Foto: Ritzau Scanpix
Virksomheder Af
Opdateret 12.37 Vestas har indgået et partnerskab med det svenske energiselskab Vattenfall og den danske pensionskasse PKA om etablering af et mølleprojekt i Sverige på 353 megawatt.

Vestas kommer som led i aftalen til at levere 84 møller af typen V136-4.2 MW til projektet og bliver desuden aktionær gennem overtagelse af en ejerandel på 40 pct. i projektet.

De resterende 60 pct. ejes af PKA og Vattenfall med en ligelig ejerandel på 30 pct., fremgår det af en meddelelse fra Vestas.

Den totale investering til etablering af projektet opgøres til 350 mio. euro.

Konstruktionen, hvor Vestas deltager som investor og medejer i projektet, handler for selskabet om at udvikle yderligere indtjeningsstrømme.

- Vestas sigter mod at engagere sig i projektløsninger med kunder og investorer, som har en stærk "track record" inden for vedvarende energi. Afhængig af projektet og kundernes behov, kan sådanne løsninger inkludere co-udvikling, finansielle løsninger eller aktieinvesteringer, skriver Vestas i meddelelsen.

Dermed bevæger Vestas sig ud over blot at levere, installere og servicere møller, samt at levere nøglefærdige projekter til kunderne.

- Hermed sikrer Vestas sig projektpipeline og skaber attraktive og profitable investeringsmuligheder, argumenterer Vestas.

Projektet er blevet udviklet af Vattenfall, og de 84 Vestas-møller skal opsættes i vindparkerne Blakliden og Fäbodberget, som kommer til at bestå af henholdsvis 50 og 34 møller.

Størstedelen af strømmen fra projektet kommer til at blive aftaget af Norsk Hydro gennem en langsigtet fastprisaftale.

For PKA er der tale om den første investering i en landmøllepark, efter at pensionskassen tidligere har investeret i fem havvindmølleparker.

- Med denne investering har vi skabt en model for udrulning af landvind i Norden, som kan kopieres til lignende investeringer, som vi har set det med vores investeringer i havvindmøller.

- Med erfarne og solide partnere - Vattenfall, Vestas og Norsk Hydro - er der nu lavet en struktur blandt store nordiske spillere inden for energi, der muliggør at opføre en stor landvindmøllepark, der er rentabel for alle parter – uden at subsidier spiller nogen væsentlig rolle. Det er ret unikt, siger Peter Damgaard Jensen, som er administrerende direktør i PKA, i en særskilt meddelelse.

/ritzau/FINANS




Vil du blive klogere på strategi og ledelse? Børsen Executive Club er tilbage, og giver dig inspiration og konkrete værktøjer. Interesseret? Klik her, og læs mere

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Ny TDC-melding: 50.000 kunder hentes hos konkurrent inden oktober

Danske Bank-boss om politianmeldelse: "Det tager vi til efterretning"

Strejke rammer op mod 100.000 Ryanair-passagerer

Kursklø til Danske Bank: 16 mia kr høvlet af markedsværdien

Novo-konkurrent skrotter udvikling af vægttabsmiddel

May kæmper for sin plan mod brexit-oprørere

Feds topchef: Ingen røde alarmsignaler i finansmarkedet

Aktier: Danske Bank pressede C25 i minus trods hop til Mærsk

Thomas Borgen: Derfor har vi ansat ny compliance-chef fra Deutsche Bank